Tom,
Jeg ser egentligt ingen teoretisk eller praktisk modsætning mellem en psykodynamisk forståelse af syndebukmekanismer og iagttagelsen af f.eks. kognitive heuristikkers både passive og aktive medvirken i syndebukudviklingers tilblivelser og liv
Vi er enige om, at politiske og kulturelle systemer kan forstærke og institutionalisere udgrænsning. Uenigheden ligger i kausaliteten.
Du beskriver processerne primært som reaktive og orkestrerede oppefra (struktur/diskurs). Jeg ser dem som lagdelte nedefra: grundlæggende menneskelige tilbøjeligheder, der siden kan rammesættes og udnyttes.
Din reference til Arendt passer faktisk fint ind i den forståelse. “Ondskabens banalitet” beskriver, hvordan konformitet, rutinisering og rolletilpasning kan føre til moralsk frakobling. Det ligger tæt på det, Daniel Kahneman senere beskrev som System-1-tænkning: hurtige, automatiske genveje, der reducerer kognitiv friktion. Mange fulgte ordrer for at bevare deres position i indgruppen.
Burakumin-eksemplet peger tilsvarende på, at stigmatisering ikke forudsætter etnisk forskellighed; marginaliseringen udsprang bl.a. af erhverv forbundet med “urenhed” og blev siden forstærket og formaliseret kulturelt og politisk.
Og det bringer os tilbage til min oprindelige pointe: Hvis mekanismen findes før målgruppen, forsvinder den ikke ved at skifte mål. Fjerner man én syndebuk, vil en anden typisk indtage pladsen. Strukturerne kan omdirigeres, men tilbøjeligheden består.
For nysgerrighedens og afklaringens skyld spørger jeg lidt mere præcist: Oplever du at kamp/flugt-fænomener og tribalistisk tænkning præger dén lille debat, du og jeg har (haft)?
Pointen for mig er ikke at psykoanalysere enkeltpersoner, men at beskrive en generel mekanisme.
Eller for at blive i Kahneman-sporet: Vi udøver ikke System-1-tænkning her; vi analyserer den.