Men 1995 var et fantastisk år for film, Oscars er bare Oscars.
Casino Heat Usual Suspects Twelve Monkeys Dead Man Walking Se7en Toy Story La Haine Leaving Las Vegas
Dead Man før Dead Man Walking.
Nomineringsstandarden er noget højere på det seneste. I år havde de i hvert fald ramt de 5-6 amerikanske film, jeg havde tænkt mig at se, på nær lige Inside Llewyn Davis.
Jeg er i forvejen af den overbevisning, at Carells genitalier bør straffes længe og ofte, om det er med et bræt eller hvad du finder i bestik-skuffen er ligegyldigt. Den første film var egentlig den eneste rolle, hvor jeg har fundet ham fornøjelig, så når han pludselig skal gå Full Retard for at løfte den næste, begynder jeg at hyperventilere mens lysprikker danser foran mine øjne, af ren arrigskab.
Babe.. jeg var lidt for gammel til den (syntes jeg selv), men den vækker en hvis nostalgi, i lighed med Apollo 13. Come to think of it - det samme gør i det hele taget Arnold, Costner, Hanks, Eddie Murphy, Robin Williams fra den periode og de tidlige 90ere. Faderkomplekser af en art måske, who knows. Mel Gibson og Harrison Ford ikke i helt samme grad.
Robin Williams, det pelsede bevis på at Bigfoot findes, kan jeg heller ikke tåle. Jeg er dog enig i at 90´ernes VHS-stjerner, i stort omfang, får lidt mere snor. Selv var jeg meget til Wesley Snipes og Van Damme.