Hvad er holdningen til Lars von Triers film her?
Jeg har endelig givet mig tid til at se hans mest kendte film igennem og det er bestemt ikke film for alle. Til min overraskelse var der dog alligevel et par film jeg var ganske godt underholdt af, nemlig Dogville og Dancer in the Dark. Det er ret fascinerende, hvordan han i Dogville kan skabe en 3 timers lang film i et minimalistisk setting, men det fungerer virkelig.
Jeg lagde i sin tid ud med Breaking the waves da den udkom på vhs såmen, hvilket nu er mange år siden, men den var dengang i sandhed interessant, og var en film meget kendetegnede for hans videre færd, billedsproget og måden hvorpå han elsker at dele sin film op i kapitler, og det meget velkendte tema med den udsatte, misbrugte og lidende kvinde.
Nedenstående 3 film overgik efter min mening alle Breaking the waves, og de gjorde det såmen i samme rækkefølge de udkom, Nymphomaniac var en artig lækker og lettere overraskende film, som trods megen hype, holdt vandt når man efter megen venten fik set den.
Dancer in the dark
Dogville
Nymphomaniac
Jeg har ellers for en sjælden gang skyld fået set lidt film, Refns: Only god forgives, en sjov størrelse som jeg fandt ganske fængende, men den er corny, så kan man acceptere en løjerlig hævnfilm på morfin så kan man snildt få en fin oplevelse.
Purge anarchy, nu havde jeg af skræk over anmeldelserne ikke set 1eren, så jeg tog denne af mangel på andet en sen aften, og jeg skal indrømme den ikke just er nyskabende, men ganske fin underholdning.
Lucy, med begge hænder bundet lod jeg misvilligt bevidne dette uorginale makværk, den er urimelig uorginal og forekommer at være en trend film, som ikke nåede at ride den trendbølge den satte sejl efter.
Interstellar, efter true detective så er jeg nok ikke ene om at have en hvis respekt for Matthew McConaughey, og tager man filmen for hvad den er, så uden at sige for meget om indholdet, så er den ganske hyggeligt selskab.
True detective sæson 2, kan iøvrigt varmt anbefales skulle man ikke have set den endnu. Den starter lidt lunkent, men den tager lynhurtigt fart, og så formår den at ramme 95% af niveauet fra første sæson. Colin Farrel er fremragende i den, Vince Vaugn skal man lige greje, da hans karakter kan virke en smule i konflikt med hans umiddelbare ry og energi, men jo længere man kommer i serien, desto mere føles det ægte. Rachel McAdams som også er med, spiller overbevisende, og hun er såmen med i den film jeg satser på at se inden længe, Midnight in Paris, derudover skal jeg have set Drive, og Mad max -fury road-.
Film i udsigte, Hail Caesar.