Snak

Jeg har lige set La La Land, og jeg må sige at jeg er solgt. Virkelig godt instrueret og rigtig fine præstationer af Emma Stone og Ryan Gosling, og sceneriet og filmningen er gennemført moderniseret klassisk Hollywood.

For mig er det helt sikkert en klassiker jeg kommer til at se en hel del gange.

Uanset hvor meget jeg nyder at se både Emma Stone og især Ryan Gosling, så er det ikke nok til at få mig til at sætte mig og se med ordet ´musical´ som en del af sin genrebeskrivelse.

Jeg har til gengæld set, og genset, en stribe film de seneste par dage.
Jarhead, Brothers (genindspilningen af den danske Brødre), Gone Baby Gone, Captain Fantastic og The Hurricane.
Det spænder fra udmærkede til fremragende film hvor jeg var mest betaget af The Hurricane og Gone Baby Gone, på hver deres præmisser.

Det er næsten en skam at det skal afholde dig fra at se en virkelig god film, men det sagt vil jeg bestemt ikke prøve at lokke dig til at se den. For det <u>er</u> virkelig en musical.

Dog ikke en Grease eller Hairspray musical, men det lidt moderne take på en Fred and Ginger, Singin´ in the Rain kind of deal. Den klassiske Hollywood-magi, du ved, hvor man udtrykker sig med jazzede musikalske motiver og lidt step bliver det også til.

Jeg var egentlig lidt skeptisk, måske med en forventning om at det mere var en film lavet til anmeldere og priskomiteer som savner gamle dage, da alting var bedre. Det er den også til dels, men samtidig er det bare en gennemført, velinstrueret og generelt bare virkelig god film.

Jeg kunne lide den mere end jeg havde troet jeg ville.

Så 10 Cloverfield Lane i går. Ret intens film, som der virkelig ikke er meget negativt at sige om, men som alligevel ikke fik mig helt op at at ringe. Er man glad for psykologiske thrillere er den helt klart værd at se.

Krook: Slutningen er jo helt forfærdelig.

SPOILER SPOILER SPOILER SPOILER
Det tager i hvert fald lidt af en drejning, men ellers passer den nu ikke fuldstændigt dumt ind i "Cloverfield-universet". Jeg var ikke så generet af den.

John Goodman er fremragende i den film.

Goodman holder generelt et højt niveau, synes jeg.

Nogen der både har set og læst 2001, A space odyssey? Jeg har lige læst bogen, der blev tilvejebragt i samarbejde mellem Kubrick og Arthur Clarke samtidig med filmen.

Bogen forklarer mange ting, hvor filmen er mere åben for fortolkning.

Det er næsten en skam at det skal afholde dig fra at se en virkelig god film, men det sagt vil jeg bestemt ikke prøve at lokke dig til at se den. For det <u>er</u> virkelig en musical.

Dog ikke en Grease eller Hairspray musical, men det lidt moderne take på en Fred and Ginger, Singin´ in the Rain kind of deal. Den klassiske Hollywood-magi, du ved, hvor man udtrykker sig med jazzede musikalske motiver og lidt step bliver det også til.

Musicals er bare ikke mig. Måske jeg ændrer mening om nogle år når jeg ikke lige har noget at se, og internettets bibliotek minder mig om at jeg ikke fik set denne i sin tid. Who knows.

Men for tiden springer jeg over den da jeg ved at den, for nu, nok ville irritere mig mere end fascinere.
Jeg takker dog for at du lige uddyber lidt hvad der i vente, så man om ikke andet kan prøve at overtale sig selv med tiden.

Musicals er bare ikke mig. Måske jeg ændrer mening om nogle år når jeg ikke lige har noget at se, og internettets bibliotek minder mig om at jeg ikke fik set denne i sin tid. Who knows.

Men for tiden springer jeg over den da jeg ved at den, for nu, nok ville irritere mig mere end fascinere.
Jeg takker dog for at du lige uddyber lidt hvad der i vente, så man om ikke andet kan prøve at overtale sig selv med tiden.

Det er også helt cool. Der er bestemt ingen grund til at sætte sig til at se en film man ved man ikke vil bryde sig om. Det er bare spild af tid.

Jeg kom dog til at tænke på en samtale jeg overhørte for nogle år siden (dengang Sweeney Todd gik i biografen) mellem to venner.

Den ene spurgte den anden om han havde set Sweeney Todd, for den var virkelig god, og den anden svarede at han ikke havde set den, da det jo er en musical. Overraskelsen i den førstes ansigt da han pludselig indså at han, meget mod forventning, kunne lide en musical, blev kun understreget af den smukke sætning "Det er sgu da ikke en musical ... er det?".

Et ømt øjeblik delt mellem to teenagedrenge lige dér.