Snak

Jeg har ikke installeret adblocker på arbejdscpu eller ipad.

Brunt.

Når du støder folk som higer og ønsker efter at blive stødt, gør du vel egentlig det modsatte. Jeg fastholder at Spielberg aldrig har stødt en eneste person, og for de som "føler" sig stødt, er det et ønsket og aktivt tilvalg og dermed endnu et bevis på at manden er en omvandrende bakke Kærgården.

Når du støder folk som higer og ønsker efter at blive stødt, gør du vel egentlig det modsatte. Jeg fastholder at Spielberg aldrig har stødt en eneste person, og for de som "føler" sig stødt, er det et ønsket og aktivt tilvalg og dermed endnu et bevis på at manden er en omvandrende bakke Kærgården.

Victimblaming. (som man siger)

Dine/mine normer er jo ikke gældende i alle sammenhænge. Det skulle ikke undre, om visning af Raiders of the Lost Arc i studenterklubben på Yale eller Pomona College ville være problematisk. Manglende hensyn til marginaliserede gruppers lived experiences, osv.

Saving Private Ryan´s allerstørste styrke, er den første halve times tid.

Der formår Spielberg og Janusz Kaminski at få frembragt en kaotisk og realistisk fornemmelse af krig, som ikke hverken før eller siden er blevet overgået, eller for den sags skyld bare gentaget.

Det er, efter min mening, noget af det allerbedste filmarbejde der nogensinde er lavet.

Resten af filmen er en ret ordinær popcorn-oplevelse.

Jeg har ikke set filmen i mange år, men er brodden ikke lidt taget af de scener, nu fremgangsmåden er brugt af andre og måske er blevet "standard" (Letters from Iwo Jima og senest Mel Gibson med Hacksaw Ridge)?

Et andet eksempel på et forældet teknisk vidunder - Jurassic Park.

Så er Jaws måske et bedre bud på en blivende klassiker, selvom den også i høj grad levede på tidens special effects.

Fremgangsmåden er brugt af andre, men jeg har stadigvæk ikke set nogen der kommer tilnærmelsesvist tæt på oplevelsen i Saving Private Ryan, og Hacksaw Ridge er vel nærmest skrækeksemplet på hvor forfærdeligt dårligt det kan blive, når man ikke kan finde ud af det.

Mage til makværk skal man fandme lede længe efter. Den store kampscene får jo selv Tropic Thunder til at ligne realistisk krigskunst.

Fremgangsmåden er brugt af andre, men jeg har stadigvæk ikke set nogen der kommer tilnærmelsesvist tæt på oplevelsen i Saving Private Ryan, og Hacksaw Ridge er vel nærmest skrækeksemplet på hvor forfærdeligt dårligt det kan blive, når man ikke kan finde ud af det.

Øhh hvad er forskellen?

Øhh hvad er forskellen?

Forskellen er helt enorm, og du burde se de to film (eller i hvert fald kampscenerne) i rap af hinanden, så du for alvor kan opleve forskellen.

Hvor Saving Private Ryan jo netop fanger intensiteten af at være en soldat på stranden, er langt de fleste af scenerne i Hacksaw Ridge filmet "udefra".

Hacksaw Ridge kommer, på mig, til at føles langt mindre intenst, og effekter, farver, Mel Gibson-gore gør at det hele kommer til at virke som en parodi. På intet tidspunkt under kampscenen i Hacksaw Ridge følte jeg mig for alvor engaged i kampen. Tvært imod begyndte jeg at grine optil flere gange, fordi det hele bare blev "overdrevet" og fjernt.

Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige om andre har det på den måde, men der er dog stadigvæk, uagtet hvad man synes om filmene og scenerne, en enorm forskel i måden de to film er både filmet, instrueret og klippet.

Nu har jeg aldrig selv været en soldat på en strand. Der er altså en hel del rystende kamera og PoV i Hacksaw også. Men det er selvfølgelig i nogen henseender ikke meningen at Doss skal være "realistisk" (han er Jesus). Hacksaw er mere gory, men lige den del har med små 20 års udvikling at gøre. SPR blev også set som grænseoverskridende, på det punkt ved. Jeg glemte forøvrigt at nævne serier som BoB og Pacific, som også har været med til at gøre disse WWII-kampscener lidt trættende, fremstå generiske. Eller måske er jeg bare blevet for gammel.