Snak

Spider-Man er ellers, grundlæggende, en af de mere interessante superhelte, og er hovedrollen i nogle af de allerbedste film i genren (Spider-Man 2 og Into the Spider-Verse). Tom Holland er den perfekte Spider-Man, desværre en skam at han er landet i Marvel-møllen, så det er blevet lidt for meget som alle de andre film i universet.

Jeg forstår dog godt at man springer en masse af de andre Marvel-film over, for der er godt nok mange middelmådige og uoriginale film i universet, og langt hen ad vejen kan det føles som om at har man set én, har man set dem alle. Frygteligt kedeligt og ensformigt.

Jeg håber DC vil begynde at køre deres univers i single features, a la Joker og The Batman, der ikke skal kobles sammen på kryds og tværs, og laves til franchises.

Ja, Spider-man, i sig selv, er jeg med på.

Men, da han pludselig havde en birolle i den der Avengers-film, så kan det være ligegyldigt.

Både Batman, Superman og Spiderman er portrætteret ret godt som enkelte "cases".
Den første med Hulk skulle vist også være okay, selvom jeg ikke har set den.

Men når først det bliver, jamen, så kyler vi bare dem allesammen ind i samme film, så kan det jo være bedøvende ligegyldigt.

Jeg stod af ved Fantastic Four. Selvom det, ligesom Captain America (og Avengers) sikkert er en fin nok idé, når man holder sig til tegneserierne, de originale historier, så bliver det fuldstændigt ligegyldigt, når det blot bliver sådan endnu en film.

Jeg gider heller ikke at se Hobitten-filmene. Det er, for mig at se, blot at voldtage Tolkiens univers (jeg har dog læst Hobitten-bogen men ikke LoTR-bøgerne).

Har dog set én af Hobitten-filmene, de slags historier, som Tolkien forfattede i bøgerne, kan man ikke bare opfinde, fordi at "nu skal man lave en film, der kan sælge billetter".

LoTR var en vanvittig rejse, dengang den udkom. I hvert fald for dem, der ikke har læst bøgerne, selvom der vist er ting, der helt er udeladt, og tingene er byttet lidt om ifht. rækkefølge.

Altså, før, og endda lang tid efter, der var alle prop-sværd lavet af skumgummi, som almindelig rollespils-sværd. Men Jackson krævede at alle sværd blev (hånd-)smedet. Bare sådan nogle ting, som ville være uoverskueligt og for stort et krav i andre produktioner, er lige netop det, der gør, at det giver mening og man kan leve sig ind i universet. ;)

Anyways... :))

Spider-Man 2 er alt det en god superheltefilm skal være, og Into the Spider-Verse er fuldstændig forrygende, og burde have været nomineret som Best Picture!

Hvis ikke du har set dem, kan du med sindsro sætte dig til rette en aften og lade dig spinde ind i Spider-Man. Det er nok en god idé at se Spider-Man 1 også, for at få nogle detaljer med (men den er skam også ganske fin, omend ikke på niveau med 2´eren).

Hold dig dog langt, langt væk fra 3´eren og The Amazing Spider-Man rebooted!

De selvstændige Spider-Man-film i Marveluniverset er også nogle af de bedre i universet, men har desværre den der ret genetiske feel de film nu har i det univers. Men om ikke andet kan de være værd at se, for endelig at få den perfekte Peter Parker i Tom Holland.

Batman kan jeg stadigvæk klart bedst lide i Burtons udgave med Keaton. Nolans Dark Knight, hvor The Dark Knight er rigtig god, og de to andre sådan lidt meh, er ikke rigtig Batman.
Den komplette foragt for liv Bruce Wayne/Batman har i den trilogi er ikke Batman! Én ting er at han i Burtons film slår en del baddies ihjel, men i Nolans trilogi er der bare carnage i hele Gotham, hvor han sætter civile liv i fare i tide og utide.

Batman doesn´t kill!

Det må altså sige noget psykologisk om vores samfund at vi har så stort et behov for superheltefilm. De spyttes jo ud konstant.

Jeg står helt af på al den slags overnaturligt og som regel er det også pg13-film, som er lavet for at teenagere kan se dem. Som voksen forstår jeg ikke fascinationen af det. Det var noget jeg til en vis grad måske havde som netop teenager, men nu ville jeg ikke kunne finde på noget meget kedeligere end, endnu, en Avengers/Hulk whatever film.

Det hjælper en lille smule når det er r-rated film. Jeg kunne faktisk godt lide Whatchmen fordi den fortalte noget større og indeholdt nogle af de ting pg13 film må gå udenom. Sin City havde også lidt af det. Men alle de andre... puha.

Det kan godt være svært at finde de biograffilm som virkelig er lavet til voksne og som fortæller en spændende historie. “Once upon a time in Hollywood” var noget af det rigtige for mig, men ellers er der ikke mange biograf-besøg på et år for mig. Heldigvis findes der så nu en hel del serier, der er lavet til et voksent publikum, så der kan man få sin lyst styret.

@Tenver

Det er gode film. Men absolut kedelige film, hvis man ikke finder *et eller andet* interessant i dem. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad det er folk skulle finde interessant i dem. Men, det er da en flot showcase for CGI nu om dage.

Det handler jo primært om et univers som folk kender og, for mange, har kendt hele deres liv gennem tegneserier etc.

Sin City var ret fed, men det ville ikke give nogen mening at lave en 2´er, 3´er etc.

Der er lavet en 2´er. Den holder dog ikke niveau.

Men, jeg gav da den sidste Avengers chancen, og efter at have set den, så ved jeg da, hvad jeg (ikke) er gået glip af ;)).

Nej det gør du faktisk ikke. Du har sprunget 20 film over. Det svarer til kun at se sidste afsnit af en serie og på den baggrund bedømme hele serien.

Det må altså sige noget psykologisk om vores samfund at vi har så stort et behov for superheltefilm. De spyttes jo ud konstant.

Hvad skulle det dog specifikt sige psyokologisk om vores samfund?

Jeg står helt af på al den slags overnaturligt og som regel er det også pg13-film, som er lavet for at teenagere kan se dem.

Langt de fleste af dem er lavet så alle pånær børn kan se dem, ja. Primært for at øge indtægtsgrundlaget betragteligt.

Som voksen forstår jeg ikke fascinationen af det. Det var noget jeg til en vis grad måske havde som netop teenager, men nu ville jeg ikke kunne finde på noget meget kedeligere end, endnu, en Avengers/Hulk whatever film.

Sådan ændres folk smag jo så forskelligt med tiden. Men jeg antager ikke at det at du er vokset fra dem, har så meget at gøre med det pysokologiske det skulle sige om vores samfund, trods alt.

En rigtig stor del af fascinatiionen blandt voksne, er folk der er vokset op med tegneserierne og nu har mulighed for at dele deres barndom og ungdom med andre, og f.eks. deres børn.
Farmand kan tage knægten eller datteren med i biografen og dele en del af sig selv med dem. Finde et fælles ståsted, og dele historierne sammen. Fortælle om dengang far var knejt, og han lod som om han sov, for bare at ligge med en lommelygte under dynen og læse tegneserier den halve nat.

Derudover er det, for de fleste af filmenes vedkommende, velproduceret underholdning. Der er ikke nødvendigvis dybe plots og kompliceret karakterudvikling, men der er bulder, brag og action, nogle flotte CGI-sekvenser og god mulighed for at blive underholdt, hvis ikke man søger mere.

Det kan godt være svært at finde de biograffilm som virkelig er lavet til voksne og som fortæller en spændende historie. “Once upon a time in Hollywood” var noget af det rigtige for mig, men ellers er der ikke mange biograf-besøg på et år for mig.

It Chapter 2
Dolor y Gloria
The Informer
Joker
Edmond
Skin
The Goldfinch
Doctor Sleep
Grâce à Dieu
Hvítur, Hvítur Dagur
Sorry We Missed You
Gisaengchung
Motherless Brooklyn

De har alle, så vidt jeg ved, dansk biografpræmiere mellem nu og nytår.

Det er ganske muligt at de ikke falder i din smag, men det er altså ikke svært at finde biograffilm til voksne der fortæller gode, spændende historier, i flere forskellige genrer.

Jeg fik set "Min far, Toni Erdmann" forleden. Den er ret syret, og har nogle vilde scener ind i mellem. Den kan anbefales.

Det samme kan "Cold Case Dag Hammerskjöld". Hvis teorierne om SAIMR holder vand, så er det ret vildt, hvad der er foregået. Jeg håber, Mads Brügger graver videre.

Et selskab som A24 udgiver heldigvis jævnlig anderledes, gode film (i selv mainstream biografer). Var selv ret vild med mid90s, Hereditary, The Vvitch, Florida Project og Midsommar. Håber The Lighthouse kommer ud herhjemme også.

Toni Erdmann er en lidt speciel oplevelse. Jeg havde det svært med nogle af de tåkrummende elementer i filmen, klimakset gør det dog det hele værd. Hende den rumænske PA agter jeg i øvrigt at gifte mig med.

@ Krook

Ja for pokker:

https://www.kino.dk/personer/ingrid-bisu