Snak

Hvis det endelig skal være slow-burn, vil jeg anbefale Lynne Ramsey.

Både We Need to Talk About Kevin og You Were Never Really Here er jeg glad for.

Dog ikke decideret gysere, men begge intense med ret så gyselig handling.

Robert Eggers har også lavet et par stykker der rammer mig ret godt, i The Witch og The Lighthouse. Jeg vil dog ikke ligefrem anbelafe dem som en god, hyggelig fredagsunderholdning.

Den spanske Contratiempo er også ret fed, men den har en meget spansk feel, som godt kan føles grænsende til sæbeoperaens melodramatik.

Så er der naturligvis også det meste af Denis Villeneuves katalog. Måske i særlig grad Prisoners og Enemy.

Jeff Nichols´ Take Shelter og Midnight Special kan har også virkelig sjælen med sig.

Af boblere kan tilføjes Blue Ruin, The Invitation, Låt den rätte komma in, Elephant, First Reformed, Den Skyldige, The Wailing (Gokseong), Nocturnal Animals, The Killing of a Sacred Deer, og så en masse Tarkovsky og David Lynch.

Merc Man,

Man kan sige det på den måde, at hvis mine meninger var dækket generelt herinde var der jo ikke nogen grund til at skrive herinde for mig. Men nej, jeg sætter ikke lighedstegn mellem en god debat, som jeg kan have med folk der ikke bliver personlige, og så hvad man udsættes for herinde men det er ikke det samme som at jeg stikker piben ind af den grund. Så når jeg skriver her er det lidt af samme grund som jeg startede med at skrive om film for at forklare "Connie fra Brøndby" om kunst.

Det leder jo hen til næste emne, at det lige pludselig er mit ansvar at man ikke sætter pris på Koepps æstetik. Det ansvar tager jeg gerne på mig, for jeg tror man ved at fortælle folket - Barton Fink-agtigt - om kunsten kan være med til at skabe bredere forståelse for den. Nu gider Jussi jo ikke begrunde sit had til filmen, men måske kan vi få gang i en debat alligevel ... så her er mine tanker:

"Den du frygter ...

You Should Have Left (2020)

Spoilers,

If I go, there will be trouble
And if I stay it will be double

Har man haft en problematisk katolsk opvækst og er mentalt handicappet af den klassiske kristne skyldfølelse, er det selvfølgelig ikke så smart at man lader sin hustru drukne i et badekar under hendes selvmordsforsøg, når man kunne have reddet hende.

På den anden side når man så benægter og går fri i retssagen og har fortrængt hændelsen og mange år senere har fået en ny kone og barn - og barnet af sin mor omsider får at vide at man var “helt” uskyldig og konen samtidig viser sig at have en affære, og begge ting indtræffer på en ferie i et creepy moderne murstenshus i Wales, er det jo en kærkommen anledning til at gå til fuld bekendelse overfor konen - og samtidig sige tak og farvel for alt til familien, frigøre sig og så alligevel forsvinde ind i samme hus og dermed ind i sig selv.

Multitalentet David Koepp, der lavede den provokerende gyser Secret Window (2004) står fadder til endnu en behageligt overraskende gyserslutning, hvor Kevin Bacons martrede ex-børsmægler omsider lærer at stå ved sig selv og bryde ud af det katolske skyldfængsel, kun for at isolere sig i et nyt og på en måde bekræfte sin skyldfølelse på ny. Det er en fed slutning, en sand helts næsten helteagtige gerning, for bedst som man venter at der går The Shining i den og han slår datteren ihjel, flipsider Koepp på ny genren og lader Bacon søge soning af noget der måske når alt kom til alt ikke var helt lige så slemt, som det morderiske anslag Koepp gav historien.

Koepp kan skrive replikker og sætte scener sammen i gysergenren som få andre. Han går samtidig elegant mellem klicheernes regndråber og sætter originale, vedkommende ord og billeder på det moderne menneskes nærmest umulige kamp for lykke, så gyset bliver ægte og dobbelt. Amanda Seyfried leverer selvparodisk konens underspillede og forlorne glansbillede af en kvieøjet Hollywood-stjerne, Blumhouse har produceret, og forlægget er af ingen ringere end Daniel Kehlmann (Opmålingen af Verden). Koepp har selv tvistet forlægget behørigt med screenplayet, og filmen tilhører en visuel genre hvor gyset er inden i, ikke udenpå - alt på skuldrene af Wises The Haunting (1963). Og huset spiller også her en hovedrolle.

“The house has what it wants ... for a while.”

Guldkorn fra Koepps lille hverdagsgyser “You Should Have Left”:

“The clear expression of your thoughts and feelings is essential to any relationship. Emotional truth is the only pathway to peace.”

Kevin Bacon furede ansigt er perfekt til den af skyld og religion martrerede helt, der til sidst vælger at prøve at gøre op med sin fortid men som evigt er fanget i sit skyldkompleks.

Arkitekturen i John Pawsons Life House i Wales, hvor hovedparten af handlingen foregår, og som er bygget bl.a. af danske mursten, understøtter elegant dette mareridt. Minimalistisk i sit udtryk gemmer det på skjulte rum, gange, etager. Som det menneskelige sind.

Bacons kamp for at blotlægge sindets kroge for sig selv og for andre er filmens drive og hans idealistiske projekt som selvfølgelig ikke får løn som forskyldt. Der er leg med suspense og forventninger og en fin, bittersød slutning."

Jeg føler måske bare at du ser guldkorn, få andre ser. Du ophøjer så bare transcendensen og kvaliteten - meget almindeligt, jeg har også mine kæpheste - men ofte ser jeg bare ikke dine eksempler med samme betagede øjne. Dit dannelsesprojekt overfor Connie virker på den måde ret banalt og det giver samtidig din hang til at optræde som "Solens vogter" et komisk tilsnit. Sådan virker det på mig, altså.

Secret Window f.eks. Det er jo en ganske middelmådig og forglemmelig thriller. Man kunne sikkert lave en fin lille analyse, men det kan man jo også af Volbeat, Danielle Steel og Beverly Hills 902345...

Merc,

Nu lyder du altså som en gammel trist mand på vej på plejehjem som ikke kan se noget lys nogen steder.

Der er mange sjove ting ved Secret Window. Selvfølgelig at Depp og Turturro er to sider af den samme personlighedsspaltede person.

Men også slutningen - at Koepp tør lade den slutte sådan fremfor lykkeligt.

Og ikke mindst i selve filmen, at Koepp lader Shooter ville have Mort til at ændre slutningen hvorefter Koepp ændrer slutningen på den King-roman filmen er bygget på.

Måske nogle metaniveauer, der ikke bider på dig.

Nævn ikke Steel sammen med Beverly. Beverly er pensum på film- og medievidenskab.

Novelle, ikke roman.

Når man, som du, påtager sig rollen som den intellektuelle onkel, der ejer indsigten og udlægger teksten for børnene og Connie, skuffer det mig bare at du ikke vælger værker af større originalitet. Det svækker din position.

Men at kunne lade sig begejstre af så middelmådige værker må da omvendt også være en befrielse.

Mange værker opererer med metaniveauer. Det er i sig selv ikke nogen kvalitet. Slet ikke når det ikke er gjort mere originalt. At en "gyser" ikke ender lykkeligt, gør vel heller instruktøren modig? Som underholdning fungerer filmen da fint, men det berettiger bare ikke helt din generelle docerende facon.

At du synes jeg lyder som en trist, gammel mand, så er det jo en bevidst tilgang, der forsøger at kopiere din egen bedrevidenhed. Meta, you know?

Hvad betyder det, at Koepp erstatter katten fra novellen med en hund, Steve? Det må være noget meget dybere end kunstnerisk frihed og mediets art.

Man kan ikke fake ånd, Merc. Hvor meget du end prøver. Husk hvorfor Jarmusch lader filmnørderne i The Dead Don´t Die dø. Det er ikke nok at være nørd om kunst. Man må have sjæl, personlighed.

Men du "lever" jo selv bare af at citere andres værker og passe dem ind i dine trivielle dagsordener?

Jeg driller bare. Du finder ingen analyser som mine. Der er ingen andre der har forstået den film af Jarmusch. Mine analyser er helt unikke. Derfor viger jeg udenom alle de færdigretter I æder.

Jens og hans namedropping. Dine forsøg på at sige noget vedkommende.

Der er intet åndeligt indhold herinde. Det er kun derfor det er sjovt at skrive.

There on the station i found my love
There on the station i chose my love
There on the station i met my love
Wrap me in blankets, take me away, throw me in water

Delusions of grandeur.