Snak

Jeg har lige set Mars Attacks.

Ikke ligefrem Festen - men mindre kan også gøre det.

Var det ikke Starship Troopers der var the golden standard på et tidspunkt?

Mindre spoilere af Vinterbergs Festen i dette indlæg

Det er ved at være noget tid siden jeg så Festen sidst, men dengang var jeg ikke helt så imponeret over manuskriptet. Skuespillerpræstationer og i særdeleshed instruktionen af Vinterberg er på et enormt højt niveau, men jeg syntes bare manuskriptet lod en del tilbage at ønske.

Kan du huske, hvad du savnede i manuskriptet?
Jeg synes netop, at manus er vidunderligt. En af hovedbestanddelene i manus er jo alt det usagte, som seerne kun får lov til at fornemme eksistensen af, uden at det bliver foldet endegyldigt ud. Søsterens død, de tre søskendes forskellige, men totalt apatiske, måder at håndtere deres barndom og dødsfaldet på, deres indbyrdes forhold, moderens rolle i hele miseren. I min verden er manus elegant, da Vinterberg lader karaktererne kradse i overfladen af, hvad der er los i familiedynamikken og i de enkelte karakterer - lige akkurat nok til, at det forbliver en relaterbar fortælling om traumer, håndtering af dem og forkvaklede familiedynamikker.

Eksempelvis er Bjarne Henriksens karakter genialt set af Vinterberg. At der er brug for vidende karakter, som dog står udenfor familiedynamikken og som kan påpege Christians måde at håndtere tingene på - og samtidig gøre det i plenum foran resten af køkkenpersonalet, så den der latente følelse af ubehag, som kendetegner hele filmen, tydeliggøres. Det er en genial scene, fordi Henriksen jo også taler til seeren, når han siger til Christian, at nu skal han færdiggøre det og ikke stikke halen mellem benene: det kan godt være, at ubehaget kommer op i dig som seer nu, men du må ikke fortrænge det.

Jeg har altid nydt nogle de indledende scener, hvor gæsterne ankommer til gården og mødes og hilser på gårdspladsen. Hver gang jeg ser den, bliver jeg mindet om, hvad dogmeformatet kan. Reallyden og det håndholdte kamera gør scenen så sindssygt autentisk, idet gruset konstant støjer i baggrunden, mens folk hilser på hinanden. For mig er der meget få scener i filmhistorien, som føles så autentiske som den.

Det kunne være, at den snart skulle genses..

Nemlig, Bjarne Henriksen, som jeg skrev i går. Helt genialt. Nogle af scenerne fra køkkenet er (ikke så mærkeligt) snydt ud af Riget.

Og så tog jeg mig selv i flere gange at skraldgrine på trods af filmens karakter. 98 er jo året før Mandrillen, men der er godt nok megen sort og absurd humor, som peger i den retning.

Og så tog jeg mig selv i flere gange at skraldgrine på trods af filmens karakter.

Jeg havde en fremragende lærer i folkeskolen som altid sagde at for at en film kan være et sandt mesterværk skal den få dig til både at græde og grine.

Der kan sikkert findes eksempler der afviger, men det er en fin tommelfingerregel.

Småspoilers til festen

Kan du huske, hvad du savnede i manuskriptet?

Nu er det jo som sagt nogle år siden, så jeg kan ikke huske alle de små ting helt præcist, men der er nogle af karaktererne der er en anelse for karikerede til mig, nogle scener hvor jeg synes dialogen bliver distanceret fra karakteren der siger det og den slags, men den helt store ting der irriterede mig mest var hele historien med søsterens selvmordsbrev.
Der er få ting jeg bryder mig mindre om i film, end når en enormt vigtig del af filmen, ender med at føles utroværdig og usandsynlig ud over min, synes jeg selv, ret brede suspension of disbelief, og hele den historie der fulgte brevet gav mig lyst til at råbe "Arh, come on!" til skærmen.

Og det er pissetræls. For jeg synes filmen er virkelig godt instrueret, skuespillerpræstationerne er fremragende, talerne er virkelig gode, og Anthony Dod Mandles kameraarbejde er fuldstændig eminent!

Og så tog jeg mig selv i flere gange at skraldgrine på trods af filmens karakter.

The House that Jack Built giver mig nøjagtigt det samme. Der er scener i den film jeg er lykkelig for jeg ikke så i en biograf med andre mennesker, der ikke nødvendigvis synes at de ting jeg griner af er særligt sjove. Men det er de!

Jeg havde en fremragende lærer i folkeskolen som altid sagde at for at en film kan være et sandt mesterværk skal den få dig til både at græde og grine.

Så er denne film et mesterværk. Meget rørende og rigtig godt skuespil.

https://www.imdb.com/title/tt2582846/?ref_=nv_sr_srsg_0

Druk...

Det er sjovt hvordan noget lokalt betragtet ganske banalt og gennemsnitligt, af og til fra udlandet ses som eksotisk og derfor godt.

Jeg har ikke set konkurrenterne, hvilket altid er en undervurderet faktor i den slags konkurrencer, men Druk er sgu ikke noget storværk.

Præcis min tanke.

Det er da skønt for hele holdet osv, men jeg faldt i søvn flere gange, da jeg så den.

Skal det være et storværk?

Hvem definerer, hvad er storværk er?

Det er jo en subjektiv jury, der har valgt, ligesom det er en subjektiv jury, der vælger, hvem der skal have Michelinstjerner.

Hvad forventer du? At alle er enige i deres valg?