Snak

Thomas Bo Larsens karakter er helt sikkert en omvandrende kliché, og virker mest som en eftertanke fordi Vinterberg og Lindholm følte at det ville være uærligt ikke at vise andre sider af et alkohol (mis)brug. For vi kender trods alt alle ham der ikke kan styre det.

Og jeg havde det lige modsat af det, Merc. Jeg følte slet ikke at Brille til begravelsen var et "Nu skal du føle!"-øjeblik, særligt ikke i samspil med nationalsangen. Det gav mig et smil på læben og jeg sad og smågrinede lidt under nationalsangen, fordi det var en blanding af børns uskyldighed og, ofte, noget alternative reaktion på sorg. Men det er helt sikkert personligt, hvordan man opfatter sådan en situation.

Jeg synes dog netop Druk fungerer fordi der er så mange lag i den, fordi den behandler alkohol (mis)brug ualmindeligt balanceret, og uden skygge af en moralsk pegefinger.
Den viser hvordan alkohol, af mange, bruges som eskapisme. Fra eksternt pres, fra internt pres, fra stress, fra et liv der er gået i stå.
Vi ser de unge mennesker der drikker, uden at det er gjort med fordømmelse, men snarere med forståelse og forklarende for seeren. Det er måske ikke nødvendigvis en stor ting i Danmark, men internationalt er det jo et ret vildt take.

Og ja, vi kan sagtens snakke videre med spoilers, men så skal det nok flyttes ind i en anden tråd.

Jeg synes stadig filmen er for banalt behandlet til så opstyltede betragtninger, Inter. Jeg beklager, det er ikke for at dræbe diskussionen, tværtimod.

Jeg tror at jeg tog mig selv i mest at tænke på kliker i dansk film og hvor irriterende det er med de samme slæng fra instruktør til instruktør, svensk kone, så vi kan få støtte osv..

Nu er jeg også streng. Jeg medgiver gerne at slutningen var både original og god. Lidt hurtigt Mads Mikkelsen slap igennem skærsilden, men pyt. Han gør det ofte godt og var mange niveauer over de andre hule karakterer (og deres skuespillere).

Igen, fine og valide pointer, Jens.

Jeg synes bare at når karaktertegningerne er så svage (det er jo ikke kun Thomas Bo Larsen), så fiser meget af den substans ud, som du nævner. For mig i hvert fald. For mig var det eneste drama, der var noget værd, Mads Mikkelsens - og den synes jeg at han kom lidt let omkring løsningen på.

Som kommentar til drukkultur osv., synes jeg filmen klarer sig okay. Det er jo heller ikke fordi at jeg synes filmen er elendig.

Jeg ser de noget overfladiske og, som du kalde det, svage karaktertegninger, som et helt bevidst valg, og det er i høj grad derfor jeg sammenligner filmen med slut-90´ernes cubicle-film.

Spacey i American Beauty, gutterne i Office Space og til en vis grad Norton i Fight Club og Neo i The Matrix.

Det er hvide mænd med fast job, familie, et fint sted at bo og alt det der på overfladen skal fuldføre ens liv. Men de sidder fast i den her skal af sig selv, i en rolle de ikke længere kan genkende sig selv i, i en følelse af at være en birolle i eget liv.

Så når vi ser karakterne så overfladiske, er det fordi de har nået et stadie i deres liv, hver især, hvor det er sådan de føler det. At alt vi ser i filmen er fra de fire hovedpersoners eget perspektiv, og hele forklaringen på hvorfor de stikker af ind i alkohollen. Og det drama vi ser omkring Mads Mikkelsens karakter, er jo netop det der gør at han ofte er den der tøver. Han er ham der ikke vil drikke i starten, han er ham der vil ud, han er ham der ikke vil slippe sine hæmninger og miste kontrollen med sit liv, hvor de andre føler at de allerede har mistet kontrollen i livet, og nu bare vil gøre det på egne betingelser.

Derfor er slutningen også så smuk og kraftfuld. Han sidder og reflekterer over alt det vi har set i filmen, og sidder med valget om at vende tilbage til sit "gamle" liv, og lade som om intet er hændt, eller om han skal give slip.

@Mercenary: Det skal du da ikke beklage. Som flere allerede har været inde på i tråden er det dejlige ved film jo netop at vi anskuer dem fra forskellige perspektiver.

Jeg synes som sagt at den interessante dialektik gennemsyrer hele filmen. Og det gør den faktisk uden at jeg er i stand til at redegøre for præcis hvordan den gør det sådan overordnet set. Der er enkelte scener hvori den er utrolig udtalt, men samtidig synes jeg at filmen bare sådan helt overordnet set fungerer i det meget interessante spænd mellem lykke og tristesse. Følelsen sidder bare i maven hele tiden hvilket også gør at man (eller her bør jeg vel sige "jeg") hele tiden griner med en tåre af ulykke i øjenkrogen og hele tiden græder med en iboende følelse af at det hele da også er lidt sjovt.

Og det synes jeg faktisk skaber et ret så interessant og genialt metalag i filmen. For på den måde bliver den til det den fortæller. Og derfor synes jeg også sagtens den kan bære en sådan tolkning. Ja, jeg synes faktisk den skal bæres op i de lag.

Det med den svenske kone osv. er jeg helt enig med dig i. Det taler igen også lidt ind i Thomas Bo Larsen-problematikken. For det kunne da have været bare en lille smule mere interessant at se en anden person i den rolle. Det bliver lidt autopilot og dermed lidt kedeligt.

Jeg er også enig med dig angående Mads Mikkelsen. Han leverer (endnu engang!) skuespil på et meget højt niveau.

Jeg forstår ikke begejstringen over slutningen. Er det ikke ret meget middle of the road standard halvåben slutning.

Og så er jeg helt enig i de andre kritikpunkter, hvor det bliver for klichetungt. Den svenske kone og Thomas Bo Larsen, der spiller Thomas Bo Larsen. Det har vi set så mange gange.

Udmærket film, men ikke mere end det.

Jens

Jeg ser det ikke som et bevidst valg, og jeg burde måske præcisere mit valg af ord så. Derfor vil jeg gerne bytte overfladisk ud med kliché, som varulv så fint bidrog med.

For kliché er tilpas negativt ladet til at instruktøren ikke ville gå efter det. Jeg synes personerne er overfladiske stereotyper på den klichéagtige måde;

Millang med den stereotypt krævende kone og alle ungerne.
Thomas Bo som stereotype-alkoholikeren.
Ranthe som stereotype-Jussi (haha, beklager Jussi, men det er den klassiske musik). Den rolle han altid hygger sig med. Stille og rolig og god nok.

Og så er vi lidt tilbage ved mit udgangspunkt. Det er jo typer som os danskere kan relatere til - og set udefra er det sikkert både eksotisk og spændende. Men for mig forbliver det provinsielt.

Men banalt kan også noget. Det rammer tit virkeligheden meget fint. Jeg havde nok bare ønsket mig lidt mere overraskelse over karaktererne undervejs.

Jeg priser mig dog lykkelig over at Troels Lyby ikke var med.

Omkring slutningen afhænger det igen af hvordan man læser filmen.
Jeg ser på ingen måde slutningen som hverken hel- eller halvåben, men som en virkelig smuk afslutning på den interne udvikling Mads Mikkelsens karakter er gennemgået i filmen.

Jeg kan nu godt lide at den svenske kone for en gangs skyld har en vis funktion, i at give et perspektiv på Danmarks drukkultur fra en udefrakommende, hvor elegant det så end lige er gjort.

Men så er vi igen nede ved den personlige opfattelse af filmen.

Karaktererne i American Beauty er jo også kæmpeklichéer, men det fungerer fremragende fordi de helt tydeligt er skrevet sådan.

Hvis du en dag vælger at se Druk igen, så prøv at se den med tanken om at alt det du ser om karakterne er sådan som de ser sig selv. At det hele skal ses fra det introspektive perspektiv.

Nu du nævner Troels Lyby, er jeg dog også positivt overrasket over at en overgearet Birthe Neumann ikke var nogen steder at finde.