Snak

2021 - et ved gud forglemmeligt filmår, dog med enkelte lyspunkter:

1. Margrete
2. The Deep House
2. Kandisha
4. Pinocchio
5. Lost Girls And Love Hotels

Spørg blot hvis I fatter nada.

Du må meget gerne forklare nr. 1.

Jeg har lige været i Kalmar, og det i sig selv var køreturen værd ift at se den ligegyldige film.

- jeg er træt af dårlig diktion, særligt Morten Hee, som taler som var han hevet ud af Spunk kl 2 en tirsdag nat. Totalt utroværdig. Ham med det der ansigt fra Scream leverer heller ikke for godt, men han græder til sidst og så er alt jo godt.

- jeg er træt af, at Dyrholm skal stå og skrige sin smerte ud i stort set alle roller. Den der med hesten ved havet bliver garanteret memeficeret.

- jeg er træt af, at man ikke allierer sig med en sprogindstudator, så sådan noget som ‘Bourshé’ (Bourcier) undgås og at man enes om at udtale lortet korrekt, som Thomas Gabrielsson selvfølgelig gør: skarpt s og i - intet h. Han er i øvrigt en sprogbegavelse.

Yes.

Charlotte Sieling blev skilt fra Peter Langdal for år tilbage og har lavet tre film, nu en trilogi, fra og med Over gaden under vandet - om umuligheden af at have en familie og en markant karriere samtidig. Om hvordan livets dramaer ender med at blive et valg mellem de to. En bitter erkendelse. Mesteren fra 2017 står nok kunstnerisk stærkest af de tre, men Margrete har noget andet, det store budget og store drama med locations og lysekroner og en mere enkelt tematik. Det er film der vidner om en betydelig smerte hos Sieling og især Margrete har jo selvbiografiske elementer fordi det er en magtkvinde i overgangsalderen det handler om. Hendes søn har i øvrigt medvirket til manus-oversættelse på filmen.

Sieling er i Margrete ligeglad med tidens tern og metoo. Hun siger hun er feminist, men det er en voldelig vision om en slags metafeminisme hun har, næsten som Scorseses maskulinitet i mine øjne. Hun lader Margrete redde en pige fra seksuel udnyttelse hvorefter hun selv tilsvarende udnytter og manipulerer hende på et dybere og mere subtilt niveau også seksuelt. Men overordnet er det magtmennesket der mister sig selv som Sieling vil vise, fordi magten og arbejdet bliver vigtigere end familien. Præmissen er jo at den falske Oluf er hendes søn. Derved, og fordi historieforskningen ikke endegyldigt kan afvise den påstand, får Sieling også stillet sig i modsætning til det parnas, som også har finansieret filmen og som bestemt ikke bryder sig om den vinkel. Så hun er også en provokatør. Hun nejer ikke for dronningen.

Det er Margretes splittelse mellem familie og karriere der er filmens dilemma for Margrete og det synes jeg både er vedkommende og så passer det som sagt som fod i hose i Sielings trilogi tematik. Og Sieling har modet til at få tingene frem. Lade Margrete miste grebet. Slutscenen er jo ikonisk, som Jeanne d´Arc eller Citizen Kane. Også fordi Margrete ikke så Oluf dø i sin tid. Hvilket hun fortrænger men i repressionen udvikler den dårlige samvittighed sig og den kommer ud i filmen ved at hun vil have det belyst år senere. Ren fryd & Freud. Nu er Sielings galgenhumoristiske pointe, at hun sætter sig til rette og stille og roligt ser ham blive ristet over sagte ild, så denne gang er hun sikker.

Dette med at lade en formodet død vende tilbage i live og så alligevel dø er jo et klassisk filmisk greb, her virker det bare godt. Det er mørkt og dystert hele vejen igennem og Sieling går også langsomt frem, breve skal læses og det appellerer som du antyder måske ikke rigtigt til folkets ønske om et mere dekadent moderne fastfood actionfilm-sprog, men det er ud af en større filmisk arv. Selve filmen fik mig til at tænke lidt på Shakespeare og Welles. Margrete unsexer sig som Lady Macbeth så at sige.

Omkring sprog synes jeg det er både respektfuldt og kunstnerisk bevidsthedsudvidende, at Sieling lader skuespillerne spille karakterer fra deres egne lande og tale deres eget sprog.

Om danske skuespilleres kvalitet er jeg helt enig med dig. Dyrholm bryder jeg mig bestemt ikke om og det er på trods af hende jeg kårer filmen. Sieling kunne have spillet rollen meget bedre selv, men så var finansieringen næppe kommet på plads.

Sieling er ingen årsunge, men hun er en af de stærkeste instruktører vi har lige nu synes jeg. Se Mesteren - hun er faktisk ikke så hård ved de der Jørgen Leth ronkedorer som man kunne tro eller nogen håbe ...

Omkring sprog synes jeg det er både respektfuldt og kunstnerisk bevidsthedsudvidende, at Sieling lader skuespillerne spille karakterer fra deres egne lande og tale deres eget sprog.

Jamen, det er da fint. Hvor anfægter jeg det?

En bonus info.

Vi så "The Verdict" (Disney+) i går. Virkelig fint og spændende retsdrama med Paul Newman fra 1982.

Der måtte gerne være flere af filmene fra 70, 80 og 90´erne på streamingtjenesterne. De gode.

Man kan ikke engang finde en klassiker som "Deliverance".

Den ligger på yousee under den danske titel Udflugt med døden. Point Blank er dog i mine øjne hans bedste.

Tak, Steve. Det har vi. Jeg prøver også din anden anbefaling.

Savner inspiration til gode film fra alle aldre. Især krimier, thrillere og generelt film med lidt mørke/ondskab. Helst ikke overnaturlige film, selvom Den Sjette Sans m.fl. er fed.

Har set de fleste klassikere som LA Confidential, Chinatown, Silence of the lambs osv., så jeg søger lidt mere ukendte film af høj kvalitet. Behøver dog ikke være indie. Var stor fan af Cool Hand Luke med Paul Newman og Deliverance, Point Blank, som lige er nævnt, Papillon og Anatomy of a Murder.

Se7en, Zodiac.