Redigeretlør 15. jan 2022
Yes.
Charlotte Sieling blev skilt fra Peter Langdal for år tilbage og har lavet tre film, nu en trilogi, fra og med Over gaden under vandet - om umuligheden af at have en familie og en markant karriere samtidig. Om hvordan livets dramaer ender med at blive et valg mellem de to. En bitter erkendelse. Mesteren fra 2017 står nok kunstnerisk stærkest af de tre, men Margrete har noget andet, det store budget og store drama med locations og lysekroner og en mere enkelt tematik. Det er film der vidner om en betydelig smerte hos Sieling og især Margrete har jo selvbiografiske elementer fordi det er en magtkvinde i overgangsalderen det handler om. Hendes søn har i øvrigt medvirket til manus-oversættelse på filmen.
Sieling er i Margrete ligeglad med tidens tern og metoo. Hun siger hun er feminist, men det er en voldelig vision om en slags metafeminisme hun har, næsten som Scorseses maskulinitet i mine øjne. Hun lader Margrete redde en pige fra seksuel udnyttelse hvorefter hun selv tilsvarende udnytter og manipulerer hende på et dybere og mere subtilt niveau også seksuelt. Men overordnet er det magtmennesket der mister sig selv som Sieling vil vise, fordi magten og arbejdet bliver vigtigere end familien. Præmissen er jo at den falske Oluf er hendes søn. Derved, og fordi historieforskningen ikke endegyldigt kan afvise den påstand, får Sieling også stillet sig i modsætning til det parnas, som også har finansieret filmen og som bestemt ikke bryder sig om den vinkel. Så hun er også en provokatør. Hun nejer ikke for dronningen.
Det er Margretes splittelse mellem familie og karriere der er filmens dilemma for Margrete og det synes jeg både er vedkommende og så passer det som sagt som fod i hose i Sielings trilogi tematik. Og Sieling har modet til at få tingene frem. Lade Margrete miste grebet. Slutscenen er jo ikonisk, som Jeanne d´Arc eller Citizen Kane. Også fordi Margrete ikke så Oluf dø i sin tid. Hvilket hun fortrænger men i repressionen udvikler den dårlige samvittighed sig og den kommer ud i filmen ved at hun vil have det belyst år senere. Ren fryd & Freud. Nu er Sielings galgenhumoristiske pointe, at hun sætter sig til rette og stille og roligt ser ham blive ristet over sagte ild, så denne gang er hun sikker.
Dette med at lade en formodet død vende tilbage i live og så alligevel dø er jo et klassisk filmisk greb, her virker det bare godt. Det er mørkt og dystert hele vejen igennem og Sieling går også langsomt frem, breve skal læses og det appellerer som du antyder måske ikke rigtigt til folkets ønske om et mere dekadent moderne fastfood actionfilm-sprog, men det er ud af en større filmisk arv. Selve filmen fik mig til at tænke lidt på Shakespeare og Welles. Margrete unsexer sig som Lady Macbeth så at sige.
Omkring sprog synes jeg det er både respektfuldt og kunstnerisk bevidsthedsudvidende, at Sieling lader skuespillerne spille karakterer fra deres egne lande og tale deres eget sprog.
Om danske skuespilleres kvalitet er jeg helt enig med dig. Dyrholm bryder jeg mig bestemt ikke om og det er på trods af hende jeg kårer filmen. Sieling kunne have spillet rollen meget bedre selv, men så var finansieringen næppe kommet på plads.
Sieling er ingen årsunge, men hun er en af de stærkeste instruktører vi har lige nu synes jeg. Se Mesteren - hun er faktisk ikke så hård ved de der Jørgen Leth ronkedorer som man kunne tro eller nogen håbe ...
“Der var andre der trak mer' end jeg”