Snak

The Batman er fremragende. John Turturro som Falcone er et fejlcast, men ellers er vi helt oppe på øverste hylde.

Man kan sige hvad man vil om Batman, men jeg vil til enhver tid hellere se triologien med Bale end at se hvilken som helst anden Marvel film

Hvis jeg husker rigtigt er Marvel/Sony/Disney bag marvel filmene, mens batman er i DC comicbook universet sammen med Superman,Aquaman,Joker...

Men hvis man virkelig vil se grinagtige/komiske Batman film, så se Joel Schumachers batman film8(Batman or robin og batman forever), The batman er jo et mesterstykke i forhold til de 2 fra Schumacher.

Tænkte dette var passende for vores site “Across 110th Street” “I was the third brother of five Doing whatever I had to do to survive I'm not saying what I did was alright Trying to break out of the ghetto was a day to day fight” Jeg er Zlatan (2022) Reaktionerne på den svenske instruktør Jens Sjögrens spillefilm om fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovics liv spejler i virkeligheden på en måde dens tema og kan deles op i forskellige grupperinger. Der er selvfølgelig dem der aldrig har brudt sig om Zlatans Anja Andersen-agtige arrogance. Som mener han ikke er den rollemodel de har brug for eller andre skal påduttes. De bryder sig selvfølgelig ikke særligt meget om en film om fænomenet. De forstår ikke rigtigt at hans selvhævdelse er en nødvendig overlevelsesstrategi fra hans side, for at kringle livet. At se sig selv som bedre end alle andre og sige det. Ellers var han for længst gået til grunde i ghettoen i Rosengård. Der er også den mere militante del af fodboldverdenen, der selvfølgelig ser ham som en rød klud, der ikke vil indpasse sig i det nødvendige hieraki. For hele den verden er i et vist omfang bygget op omkring at dele af fodbold-systemet ser et behov for benhård kæft, trit og retning som et nødvendigt middel til at styre drenge og mænd på et fodboldhold - en filosofi man har lånt netop fra militæret. Så er der wokierne, som dybest set godt ved at Zlatan er et offer for forældrenes rodløshed og emigration og senere skilsmisse. Men - konfronteret med det overvejende matriarkalske svenske skolesystems iskolde behandling af en dreng på 10 år - vælger de alligevel at lukke øjnene for filmens tema om drenges hårde vilkår i samfundet og afskriver Zlatans historie som en fortælling om lidt af en ballademager, der berettiget måtte korrekses. Endelig er der de romantiske fodboldelskere, som evner at fokusere ikke på spillerens person, men på hans præstationer på banen og som for en dels vedkommende har medlidenhed med den socialt ramte 2.g’er. De elsker med rette filmen fordi han lykkes. Er en sand helt i deres øjne. Her gælder alene en filmæstetisk vurdering. Dialog og klipning er i særklasse. En del er sikkert fiktion. Men mellem alle ovennævnte fire stereotyper formår filmen (og ikke mindst Zlatan selv, hvis vi skal tro filmen), at slalomme elegant uden om fælderne og sikkert i mål med sine ikke særligt politisk korrekte pointer i en grad at den ikke kun siger noget om Zlatan i mikrokosmos. Men det er bestemt ikke kun en film om fodbold. Tværtimod. Den siger i den grad noget generelt, noget dybere, på næsten italiensk neo-realistisk vis, i makrokosmos, om at være en dreng med svær familiebaggrund og stræbe efter fodfæste i et skole- og klubmiljø, hvor fordom hersker over retfærdighed og man derfor engang imellem kommer til at tage sagen i egen hånd. De fleste anmeldere roser den ældre skuespiller (Granit Rushiti) sikkert fordi man forestiller sig, at det navnlig er i de senere år omkring de ca. 18 år at Zlatan bliver Zlatan. Men den lille dreng på ca. 10 år (Dominic Andersson Bajraktati) er filmens store nydelse. Og den store spejlscene hvor hans identitet grundlægges optræder også her. Bajraktati viser eminent en dreng, som falder i livet i den mest sårbare alder, men selv renser såret, rejser sig tavst igen og igen og kæmper videre. Hans øjne fortæller alt om hvad han har set. De øjne alene giver filmen sin mening. De fortæller ikke mindst hvad han vil gøre for at komme ud af ghettoen. Og filmens fortælling er selvfølgelig at det lykkedes. Filmen hylder ham ikke som helt, men som overlever. Og det er ikke uden omkostninger. Alt sammen vist i de dage hvor hans agent, der betød så meget, tragisk og absurd døde. RIP.

Tænkte dette var passende for vores site:

“Across 110th Street”

“I was the third brother of five
Doing whatever I had to do to survive
I´m not saying what I did was alright
Trying to break out of the ghetto was a day to day fight”

Jeg er Zlatan (2022)

Reaktionerne på den svenske instruktør Jens Sjögrens spillefilm om fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovics liv spejler i virkeligheden på en måde dens tema og kan deles op i forskellige grupperinger.

Der er selvfølgelig dem der aldrig har brudt sig om Zlatans Anja Andersen-agtige arrogance. Som mener han ikke er den rollemodel de har brug for eller andre skal påduttes. De bryder sig selvfølgelig ikke særligt meget om en film om fænomenet. De forstår ikke rigtigt at hans selvhævdelse er en nødvendig overlevelsesstrategi fra hans side, for at kringle livet. At se sig selv som bedre end alle andre og sige det. Ellers var han for længst gået til grunde i ghettoen i Rosengård.

Der er også den mere militante del af fodboldverdenen, der selvfølgelig ser ham som en rød klud, der ikke vil indpasse sig i det nødvendige hieraki. For hele den verden er i et vist omfang bygget op omkring at dele af fodbold-systemet ser et behov for benhård kæft, trit og retning som et nødvendigt middel til at styre drenge og mænd på et fodboldhold - en filosofi man har lånt netop fra militæret.

Så er der wokierne, som dybest set godt ved at Zlatan er et offer for forældrenes rodløshed og emigration og senere skilsmisse. Men - konfronteret med det overvejende matriarkalske svenske skolesystems iskolde behandling af en dreng på 10 år - vælger de alligevel at lukke øjnene for filmens tema om drenges hårde vilkår i samfundet og afskriver Zlatans historie som en fortælling om lidt af en ballademager, der berettiget måtte korrekses.

Endelig er der de romantiske fodboldelskere, som evner at fokusere ikke på spillerens person, men på hans præstationer på banen og som for en dels vedkommende har medlidenhed med den socialt ramte 2.g’er. De elsker med rette filmen fordi han lykkes. Er en sand helt i deres øjne.

Her gælder alene en filmæstetisk vurdering.

Dialog og klipning er i særklasse. En del er sikkert fiktion. Men mellem alle ovennævnte fire stereotyper formår filmen (og ikke mindst Zlatan selv, hvis vi skal tro filmen), at slalomme elegant uden om fælderne og sikkert i mål med sine ikke særligt politisk korrekte pointer i en grad at den ikke kun siger noget om Zlatan i mikrokosmos. Men det er bestemt ikke kun en film om fodbold. Tværtimod. Den siger i den grad noget generelt, noget dybere, på næsten italiensk neo-realistisk vis, i makrokosmos, om at være en dreng med svær familiebaggrund og stræbe efter fodfæste i et skole- og klubmiljø, hvor fordom hersker over retfærdighed og man derfor engang imellem kommer til at tage sagen i egen hånd.

De fleste anmeldere roser den ældre skuespiller (Granit Rushiti) sikkert fordi man forestiller sig, at det navnlig er i de senere år omkring de ca. 18 år at Zlatan bliver Zlatan. Men den lille dreng på ca. 10 år (Dominic Andersson Bajraktati) er filmens store nydelse. Og den store spejlscene hvor hans identitet grundlægges optræder også her. Bajraktati viser eminent en dreng, som falder i livet i den mest sårbare alder, men selv renser såret, rejser sig tavst igen og igen og kæmper videre. Hans øjne fortæller alt om hvad han har set. De øjne alene giver filmen sin mening. De fortæller ikke mindst hvad han vil gøre for at komme ud af ghettoen. Og filmens fortælling er selvfølgelig at det lykkedes. Filmen hylder ham ikke som helt, men som overlever. Og det er ikke uden omkostninger.

Alt sammen vist i de dage hvor hans agent, der betød så meget, tragisk og absurd døde. RIP.

@Jens Moch et al.

Et godt råd til at afspille sine dvd´er og bluray, også region 1/A, når nu min afspiller fra Laserdisken for anden gang er gået i stykker og de leverer den mest arrogante kundeservice, ved enten at svare spydigt eller slet ikke.

Jeg synes ikke det bugner med alternative danske forhandlere? Bør jeg købe et drev til min pc og trække kabel (mener du nævnte at du gjorde sådan, Jens?)?

Oh, bummer. Jeg tror også jeg tidligere har nævnt en skidt oplevelse med Laserdisken for mange år siden. En skam at det åbenbart ikke er blevet meget bedre siden, hvad kundeservice angår.

Jeg er personligt godt tilfreds med at afspille fra min PC, men det gør dog også at der ligger et træls kabel på gulvet når det er, men der kan man selvfølgelig trække det langs lister og dørkarme osv., hvis det er noget man skal bruge ofte.

Jeg er ikke umiddelbart rendt på andre forhandlere af kodefri afspillere i Danmark, men jeg ved at mange køber dem fra Tyskland, f.eks. gennem Amazon, der vist skulle have et ganske fint udvalg. Men det bliver selvfølgelig også noget bøvl hvis den går i udu og skal sendes retur.

Hvis din PC har adgang til internettet - som de fleste vel er, så kan man jo streame indholdet over på f.eks. Apple TV eller Chromecast og derved undgå kablet. Hvis PC´en har kablet forbindelse (står i kontor el. lign.) vil der være meget få forstyrrelser og streamen bør køre godt.

Bare lige som input fordi jeg så at du var utilfreds med at have et kabel liggende.

Køb i Holland

https://www.amazon.com/gp/product/B00M0U7AGK/ref=ppx_od_dt_b_asin_title_s00?ie=UTF8&psc=1

Jeg har også set Amazon dukker op og nu har jeg haft nok negativt med de aalborgensiske idealister at gøre til at synes det ville være poetisk retfærdighed at gå over til Amazon, så det er bestemt en mulighed.

Kablet er dog også til at leve med (SotD). Jeg er meget analogt anlagt. Er dvd/bluray-drev til pc altid regionsfri?

Hvis du ender med at vælge PC-vejen, og du forventer at bruge det meget, kan jeg i øvrigt anbefale en controller til din PC. Jeg har været virkelig glad for en Xbox controller to PC, hvor der så sættes en lille transmitter i en USB-port og man så (med hjælp fra et lille, gratis program) kan bruge controlleren som mus/fjernbetjening.

Det er røvirriterende at skulle rende over til PC´en for at pause en film. Særligt hvis PC´en står et stykke væk fra fjernsynet.