Snak

Jeg så Speak No Evil i biffen for nogle uger siden; grim og afpillet film. Mindede lidt om nogle af Hanekes ting, især iht. den velfungerende 8 mm-stemning.

Den er godt nok svær sådan lige at ryste af sig.

Det er en fantastisk film. Eller fantastisk er måske et forkert ord.
Men det er en film, der bryder med alle de normale danske normer og ikke en film, man glemmer igen.

Jeg kan godt lide instruktøren, som tør lave de mere vovede film - hans “en frygtelig kvinde” er også anerledes end hvad man ellers forventer sig af dansk film. Der er også lidt overlap i skildringen af hovedpersonerne.

Ham jeg så filmen i biografen med (min kone nægtede på forhånd) sagde det var det værste han havde set.
Og på en måde er jeg enig - bortset fra at jeg tolker “det værste” på en anden måde.

Én af mine ´værste´ filmoplevelser var den franske Irreversible, som kalder på bræk, frygt, gru og falsk forløsning. Filmens bagvendte fortælleramme gjorde at jeg forlod biografen med en følelse af happy end, indtil mine tanker erindrede mig om at slutningen var filmens begyndelse og at jeg havde stået et mindre helvede igennem for til slut blot at erfare, hvor smukt det hele startede. Noé har, så vidt jeg ved, desværre blot instrueret en enkelt film siden (Enter the void, som også er temmeligt syret og bevægende).


I øvrigt enig i at Tafdrup har meget godt at byde på; En forelskelse og Forældre er også ret originale, små film med store/tunge tematikker på bagsmækken.

Gaspar Noé har instrueret en hel del siden Irréversible.

Som du selv nævner Enter the Void, men også Climax, der er en ret voldsom LSD-fest, Love, der er fyldt med sex. Så meget at Noé selv har sagt at manuskriptet var syv sider langt, og resten bare er skuespillerne der knalder.
Og så har han også lavet Vortex der udkom sidste år, men den har jeg stadigvæk til gode at se.

Anders, ærligt talt, så nej. Jeg synes film der ikke har noget at sige men bare vil underholde, er mere kedeligt end at se Morten Østergaard rette sin rullekrave i spejlet i 120 minutter i træk. Og heldigvis er det også langt de færreste film der er sådan. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set en film hvis moralske budskaber ikke stod klart og tydeligt, hvis man besidder blot et klassisk folkeskoleniveau i analyse og tolkning.

Selv George den Gæve Liansvinger der da proppet til bristepunktet med moral og politik. Antimaterialismen skinner jo tydeligt igennem, med budskabet om at det er vigtigere at være et godt og rart menneske end at eje en masse ting, at kærlighed er vigtigere end rigdom osv.

Så ved jeg ikke hvordan man skal beskrive det.

Selvfølgelig er der altid en eller anden morale - selv i speak no evil.

Men det kan blive proppet ned på en måde som kan minde om Cosby show, hvor det bliver så tykt og kedeligt og forudseeligt. Og politisk korrekt, ikke mindst. Måske er det især det, jeg kan have det svært med.

Jeg ser næsten George mere som en parodi på andre lignende film med den fortællemåde med de overdrevne skurke. Jeg føler i hvert fald slet ikke den samme vibe som jeg kan få visse andre steder.

Jens

For mig er vi inde og snakke tilgangen til den kunstneriske oplevelse. Ikke at der ikke er film jeg af forskellige mærkelige grunde ikke bryder mig om.

Jeg plejer at tage hvad der kommer og forsøge at indpasse det i min oplevelse af hvad jeg fornemmer kunstneren her Luhrmann vil sige med sine virkemidler.

Musik er en del af det. Når kunstneren vælger anakronisme vil min første reaktion være at se det som en del af æstetikken. Jeg siger ikke det er tilfældet her men det kan være en måde at forsøge at gøre budskabet tidløst på. Som i R+J. Det der irriterer har ofte sit afsæt i et kunstnerisk valg.

Tak for suppleringen, Jensmoch.

Vi ser "Slither". Et mesterværk. Hvor mon man kan købe soundtrack?

Har for nyligt set Plein Soleil (På engelsk Purple Noon) fra 1960 og The Talented Mr. Ripley fra 1999. Lidt interessant, hvor markant forskelligt, de to film skildrer den samme hovedfigur i karakteren Tom Ripley.