Snak

Tarantinos periodefilm, for ikke at tale om Sophia Coppola, Taika Waititi ...

Tarantino finder jeg ekstremt overvurderet. Han er udmærket, når han giver los med total surrealisme i Django Unchanged, men når han forsøger at skildre en periode som i den der Once upon a time in Hollywood og man får hældt vand i ørene fra anmelderne om, hvor virkelighedstro, han skildrer perioden alt imens han hyrer modeller til at portrættere Mansons beskidte hippietøser i en kæmpe Hollyweird kliche, så står jeg af.

Jeg var ikke klar over, at Waititi har lavet periodefilm dog.

Det er en fantastisk film. Eller fantastisk er måske et forkert ord.
Men det er en film, der bryder med alle de normale danske normer og ikke en film, man glemmer igen.

Jeg kan godt lide instruktøren, som tør lave de mere vovede film - hans “en frygtelig kvinde” er også anerledes end hvad man ellers forventer sig af dansk film. Der er også lidt overlap i skildringen af hovedpersonerne.

Ham jeg så filmen i biografen med (min kone nægtede på forhånd) sagde det var det værste han havde set.
Og på en måde er jeg enig - bortset fra at jeg tolker “det værste” på en anden måde.

Sjovt at man kan se så forskelligt på en film. Jeg synes, den var en stor kliche og forsøg på chok value. Det hjalp så heller ikke, at jeg ud fra traileren havde luret plottet og ikke mindst twistet af, det var for åbenlyst, desværre.
Men for mig at se, vil instruktøren chokere bare for at chokere og så tærsker han videre i sit personlige problem med at sige fra, at sige nej, præcis som han gør i En frygtelig kvinde, der handler om det samme og som heller ikke var noget at skrive hjem om. Han har tydeligvis et tema, der ligger ham tæt på sinde og det er, at han er dårlig til at sige fra og det overfører han så i metaforer til sine film, hvor han tager problemstillingen ud i ekstremer for at efterspørge og undersøge, hvor langt vil vi mennesker gå, før vi tør sige fra og stå op for os selv. Men for mig at se, jagtede han desværre bare al for meget chok og forkastelse, lidt som Haneke eller The Wicker Man fra 1973 og senest Midsommar fra 2019 formår med lidt mere finesse. Ingen tvivl om, han har ladet sig inspirere af metaforiske plots og twist med ekstra chok value, han gør det bare ikke lige så godt som førnævnte film IMØ. Det var provokation for provokationens skyld og med et lidt for åbenlyst budskab.

Men med undtagelse af von Trier, så kan jeg da godt følge dig lidt i, at den bryder med dansk films normer og så på en måde alligevel slet ikke faktisk. Tag blot Klovn filmene, Klassefesten og hvad de ellers hedder, de forsøger også alle at presse citronen for, hvad normen tillader OG det sælger. Det skaber debat og det får folk i sæderne, de vil også se giraffen. Vi vil åbenbart gerne chokeres og det er ikke længere nok med Winding Refns rent faktisk realistiske skildring af et pushermiljø. Vi vil have presset vores opfattelse af, hvor langt en film må og tør gå, hvor urealistisk det så end måtte være, det går vi ikke op i, hvad end det så er skildringen af problemerne med en lille drengs tissemand, som åbenbart skal foreviges i billeder som afpresningsmiddel (Klovn The Movie) eller en INDSÆT SPOILER (førnævnte miskmask af en film) hos et hr og fru Jensen ægtepar + barn.

Måske du lige skulle lave en spoiler-alert til det sidste.

Hermed gjort hr Jussi :o) Men man ser den nu komme a mile away, så det kan ikke spoile det store.

Folk, der spoiler bliver hængt, når revolutionen kommer. Og det er ikke nogen fucking joke.

Wow, spoiler-alert, Mercenary! Fejt at du spoiler det. Det næste bliver, du spoiler, hvornår revolutionen kommer.

Waititi har den der Hitler-film. Hans Inglorious Basterds, om du vil

men når han forsøger at skildre en periode som i den der Once upon a time in Hollywood og man får hældt vand i ørene fra anmelderne om, hvor virkelighedstro, han skildrer perioden

Det er en virkelighedstro fantasi. Alt det med mytologiseringen spiller filmen jo også på (kløgtigt imo).


alt imens han hyrer modeller til at portrættere Mansons beskidte hippietøser i en kæmpe Hollyweird kliche, så står jeg af.

Modeller som Lena Dunham

Mange af de der Joan Didion-piger var vel i øvrigt relativt velskabte under hippiefacaden? Det siges også, at Manson i en periode var populær i semi-fine kredse, fordi han kunne levere unge damer

Der er meget stor forskel på Trier og Klovn.

Trier gør grin med den menneskelig godhed. Udstiller vores nyttesløse idealisme. Klovn og Klassefesten gør grin med en imaginær ide om os selv, noget vi ikke er i virkeligheden - derfor elsker folk det. Det rammer dem nemlig ikke. Modsat Trier.

Så er jeg her igen med alt mit tekniske pis!

Laserdisken har efter måneders sløvt tovtrækkeri endelig sendt mig en ny afspiller, men uden strømforsyning(!), hvilket var min teori at den gamle fejlede på.

Så jeg kobler den nye til med den gamle strømforsyning og gabske rigtigt. Den nye vil heller ikke tænde og bekræfter min tanke.

Nu gider jeg fandme ikke til at sende tilbage, indgå i arrogant, laaaangvarende kommunikation, men tænker egentlig bare at købe en ny strømforsyning. Men jeg er teknisk idiot og især med sådan noget. Jeg kan ikke finde en strømforsyning til min model, men har fundet denne (der ligner):

https://www.fruugo.dk/12v-myvolts-udskiftning-stromforsyning-kompatibel-med-panasonic-dmp-ms10eb-k-media-player/p-52456785-106004096?language=da&ac=croud&gclid=Cj0KCQjw08aYBhDlARIsAA_gb0dIfDdlRpMMIQjY5M-ghLqt177GlpSg9zz7zh_MlxYWWyX5U2V_-dAaAlnwEALw_wcB&gclsrc=aw.ds

Min afspiller er Panasonic DMP-BD843.

Tror I den kan fungere i mangel af bedre eller brænder jeg hytten af?

Uden at være ekspert på området;
Så vidt jeg kan se på billederne af strømforsyningen du linker er det en helt almindelig 240 volts strømforsyning, og det også hvad din afspiller normalt får, jf. specs fra Panasonics egen side.

Så kort svar, jeg ville ikke tøve med at bruge den.