Snak

Jeg bryder mig ikke om at de ikke skriver output på selve strømforsyningen (det er i hvert fald ikke på billedet), og at der ingen steder i beskrivelsen står noget om strømstyrken, med mindre jeg er blevet godt, gammeldags blind.

Googler jeg mig til andre strømforsyninger der skulle passe til dmp-ms10eb-k, ser de dog ud til at være fine nok til din afspiller.

Ved du om den strømforsyning du fik med oprindeligt var originalen til afspilleren, og står der eventuelt output på stikket?

For hvis jeg skal være helt ærlig, ville det ikke overraske mig alt for meget, hvis de har kastet en billig strømforsyning med der så kun er enten 500 eller 600 mA, hvor din afspiller skal bruge 800 mA, så strømforsyningen simpelthen er blevet overophedet og stået af.

Det er en original Panasonic-strømforsyning. Modelnummeret er Sae00002, som jeg (tror) har lokaliseret i Tyskland et sted, så jeg har prøvet lykken. Hvis den ikke passer, får jeg et slagtilfælde. Det er vildt så meget bøvl, jeg har haft med det efterhånden.

Hvis du kan annektere en lille hylde i et skab et sted i habitatet, vil jeg i øvrigt anbefale dig, og alle andre der lever i den nuværende teknologiske tidsalder, at gemme strømforsyninger fra apparater der går i udu og skal køres på genbrugspladsen eller kastes til storskrald.

Den lille kasse jeg har, har reddet mig op til flere gange.

Hvis man er typen der elsker at gå at pusle med systemer, kan man også taste dem man har ind i en lille database hvor man skriver specifikationer ind, give hver et bogstav i databasen og så enten med en slettelak eller label writer, sætte matchende bogstav på strømforsyningen.
På den måde kan man rulle ledningerne helt op, sætte en lille strip på og vide præcis hvad man har og hvilken man skal tage ud, uden at stå og rode flere forskellige igennem for at finde en med passende output.

Det gør jeg ikke, så jeg roder dem alle sammen igennem hver gang. Don´t be like me, be smart!

"Trier gør grin med den menneskelig godhed. Udstiller vores nyttesløse idealisme. Klovn og Klassefesten gør grin med en imaginær ide om os selv, noget vi ikke er i virkeligheden - derfor elsker folk det. Det rammer dem nemlig ikke. Modsat Trier."

Triers kynisme er ret relevant, selvom den ikke er original - men dét er flere af hans værker absolut. Midt imellem Klovn/Klassefest og Triers kritisk-dystopiske, magiske realisme ligger den biografaktuelle ´Triangle of Sadness´ fra Östlund (Force Majeure, De ufrivillige). Den byder på Harrelson og Buric i smuk duet, nogle af de bedste tåbegrin længe - og smækker en fin buket magtfilosofisk brækværk på disken. En film, der så at sige sidder på lokum og hensynsløst henvender sig til alle aldersgrupper.

Jeg har ikke set den TW, men er det ikke lidt billige points at score at gøre grin med de rige og de russiske oligarker? Jeg kan jo netop lide Trier fordi han gør grin med sine egne værdier. Sætter noget på spil. Man kan jo altid finde en eller anden egenskab hos nogle man ikke bryder sig om, f.eks. nuværende danske statsministre, og gøre grin med, men det bliver lidt moraliserende. Eller hvordan har filmen det med det?

Steve, filmens skildring af bl.a. ekstrem narcissisme og et globaliseret klassesamfunds fortabelse i egne selvdestruktive mekanismer kan naturligvis godt tolkes som moraliserende, men prøv at se den og vend tilbage.

I will, I will. Det lyder som den nye Bunuel på omtalen.

Er ved at fordøje Ti Wests X. Det fede er her at han laver en film om kvindelige seksuelle predators. I sporet af Russ Meyer etc. Det er den slags perspektivering jeg forventer af kunsten fordi alle ved der findes mandlige. Jeg synes dog han mangler lidt i æstetisk stil og billedkomposition, hvad han formår at brage ud i handling og intensitet.

Aux Yeux Des Vivants står stadig for mig som den bedste satire over småborgerlighedens (seksual)moral det seneste årti, men jeg ved godt verden vil have mere politiske film, så de kan sove godt om natten i troen på at de har det rigtige verdenssyn. Men den anden side går bare ikke væk, det er jo bare det Trier siger.

Sidste gang vi havde en større global politisk bevægelse var vel slut 60´erne og mon filmmediet også her blev taget som "gidsel" for de nye strømme?

60´erne film var da proppet med modkultur og voldsom kritik af etablissementet og den øgede ulighed.

Om mediet decideret blev taget som gidsel, skal jeg ikke kunne sige, men man så da helt sikkert den politiske bevægelse i film fra hele verden. Bonnie and Clyde, Seppuku, Sans toit ni loi, The Manchurian Candidate, hele modbølgen til exploitation-film, og vel også begyndelsen på erotikkens indtog i "rigtige" film.

Jeg tror problemet nu hører mindre sammen med den politiske bevægelse - den slags har alle dage præget filmmediet -, og meget mere sammen med hvordan ganske få studier og distributører dikterer markedet, så vejen videre kan blive hæmmet.

Vi er jo umiddelbart ved at nå det punkt, hvor der i tidligere tiders politiske bevægelser begyndte at komme kritiske film af bevægelsen, eller overstyringen. Hvor vi ville begynde at se satiriske fremstillinger af "Det Perfekte Menneske", der mener alt det rigtige og lever efter alle foreskrevne regler.

I Norden har vi jo så særligt førnævnte Östlund der med The Square udstillede vores påtagede godhed udadtil, og en Joachim Trier der, dog i mindre skridt, udstillede den unge generations konstante higen efter det perfekte Instagram-liv, med Verdens Verste Menneske.

Jeg er noget med i tvivl om hvor nemt den modbølge får ved at slå igennem særligt i Hollywood, hvor 4-5 giganter sidder på ikke bare alle pengene, men også har greb om biografer og med magt over distribution og med egne streamingtjenester, dikterer hvad den brede befolkning har adgang til.

Men vi må vel håbe at Europa, som flere gange tidligere, kan bane vejen, og få vist Hollywood at det er okay at lave film hvor en homoseksuel er et dumt, manipulerende svin, og hvor man udstiller den såkaldte perfekte moral.

Gode betragtninger.

Riget, selvfølgelig.

Inden fortsættelsen af Riget Exodus i weekenden, vil jeg gerne fremhæve tre vigtige elementer i de hidtidige afsnit for at få et bedre udbytte af serien. Det kan jo, afhængig af temperament, have karakter af spoilers, hvilket jeg dog ikke selv synes, blot så man er advaret.

Hovedpersonen.
Hovedpersonen Karen spilles af Bodil Jørgensen, og både skuespillerinde og karakter var også hovedpersonen i Triers film Idioterne fra 1998. Den film bør man have set, ikke mindst slutningen hvor det kommer frem at hun mistede sit barn. Det er på en måde dér Trier tager tråden op i Riget Exodus, hvor hun er blevet tilsvarende ældre. Der er også en åndelig, om ikke fysisk, parallel fra hende og til Lillebrors mor Judith hun møder og som har oplevet noget tilsvarende.

Litterære referencer.
En nøglescene i det første afsnit er Karens gang gennem det mørke bibliotek, hvor en enkelt hylde med bøger oplyses. Trier har selv sagt at han med Exodus har forsøgt at levere en forsvarstale for en skabende gud, han ikke tror på.
Bøgerne på hylden reflekterer dette. Der er en bog af Svend Brinkmann, en aktuel og meget populær psykolog, hvis hovedtese så at sige er en hyldest til den konkrete Brecht-virkelighed og en samtidig fornægtelse af drømmende, magiske og udpræget åndelige kvaliteter. Denne magi er derimod repræsenteret på boghylden af værker af magiske realister som Jorge Luis Borges og Roberto Bolano (De Vilde Detektiver). Det er ånd mod materie, og selvom Trier jo generelt bekender sig til materie og realisme, har han i sin åndskritik jo selv en åndelighed som giver dybde til hele problematikken.
Der er også på hylden en bog af Morten Brask, en kendt selvbiografisk roman, En pige og en dreng, om et forældrepar, der mister et barn.

Operationerne.
Uden at skulle gå i detaljer er karakteren af de to operationer vigtige.
Frontal resektion er strengt taget et indgreb der anvendes mod epilepsi, men antyder også et indgreb i en personlighedsstyrende del af hjernen, f.eks. som ved det hvide snit.
Deep brain stimulation er et indgreb der kan foretages over for personer med Parkinson’s sygdom for at stimulere hjernen, en sygdom som Trier jo netop har oplyst, at han lider af.

Bemærk de mange bevidsthedsniveauer Karen konstant er i. Søvngængeri, søvn, scanner, operation, besvimelser (2). Referencen til den tilsvarende Once Upon A Time In America (opiumhule).