Snak

I får den sgu alligevel venner, for old times sake ...

"Frygt sjælen og dyrk den ikke for den ligner en last." (Tom Kristensen, Hærværk)
Riget Exodus (2022)

Spoilers,

Lad mig starte med at slå fast, at Riget Exodus filmisk er et langt mere gennemarbejdet og fuldendt æstetisk værk end det friske venstrehåndsarbejde der kom til udtryk i de to første sæsoner fra 90´erne. Der dvæles, teoretiseres og komponeres så engle og dæmoner synger. Det sker på bekostning af effekterne, gyset og de nemme grin, der afløses af en mere absurd humor, men Trier er også blevet ældre. Exodus er lanceret som en afslutning på Riget, men det er selvfølgelig bare løgn. Tredje sæson er bare en drøm og slutter således ikke noget af. Serien foregår reelt i hovedpersonen Karens hoved mens hun drømmer, en tilstand der cirkulært og filmklassisk vendes tilbage til i allersidste scene, hvor hun er tilbage i sin “lune” seng, mens verden går under. Dens samlende handling over fem afsnit er hendes underbevidste forestilling, der navnlig via Lillebrors fatale skæbne bringer hende åndeligt nærmere det barn hun havde mistet i Idioterne fra 1998.

Handlingen er en slags kopi af de to første sæsoner og en fin variant af Triers selvironiske idealisttema om at dem der vil gøre det gode, ofte ender med at skabe problemerne. Som Drusse vil Karen hjælpe, nemlig hjælpe både gode og onde ånder ud af denne materielle verden på Rigshospitalet og lade dem finde ro hinsides i hver deres åndelige rige. Skidt for sig og snot for sig. En kvinde med ordenssans i en kaotisk verden. Den plan går selvfølgelig galt i et klassisk Triers opgør med ideen om det fuldendte design, den guddommelige skaberkraft, og i stedet vælter nye onde ånder ind i vores materielle verden og skaber død og ødelæggelse, hvorunder Rigshospitalet i går til grunde. Det er tænkt og udført med en stil der som sagt hæver sig højt over 90´ernes mere løsslupne gyserkomedie.

Stærkest står det æstetiske greb om synet og at kunne se. Karen er nærmest synsk, og åndernes portal befinder sig ved de nedlagte søer kaldet Holger Danskes Briller. Karens evne til at se med sin ånd bliver hendes undergang. Hun ser ikke at Mygind spejlvender(!) kortet, hun er for optaget af sjæleblikket til at interessere sig for den materielle verdens synlige trivialiteter, som bringer hendes store plan til et dramatisk fald. Derudover lader Trier hende opleve utallige niveauer af underbevidsthed, der blot skal spejle at alt foregår i hendes drøm, nemlig besvimelse, bedøvelse, drøm i drøm mv. Serien indeholder også en af Triers allerbedste dødsscener, hvis ikke den bedste, centreret omkring Lie Kaas og synet, hvor hans absurd dejlige modhumor og evne til at punktere dramaet, efter at have bygget det op, kommer til sin herlige ret.

Der er endvidere utallige filmiske referencer, nogen for sjov, andre med dyb tematisk betydning. Blade Runner, Nåede De Færgen, Det Syvende Segl, Twin Peaks, Once Upon A Time In America. Navnlig sidste reference via Krogens opiumhule, er afgørende. Leone sagde selv "What I´ve made is a film about time, memory and cinema", og det er præcis hvad Trier har gjort med Karens drøm i Exodus i sit kreative efterår. Selvom Leones film foregik i en (tænkt) nutid, sagde Leone, at "Noodles is already morally and materially dead.” Karen siger tilsvarende om den djævleramte Mugge at han døde for længe siden da han solgte sin sjæl, men hun taler om sig selv, da hun mistede sit barn. Det er filmens elegante brødtekst.

Serien opdaterer desuden sin fine tabuiserede satire over hospitalsvæsenet med nye absurde bureaukratier, lægelige fejl og cover-ups, teknologisk tech-no-logic, sminkede dødsstatistikker - og sætter trumf på ved at tilføje et par nye brikker om vor tids store mantra, ligestillingen mellem kønnene med absurde konsekvenser. Her er kvinden Døden, der martrer Helmers søn, indtil hun tager livet af ham i en flot homage til Carl Th. Dreyers De Nåede Færgen. Også rivalforholdet mellem Danmark og Sverige, som på en måde bar de to første sæsoner, er pudset af og udartet ad absurdum på fineste vis, men dets æstetiske højdepunkt er referencen til dødsdansen fra Det Syvende Segl - oprindelig en improviseret, ikke skrevet scene i denne film - hvor Trier i Exodus lader Ingmar Bergman, Oluf Palme & Co udføre dansen på taget af Rigshospitalet, hvorved Trier forener sine kærlige filmiske og politiske referencer med sin sublime æstetik.

Det hele sluttes af med Karens personlige mareridt, personificeret med Triers ankomst som Satan eller en ret bad santa, i helikopter, klædt i julerødt, efter at ankomsten er indvarslet i et puslespil hospitalsdirektøren forsøger at lægge. Indvarslingen er en fin omend triviel filmisk standard, men ideen er sublim og ikke til at tage fejl af. Det puslespil, der lægges og som med seriens slutningen endeligt går op - i en selvfølgelig ny uopløst knude - er også seriens mosaik, at nå til et samlet billede af Triers væsen, hans sjæl. Nu er pulsespillet lagt og billede transformeret til virkelighed. Trier fjerner således i 5. afsnit forhænget foran sig selv fra de fire første afsnit og afslører sig selv, giver sig til kende, som Hitchcock eller Welles, en lidt gnækkende Satan, der driller folk og Karen med de store idealer om en bedre verden, som han selv måtte erkende desværre ikke havde en reel chance i dette barske liv.

Ellemann og Mette havde bare misforstået hinanden dengang, viser det sig.

Hvem fanden har skrevet det manuskript? Ed Wood?

Politisk teater, hvor man ikke engang længere gider at lade som om man tager publikum alvorligt.

Beverly Hills Cop 3

Landis har altid haft en lidt distanceret morbid stil og den kommer til sin ret her. Han var jo med til at gøre Eddie Murphy berømt men lavede ikke de to første BHC. Her gør han grin med konceptet på en intelligent måde. Som Frankenheimer gjorde med French Connection og Altman utaliige gange. Han gør alvoren mørkere og komikken skørere og det sandwich match er perfekt. Det er så over the top uden at være fjernet fra originalen. Tilmed får Landis refereret til sin karrieres store katastrofe, dødsfaldene under Twilight-optagelserne, her reddes børnene blot.

Forstår godt det brede publikums skuffelse over filmen. Man forventede ikke dette. Men det er et humormesterværk for nørder og de filmiske referencer uendelige. Hitchcock og kameravinkler. Og så handler den om alt det der forgår bag de happy amerikanske smiles. Hvor FBI står i ledtog med forbryderne. Tre scener indleder. Automekanikerne der danser motown. Parodien på en biljagt hvor bilen bliver skilt ad langsomt og begravelsen hvor Murphy citerer fra Joseph Conrad om Todds sidste ord men hustruen gennemskuer løgnen. Dér ved man filmens overfladiskhed er så fake som Wonderworld bare ikke dødbringende, tværtimod livgivende og resten er ren nydelse. Jeg græd af grin.

Casper C og Bertelsen.

Det er 4 afsnit man kan se og gense som gode film hvor pointerne er mellem linjerne og ikke mindst i hvordan gæsterne agerer.

Lidt uretfærdigt sidder Casper i baghånd med esserne, fx. det første møde med HTS. Men det er et koncept gæsterne frivilligt gik ind til.

Man ser dem gennem Caspers øjne. En komiker af det absurde men med dagsordner, som da han lod Pia K holde et maskingevær. Han ved præcis hvad han gør.

Han får sine pointer klart frem. De er ikke populære i DK, hvor de fire gæster er parnassets mentale skødehunde.

Iben vidste hvad hun gik ind til og nød selv godt af forholdet i lang tid.
Linde er navnlig ude på at markedsføre sig.
HTS er overfladisk.
Medina det samme.

Over and out.

Sikke en kedelig spoiler af dagens bold.dk-afsnit fra Manden Der Hader Kvinder.

"Over and out"

Endelig en snert af selverkendelse.

Har du talt med dit raketsystem i dag, Pukle?

Jeg har tænkt på at gense Beverly Hills Cop 3. Den kan umuligt være mere fjollet end 2´eren, som må være lige så urealistisk/usammenhængende, men unironically.

Peak Landis er vel egentlig Thriller-videoen?

Btw et mesterværk, der parodierer forgængeren: Gremlins 2

https://youtu.be/r8do7iDlPUg

En amerikansk varulv i London, din stakkel.

Nu har du jo min subtext walkthrough til BHC3, så er du faktisk heldigere stillet end 99 % af anmelderne i sin tid der ikke fattede den. Lidt som dig og Ukraine ... du ved det med billederne der snyder.

https://www.youtube.com/watch?v=FkB2cqOTKDc

Tak, og jeg har i øvrigt været igennem timevis af podcasts og youtube-interviews med Landis, så jeg føler mig godt rustet. En stor raconteur, det må man give ham, om end han har visse mytomaniske træk.

An American Werewolf er jeg ikke verdens største fan af. Den er har bestemt gode indslag, især alt med Griffin Dunn som afdød (spoiler-alert). Men fx brugen af needle drops, Blue Moon, Bad Moon Rising osv er lidt for oplagt. Måske var det federe før spotify, don´t know. Hovedpersonen er, sådan, entitled 80er-fratty. Jeg forestiller mig ham som Max Landis, Johns søn (ikke for at hælde vand på Pukles mølle). Altså, forstå mig ret, den er sikkert stadig bedre end 99% af det, Netflix til dato har produceret. Jeg er dog mere til The Howling.

Glass Orion - thieves out 2 (Netflix)

Den var spændende nok, selvom den havde meget amerikansk overdreven indledning, som var lige ved at få mig væk. Der var langt til det klassiske engelske Knives out 1, som jeg virkelig syntes var en fed film.
Det blev bedre og den er seværdig, men ikke helt på højde med 1eren.

Men jeg kan godt lide genren.