Snak

Pibe,

Er forskellen ikke at Werewolf er en horror komedie (et ret svært greb at gøre rigtigt) mens Howling som jeg ikke har set, vel er mere ren horror. Dante er i øvrigt cameo i BHC3, men det er jo ingen sjældenhed.

The Mummy fra 2017 refererer i øvrigt lystigt til Werewolf. Den blev også misforstået synes jeg, da det også er en horror komedie.

Men af Landis film, er du vel enig i at Werewolf er den bedste ... eller ?

Måske de to mest cameo-crazy instruktører, på hver deres måde.

The Howling ligger på grænsen til komedie. Den har forresten en cameo, hvor deres mentor Roger Corman (kendt for at være en nærig producer) træder ind i en telefonboks, da det bliver hans tur (efter hovedpersonen: Dee Wallace) og som det første tjekker i bakken efter småpenge.

Jeg mener faktisk ikke, at Thriller er noget dårligt bud, en krystallisering af Landis´ verdensbillede (tilsvarende er noget af Dantes bedste hans ret korte segment i Twilight Zone: The Movie). Men jo, ellers Werewolf eller måske Blues Brothers. Ift Animal House "skulle man nok have været der". Trading Places og Coming to America er ok, men behøvede måske ikke vare 2 timer.

Dante arbejdede forøvrigt på en remake af The Mummy (den fra 1930erne), med manuskript af John Sayles. Universal besluttede sig desværre for at lave den mere Indiana Jones-agtige film med Brendan Fraser i stedet (selvom den også er ok).

Moonfall. Hvilket episk mesterværk. Krympefjæset John Bradley West´s bedste rolle by far.

Åh ja den kære Corman. Ham deltager jeg ikke i kritikken af. Men hans bog How I made a hundred movies in Hollywood and never lost a dime, har nok ikke sin titel helt uden grund.

Ellers kan jeg anbefale Tarantinos nye bog Cinema Speculations. Der deler han New Hollywood op på den ene side i de hellige anti-estalishments som hadede Ford og mente han var racist og på den anden side The Movie Brats som remakede eller refererende til Ford med respekt (Taxi Driver mener han er et remake af The Searchers). Han placerer Altman som jeg ellers elsker i antierne. Men tilbage til Corman, fordi QT bruger min Corman-favorit Tomb of Ligeia til at vise hvordan vandene blev delt dengang, fordi moviebraten Scorsese bruger den i Mean Streets, mens antien Warren Beatty tændte af på den.

Det er faktisk næsten den diskussion vi har i dag eller som jeg i hvert fald forsøger at tage, at politiseringen af filmmediet truer med at dræbe værkernes dynamik i en politisk korrekthed.

Men det er også en diskussion om respekt for genrefilmen eller om man hellere vil subvertere genrene.

Og så er der selvfølgelig 40 sider om De Palma. Heraf 20 om hvordan den kære Taxi Driver havde set ud hvis han havde instrueret som der oprindeligt var lagt op til.

Er Vanskabte Land værd at se? Ud fra traileren synes jeg den minder om Guldkysten i nordlig udgave, hvilket ikke gør mig noget.

Decision to leave er klart værd at se.

Alle for 4 - Rigtig sjov og plat

Avatar 2 - Ret fesen og intet nyt i forhold til den første. Alt for lang.

Pibe, jeg røg så på et Landis-trip, fik Vallens bog, og genså Into The Night for første gang i generationer.

Landis har en stil som er sublim, at kunne ramme de skæve men dog betydningsfulde ting i folks bevægelser, scenerne.

Fra da Goldblum siger, Have a great DAY?, var jeg solgt.

Introen er jo klassisk 80´er. Måske en af de mest originale ud over Jackie Brown.

Han laver nogle sjove og originale ting, biljagten der ender i P-kælderen, og hunden i elevatoren er pure class. Og han chokerer med brutalitet når man mindst venter det, i lufthaven i starten, modellen de drukner.

Man tænker Lynch brugte lidt af det i Mulholland Drive ikke mindst MIchelle Fs acting overført til Naomi Watts, og QT i sine første. Så er der alle Psycho-referencerne.

Det er selvfølgelig en drøm det hele. En slags opdatering af Kayes Walter Mitty.

Laugh and scream. De sværeste film at lave.

Horror og komedie går på sin vis hånd i hånd siden James Whale (Bride of Frankenstein, The Invisible Man osv), men ja, det er svært at lave, så det bliver godt.

Into the Night var en, jeg overvejede som værende en overset film, har desværre aldrig set den.

Al respekt til Spielberg, Coppola, Lucas, Scorsese og De Palma, og hvad de gjorde for filmscenen.

Men tænk sig, en tid efterfølgende med folk som Landis, Zemeckis, Dante, Reitman og Cronenberg. Der må virkelig have været en stemning af at intet er umuligt, og ingen idé er for syret eller for dum, til at der ikke kan komme noget eventyrligt ud af det. Kun fantasien satte grænser, og selv det var grænser der konstant forsøgtes udfordret og presset til sit yderste.

Man savner den stemning i Hollywood i dag, hvor næsten alt skal være streamlined og skabelonsbaseret for at give det højeste afkast. Vi skal have flere mennesker som Jason Blum til at styre pengene.

Der må virkelig have været en stemning af at intet er umuligt, og ingen idé er for syret eller for dum


Nu skal der nok være en eller anden dead beat, som nævner Vic Murrow og de to børn, som blev slået ihjel ved et helikopterstyrt under optagelserne til Landis´ segment i Twilight Zone: The Movie, men det bliver ikke mig.