Snak

Ved ikke hvorfor det kom til at handle om Brian. Men jeg kan anbefale Baumbach mfl.’s portrætfilm.

Desuden er spørgsmålet jo når man slynger om sig med ord som god og dårligt altid hvad man måler på. Kriterier. Er det æstetik eller underholdning eller salgbarhed. Eller noget andet.

De eneste ægte De Palma film er dem han har (overvejende) skrevet selv og det udelukker normalt de mest populære af hans film blandt mainstreampublikum.

Raising Cain er et eksempel på en film jeg er kommet til at elske fra et andet udgangspunkt. Dens leg med mandetyperne under Reagan/North.
På samme måde er der faktisk referencer til Reaganomics i Into The Night i og med at real estate projekter er en slags omdrejningspunkt for Goldblums rejse. Men de elementer er heldigvis ikke dominerende hvilket ville gøre filmen for moraliserende. Hvis man læser Muirs bog om horror i 80’erne kan man godt tænde lidt af på at alle film nødvendigvis skal være en reflektion over den kære skuespiller turned president.

Det er ofte kritikerne selv, som deler filmhistorien op i de eraer. I 1970´erne er alting Watergate og Vietnam, i 1980erne Reagan, jf. Robin Woods bog Hollywood from Vietnam to Reagan. Det begyndte vel med Siegfried Krackauers From Caligari to Hitler: A Psychological History of the German Film

Landis har en ting med WASPs, btw. Fra Animal House til Trading Places og endelig Coming to America, hvor de meget WASPy Don Ameche og Ralph Bellamy -snobberne fra Trading Places- er endt på samfundets bund. De var begge kendt fra 1930ernes screwball-komedier.

Måske. Jeg giver det en overvejelse men jeg ser det som sagt mere som udslag af hans samfundssatiriske udfald mod grådighed og kapitalisme og Reagan. Også mod Disney i BHC3.

Reagan osv er oplagt også et tema. Nærmest ikke engang subtext i Bossen og Bumsen - bare text.

Havde helt glemt denne filmperle blandt mange i start 90´erne

"The Crying Game"

... og selvfølgelig "Primal fear", der kom nogle år efter. Total KLASSE af Edward Norton og Co !

Jordan og hans idealist tema er altid en aften værd. Den irske Trier.

Nå, så kom jeg til bunds i Landis, eller til tops ...

Jeg synes jeg lige ville flashe det, MetaPibe


Were you Hare when I was Burke?

John Landis’ 5 stærkeste

Trick Of The Light
Det er blevet sagt om den amerikanske filminstruktør, det æstetiske legebarn John Landis, at hans film ikke har fået den berettigede anerkendelse, fordi de er så sindssygt sjove. Men deri ligger måske også en stor del af svaret. Filmene har alle generelt en udtalt voldsom, makaber eller excessiv grundtone, ofte horror eller grand guignol, som forsøges udjævnet af en absurd-morbid men altid let humor, grænsende til det pjattede. Det er markant anderledes end tematiske brødre som Roger Corman, John Frankenheimer, Brian De Palma eller Tim Burton, der modsat Landis blander en mørkere humor med den mørke handling, og derved opnår de en anderledes eksistentiel og tragisk alvor i deres galgenhumoristiske værker.

Landis derimod surfer glad og solbrændt rundt på en mørk og ildevarslende sø af død og forfald, med en nærmest Minnellisk lethed. Han er mesteren af pasticher. Landis er på en måde et åndsbarn af The Movie Brats-generationen, navnlig Scorsese og De Palma, der revolutionerede Hollywood i 70’erne med personlige, storby-politiske film bygget på alt godt fra den amerikanske filmarv, kitsch, sci-fi og alvor, og en kærlighed til genrefilmen, til Hitchcock og Welles, men også til individets identitet i fællesskabet. Midt i en lidt anden tid.

Men han er meget mere. Han har en særlig fascination af det overnaturlige, som går igennem hans film som et personligt og originalt tema om fantasi og et ønske om at transcendere den grå hverdags virkelighed. Det er f.eks. hans POV af en varulv, vampyr eller dagdrømmer. Dette overnaturlige lag væves ind i handlingen, hverdagsdramaet. Det har en vis rod hos The Brats, være sig Lucas’ Star Wars eller Spielbergs E.T., og hos deres forbilleder, navnlig Cormans vilde fantasi.

Han har et udpræget behov for den lykkelige slutning, påklistret eller ej. I Beverly Hills Cop 3 (1994), Into The Night (1985) og Innocent Blood (1992) (de to sidste slutninger foregår i et hotel). Into The Night antyder dog at slutningen - som det meste andet i filmen - er en drøm, mens Innocent Blood (med Anne Parillaud i hendes store glansrolle) mere realistisk snarere er John Landis insisteren på at lade sin version af Nikita slutte lykkeligt, som den vel burde have gjort i hans øjne og lyse sind - næsten som da David Lynch filmatiserede Wild At Heart. De passer jo sammen, mente Lynch, da han ændrede forlæggets slutning.

Mest original fremstår Innocent Blood (med cameo af selveste Dario Argento), i sit syrede miks af mafiafilm og vampyrfilm. Det er to genrer, der sjovt nok er hinandens direkte modsætning - materie mod ånd - kan man sige, og som filmen igennem leger med hinanden som to modsatrettede magneter, der først vender rigtigt til allersidst, hvor de ”hjemløse” hovedpersoner (den samvittighedsplagede kvindelige vampyr og den ditto undercover betjent) elegant finder fælles havn og forenes (i et hotel) via ønsket om udfrielsen fra drab og blod. Det er en film, der er tæt på at være en klassiker, hvis det ikke var for al Landis’ pjank - som man dog heller ikke ville undvære for noget, som f.eks. når politibetjenten siger om den flygtende vampyr-gangster ”I want him alive”.

Into The Night derimod er Landis store epos-hyldest til Los Angeles og leg med Hollywood. Det er en film, hvor der derfor naturligt medvirker et tocifret antal instruktører som cameos (bl.a. Cronenberg. Landis, Mazursky, Siegel og Vadim). De repræsenterer illusionen, drømmen, L.A. som wallpaper, baggrundskulisse. Det er det liv som Jeff Goldblums nedkørte rumingeniør i virkeligheden ikke har og aldrig vil kunne få. Han er en slags moderne Walter Mitty, en velmenende 70’er nørd af en mand, helt fejlcastet i de Reaganomics inficerede 80’ere. Men han er en drømmer og rummet er hans playground. Beverly Hills Cop 3 med Eddie Murphy er en herlig original og stilsikker satire fra en helt anden tid (90’erne) over Disneylands grådighed, samarbejdet med FBI og racisme. Men det er også en satire over Beverly Hill Cop-filmenes tvivlsomme koncept, denne skævvredne let meningsløse amerikanske komedie, der blev presset ind i en absurd formel af en ustyrlig kommerciel filmindustri, som Landis her herligt tager tykt pis på.

En film står over alle de andre. En Amerikansk Varulv i London (1981). Det er John Landis mesterværk, hvor gys og grin smelter perfekt sammen, og hvor han for en gangs skyld forsøger - og lykkes - med at ramme den romantiske tragedie perfekt. Den tragiske slutning til trods ligger tungsindet og verdenssmerten nemlig ikke til ham. Her er den mandlige drift personificeret som varulv, hvor Spielberg brugte hajen. Landis sagde om filmen, at den viste, at varulven aldrig kunne vinde. Den hverken bør eller kan. En paria i samfundet. Ingen ånd, kun krop.

Til sidst fik vi Burke & Hare (2010), en morbid film baseret på virkelige drab og salg af lig til lægevidenskabeligt formål i Edinburgh 1828. Den slægter selvfølgelig Tim Burtons dystre Sweeney Todd på, men som en light version, hvilket ikke gør spor. Det er en herlig halvtragisk komedie, der giver genvalg til Jenny Agutter fra den amerikanske varulv, og som rammer en fin homoerotisk subtekst og herlige mindgames, hvor manipulationerne fyger om ørene på karaktererne, og hvor roller skifter mellem servant and master som i den Macbeth-opførelse, som Landis med vid udnytter fint som en tematisk metafor til at give historien sin fylde.
The King lives. På alle måder.

Guuuud, hele This is Spinal Tap ligger på YouTube!

https://youtu.be/BwqO1Bif434

Alene denne legendariske scene:

https://youtu.be/uMSV4OteqBE

Lidt i samme stil, og så alligevel overhovedet ikke, kan man også finde hele Walk Hard på YouTube. En bedre Elvis biopic end "Elvis"...kinda.

https://m.youtube.com/watch?v=C9g1tQvCQwo

Smell the Glove
Kontroversielt cover. Dengang..