Snak

‘This is 1982’

Præcis!
Det sjoveste er, at mange "rigtige" bands, så det som en egentlig dokumentar, indtil det bare blev for tykt..

Det er modtaget, Steve.

Vi må se om jeg får passet en Landis retrospektiv ind en af dagene

Nå ja forresten Årslisten 2022


Chained and unchained melodies

Caféen holder sit årlige transsiderale prisshow til stjernekaffe på mælkevejen. Vi har ja-fars-hat på og kårer i år top 3 - og herunder både bedste værk og bedste film - samt boblere. Og vi uddeler en særpris for Best Spirit og dokumentar.

De tre medaljevindere har hensat cafeen i al den filmæstetiske begejstring som årets øvrige filmproduktion måske manglede lidt. Det er tre meget forskellige værker. Og alligevel er der én ting der binder dem sammen. Alle har en hovedperson som er en slags drømmer, og som bikser og bakser og bokser med en virkelighed der kan synes for stor at håndtere. Kun én af hovedpersonerne klarer faktisk skærene - og det er ikke engang vinderen. Men deri ligger måske svaret på livet - på alt hvad det kræver af usandsynligt held, usigeligt mod, uovertruffen kærlighed og enorm humor, for at få livets store skøre kabale til at gå op uden at snyde.

Bedste film:

Bronze: Jeg er Zlatan
Det er overleverens vej ud af ghettoen. Vejen ud af skoven, ud i lyset med alle tilrådighed stående midler, rigtige som forkerte. Og det eminent antydede skuespil af den kun 10-årige Dominic. Fortalt ligefrem af instruktøren Jens Sjögren, uden dikkedarer, ærligt og redeligt, hvad livets store spil handler om. Det er en sand fornøjelse at se Zlatan out on the rampage i et miks af “med og uden kontrol”. Han slalommer sig vej udenom livets saltstøtter i en film om en mand der turde kigge sig tilbage og kigge på sig selv, bruge hovedet og betale prisen og dermed undgik selv at blive til én.

Sølv: Elvis (bedste film)
Filmen er en tragedie og det er Luhrmanns valg. Men han rammer bull’s eye når personen Elvis bygges op, stråler stort og flot og alligevel langsomt (modsat Zlatan) går til grunde i sin kamp for at komme ud af slummen og skabe en tilværelse for sig selv og sine forældre. Bedst som man tror man er kommet helskindet over gaden, er man fanget under vandet. I en mægtig maskine kaldet den amerikanske drøm. Man forstår godt at Fitzcarraldos ubrugelige erobrer er en af Luhrmanns favoritter. Her evner han at bevare åndeligheden i fortællingen helt frem til sidste scene i en film om en mand der søger mod noget højere, større, kærlighed og noget der et tabt. Der er Orson Welles og Citizen Kane skrevet med usynlig skrift over store dele af filmen. Men filmen står fint i sig selv. Et hovedværk hvor Luhrmann samler alle sine kulørte æstetiske tråde fra sit store bagkatalog i en sublim enhed og samtidig flot portræterer og afrunder et kæmpestort - men også traumatisk - kapitel i amerikansk musikhistorie.

Guld: Riget Exodus (bedste værk)
Triers juleleg, Exodus, udvandringen, er ikke en parodi på biografpublikummets mening om hans film. Det er derimod hans Nightmare Before Christmas, hvor “fair is foul, and foul is fair”, tilsat sarte elementer af bondage. Det er et smukt filmisk testamente - hvis det er det det bliver. Der refereres ikke kun til egne fiktive værker og virkeligheder, men også til filmmediet gennem tiderne, til Bergman, Blade Runner, Citizen Kane også her. Der er satire over alt fra det kære sygehusvæsen, relationen mellem Danmark og Sverige, til de værste sider af danskernes flokmentalitet - druk, gruppepres og at lukke øjnene for en forbrydelse. Men smukkest står i disse kunstneriske armodstider selvfølgelig Triers sublime åndelighed, hans morbidt ekvilibristiske leg med kroppen, med dimensionerne, fysikkens love og vores virkelighedsopfattelse. At der stadig er denne åndelige skønhed tilbage i filmmediet, en lyst og evne til visuelt og mentalt at skabe et mirakel for øjnene af os - først disbelief og bagefter suspension af den - alt det varmer i en kold tid. Hellere en bad santa end ingen santa, og Trier gør benarbejdet forbilledligt. Man er som barn igen. Julen er død, leve julen.

Øvrige:

Best Spirit:
Prisen går uden konkurrence til Top Gun: Maverick. Nostalgisk og tidløs på samme tid. Den føres stilsikkert op til dato, til nutidens krav til filmpsykologi og humor uden at give køb på de klassiske filmværdier. Tom Cruise er langt bedre end sit rygte.

Bedste dokumentar:
George Michael: Portrait of an Artist. Wham!’s gamle manager Simon Napier-Bell fortæller den triste historie med et uset mod og tilsvarende dybde og elegance. Tabet ligger gemt et sted i barndommens jungle. Vi finder aldrig svaret. Vi har kun ekkoet heraf, hans mange fine sange om tab der kom fra hjertet.

Boblere:
X (Ti West)
All The Old Knives (Janus Metz)
Begge film er lidt for formulariske, men stilen er i top og de er begge tætte på at være et stort værk, misser kun snert.

Bedste filmoplevelse:
Nomads (1986), McTiernan instruerer Pierce Brosnan og Lesley-Anne Down i hver deres store rolle i en helt sublimt original gyserfilm.

Det lyder på Spielberg til at Kubricks Napoleon-manuskript nu efterhånden er tæt på at finde vej til skærmen, nærmere bestemt som en HBO-serie i syv afsnit, hvor Kubricks familie er med som samarbejdspartnere på projektet.

Spændende at se, om Spielberg og hvem end der ender som instruktør (nok ikke Fukunaga), kan lykkes med at få Kubricks monstrøse vision bragt til live.

Personligt synes jeg jo at Spielberg gjorde det glimrende med A.I., selvom den ikke nødvendigvis faldt i alles smag dengang.

Det bliver vel Tony Kushner´s Napoleon så

Miniserien skal, i følge Spielberg selv, være baseret på Kubricks færdige (og vanvittigt detaljerede) manuskript, der har ligget færdigt i mere end 50 år, og da Spielberg næppe selv skal instruere den, tvivler jeg på at Kushner kommer til at have noget som helst med projektet at gøre.

Han kommer vel også til at have travlt med Gershwin, Bullitt 2.0, og Brad Pitts filmatisering af He Wanted the Moon.

Det kunne være interessant/bizart at høre Kubrick-dialog i et HBO-format, men mon ikke det ender med en del rewrites osv.

Jeg holder i hvert fald håbet højt, og skulle noget nulevende menneske have rimelig lang leway hos HBO, skulle det vel være Spielberg. Med både Band of Brothers og The Pacific i HBOs katalog, og med HBO der selv afviste Masters of the Air der i stedet snart rammer Apple+, kunne jeg forestille mig at hvad Napoleon-manuskriptet angår, får Spielberg og co. ret frie hænder. Men lad os se om et par år, når den forhåbentlig bringer noget Kubrick til live.

Nå, tilbage til tråden i stedet for ministerier.
Todd Field har endnu en gang formået at instruere en virkelig tight film der behandler lidt kontroversielle emner på den dejlige Todd Fields-facon, hvor en del af de klassiske tidssvarende stereotyper vendes lidt på hovedet. Cate Blanchett er uovertruffen som Lydia Tar, og man mærker virkelig det utilpasse i at miste kontrollen over sit liv.

Jeg synes personligt den slutter lige vel hurtigt, hvor jeg gerne havde set de sidste 15-20 minutter trukket en anelse mere ud. Men med en spilletid på over to en halv time as is, er det måske meget fint at den ikke ender oppe i nærheden af tre. Der er dog også en styrke i den noget hurtige slutning, så det er meget muligt det er Fields eget, meget bevidste valg.

https://ekkofilm.dk/artikler/blotlaegger-filmbranchens-forskelsbehandling/?fbclid=IwAR34ZjBTB0MFGfGm78BIS6-Y7N5YwvFwtydJd_Iadsuu12iCmxXZivxcp6I

Undskyld på det danske folks vegne, Dar Salim, at vi ikke gav dig de samme gyldne muligheder du ville have haft i.... Irak.

Det skal nok blive bedre i fremtiden, med kvoter og hele pivtøjet.