Snak

Udo burde dukke op i næsten alle film. En slags skuespillets svar på Wilhelmskriget.

Flot tapet, jovist.

Men også et slags Mondrian/de Stijl-glastag som splintres.

Det er nu flot.

Uden at de skal sammenlignes, for intet kan eller bør nogensinde sammenlignes med Argento, så er Gaudagninos forsøg på Suspiria fra 2018 også en ganske fin film.

Den er dog godt og vel 20-25 minutter for lang, men jeg synes han rammer det underliggende ubehag ret godt, og den formåede i hvert fald ualmindeligt effektivt at tvinge sid adgang til min stakkels psyke, og gav mig en rimelig konstant følelse af at hver eneste scene kunne ende grueligt galt.

Den kan ses på Prime Video eller Filmstriben, hvis man lige har 2½ time til lidt psykologisk ubehag.

Det vildeste i Suspiria (Argento) foregår ikke engang i heksehuset, men i begyndelsen, hvor Jessica Harper skal finde en taxi i lufthavnen. Tal om overstyret brug af Goblin samt vindmaskine.

Ja, det er en stor personlig favorit af mange grunde. Eksistentielt, politisk. Kampen mod at lade sig styre af angsten. Anvendelsen af underbevidstheden (det hun hørte men ikke registrerede bevidst) til at løse livets gåde. At hun må klare tingene selv - fra kufferten i lufthavnen og rest af filmen. Analogien til retsopgøret efter anden verdenskrig. Farverne.

Men har man set De Palmas første rigtige spillefilm, Murder a la Mod, så vil man grine over slutningen.

Tarantinos podcast er en blandet fornøjelse, men stadig værd at sample. Et af de første afsnit handlede om Dressed to kill og De Palmas giallo-inspirationer generelt.

Læs hans bog, Cinema Speculations. Er stadig fanget i den.

Kan ikke med ham på skrift.

Men en interessant (positiv) anmeldelse her fra David Bordwell, som ellers har et noget andet perspektiv på film.

http://www.davidbordwell.net/blog/2022/11/21/tarantino-and-the-criticism-of-enthusiasm/

Fair nok, og linket gengiver hovedsynspunkterne. Men det er en vigtig analyse, fordi Tarantino jo opfattes som meget venstreorienteret men faktisk forsvarer både Ford og Dirty Harry ud fra en genrebetragtning og angriber artsy folk som Altman for at være for politiserende. QT mener Taxi Driver reelt er en genindspilning af The Searchers.

Jeg synes jo på en måde vi står i samme dilemma i dag, hvor tidens herskende strømninger ønsker genrene nedbrudt og udvandet fordi de krænker.


"Central to those commitments is the idea of genre. In one of the richest essays in the book, Tarantino suggests that what follows Sarris’s period survey is a new Hollywood, which has two phases. In the first, Penn, Altman, and other filmmakers commit to criticize classic genres, pointing out their political and racial biases. The second phase consists of directors like Spielberg, Lucas, and De Palma who love genres and want to update and strengthen them, or to invent new ones, like the “Revengeamatic.” Tarantino appreciates both trends, but his sympathy lies with the second one. He praises some older genre directors like Don Siegel and is especially sensitive to New Hollywood filmmakers who either worked to update genres (Tobe Hooper) or balanced indulgence in the genre with some critique of it (Taxi Driver, Hardcore)."

Jeg ved nu ikke, om han forsvarer Ford. Men hvis han har et problem med ham er det ikke så meget "politisk" (det var nok mest opportunisme at han kritiserede ham på det grundlag i sin tid, da Django Unchained var aktuel). Han foretrækker bare film fra ca. 1965-1980. :)