Snak

Jeg så Scorseses gennembrud Mean Streets i går og den formår på en eller anden måde at krybe ind under huden på mig.

Jeg har ikke Spotify, så sidder og forsøger at genskabe soundtracket - og hvor er det dog også sindssygt godt!

Fra The Shirelles over Di Stefano til Ray Barretto

The night we met ...

Ja, enig, så den første gang for et år siden.

En god ven af mig skrev dette om den.

Mine gader

Skyld og skyldnere

Martin Scorseses gennembrud, New Yorker-dramaet Mean Streets fra 1973 med Harvey Keitel og Robert De Niro blev nyskabende. Det er en ensemblefilm blandt gangstere, og den har i høj grad inspireret Quentin Tarantino, Refn mv. Filmen selv er inspireret ikke kun af hårdkogte tidlige amerikanske gangsterfilm med James Cagney men i lige så høj grad af franske nybølgefilm som Åndeløs. Movie brats som Scorsese var jo film geeks. Det er håndholdt mesterfotografi, dogmeagtig hverdag blandt gangstere, jump cuts og med Scorseses klassiske tracking shots.

Filmen er i virkeligheden et karakterstudie af Charlie Cappa (Keitel) og Johnny Boy (De Niro). Gangstere uden andre våben end næver og de rigtige forbindelser. De Niro, den yngre, mere crazy type, der låner penge han selvfølgelig aldrig betaler tilbage, er som skabt ud af Belmondos vilde og maladjusted karakter i f.eks. Åndeløs. Et løsgående missil af alle id’ets sider, hvis karriere må være kort, men også umiddelbar og naturlig. Rollen er perfekt castet og spillet med al den sympati der kan indlægges i sådanne natural born criminals typer, men det er ikke filmens hovedrolle.

Scorsese selv var vokset op i Little Italy efter katolske principper. Ideen om skyld, åget, var allestedsnærværende i hvad man foretog sig, og Scorsese skaber i Charlie en karakter bestående af lige dele af denne nagende skyld og steet wise gangster, lidt mere moden end De Niro. Menneskeligheden i ham er hans fatale opvækst og forgæves kamp mod den. I filmen er han endog hjemmeboende. Det er ikke svært at se analogien til Al Pacinos samtidige Michael fra Godfather i den overjeg-plagede gangster, der har for meget idealisme, korrekthed og helgen til at fungere i det barske gadeliv, der ikke kan sættes på formler.

Charlie beskytter Johnny fra kreditorer og truende overfald, men i virkeligheden udnytter han ham til sine egne små street forretninger og et kærlighedsløst forhold til hans kusine Teresa, og han vil moralisere over og manipulere ham, selvom Johnny stoler på ham. Den skyldplagede tilbageholdende religiøse idealist for hvem andre mennesker er brikker i et spil. Portrættet er som antydet angiveligt selvbiografisk et langt stykke ad vejen. Hans mors pigenavn var Cappa.

Scorsese krydrer det desuden med stilskabende brug af filmklip fra sin egen inspirations filmskattekiste, The Seachers, Tomb Of Ligeia, The Big Heat, brug af pop- og rockmusik og lipsync-sange og mange andre ting der skabte skole for andre instruktører primært Tarantino. Gangstere slapper således bedst af efter konfrontationer og slagsmål med en tur i biffen.

Nøglescenen hvor Charlie og Johnny har søgt tilflugt på en kirkegård men spotter en fest oppe i en nærliggende lejlighed. Men de afholder sig. Heri ligger deres verdensopfattelse, en drift mod skyld og død (Ligeia) fremfor et liv med glæde, musik og kærlighed. Charlie har en drøm om at åbne sit eget sted med hans skjulte kærlighed, den sorte Diane, men tør ikke at virkeliggøre den af angst for hvad det italienske miljø vil tænke. Overjeget der dræbte.

Slutscenen er ikonisk, åben og alligevel lukket. Vor tre hovedpersoner anskudt men i live. Livet er en kugle der ikke udfrier. Affyret af Scorsese selv i en cameo. Charlie, egoisten, kun ramt i hånden, men stigmatiseret som det store idol. Det sidste billede er Scorseses mor i en cameo der lukker skoddene. Alt starter i hjemmet. Gaderne er måske rå hos Scorsese, men kun mennesker er rigtigt mean.

Hed din gode ven Kurt Thyboe?

Hæ, nej.

Filmen selv er inspireret ikke kun af hårdkogte tidlige amerikanske gangsterfilm med James Cagney men i lige så høj grad af franske nybølgefilm som Åndeløs.

Og af Fellinis Dagdriverne (I Vitelloni), om en gruppe forvoksede teenagere i provinsbyen Rimini. Det morer mig altid, at George Lucas lavede American Graffiti og Scorsese Mean Streets, begge inspirerede af den film. Forskelligt temperament og ret forskellige miljøer de voksede op i. Samme glæde ved jukebokse.

Jeg må også se Mean Streets igen på et tidspunkt, nu hvor den er kommet på 4k bluray

Hvad godt kommer der egentlig ud af det?

Nå, for at vende tilbage til soundtracket mangler ‘O Marenariello’ som på et tidspunkt delvist bliver spillet.

Giuseppe di Stefano (ikke fodboldspilleren) sang sig ret hurtigt ned, men jeg synes faktisk, at hans bidrag med de neapolitanske og sicilianske sange her er respektabelt.

Særligt ‘Addio sogni di gloria’ indrammer filmens stemning ret godt.

https://youtu.be/qL4HuUUenoQ?si=kaIs5QawLUnlw3Rz

Hvad der kommer ud af 4k/UHD? Bedre farver, gengivelse af film grain osv. Men generelt kan almindelig bluray (og 2k stream) være næsten lige så godt. Det afhænger også af filmen, samt hvem der står for at producere disken. Mange af 4k-udgivelserne er der kælet for, fordi man er kommet længere teknologisk, og fordi kundegruppen for fysiske medier nu til dags er snævrere og mere nørdet. Særligt i de tidlige bluray-dage blev der slået nogle ordentlige skæverter, enten ved overdreven DNR/retouchering eller ved at man brugte gamle/forældede scanninger af 35mm-strimlerne til den digitale master, de samme man havde brugt til de mindre "afslørende" DVD´er.

Den nye American Graffiti 4k skulle være noget af en katastrofe, btw. Dvs den er noise reduced, så det ligner, filmen blev skudt med et digitalkamera. Men Lucas har jo ry for den slags tinkering. Hvilket er pudsigt, da hans film netop er fetichistiske nostalgi-trip.

Det lyder som et kassettebånd med Dolby B.

Ja, det kan sikkert godt sammenlignes, selvom vi med filmen har at gøre med digital (og grafisk) støj.

Du kan egentlig også sammenligne med auto-tuning (udført på en ældre analog optagelse).

Jeg kender ikke så meget til processen, når det gælder lyd, men CD´er havde måske fra begyndelsen tilstrækkelig stor båndbredde til at gengive analoge lydoptagelser troværdigt, og måske er processen med at overføre den analoge optagelse (fra 8-sporsbånd eller hvad standarden nu var) til en digital master mindre kompliceret.