Snak

ADVARSEL: UTALLIGE "INTO THE WILD" SPOILERS FREM TIL SIDE 198
Helt på linje med Amorbavianen.

Hvorfor skal hovedpersonen leve sit liv for andres skyld? At han ikke holder kontakten til sin familie er vel et nødvendigt onde, for at han kan hengive sig helt til naturen og sig selv.

Det er ikke muligt for ham at holde kontakten til den materielle verden, personificeret i sine forældre, hvis han skal opnå at blive ét med naturen og finde sig selv. Det er A eller B, og han træffer det modige valg.

*Endnu en spoiler*

Psykisk syg eller ej, han følger sine instinkter og står fast ved dem, selv om det betyder det ultimative offer. Han føler sig utilpas når han skal leve i vores samfund, så han vælger at dø hvor han føler sig hjemme, fremfor at leve hvor han føler sig som en fremmed. Det kræver sgu nogle gevaldige sten.

Jeg synes desuden, at scenen hvor han vil ringe til sin søster, men vælger at give pengene til den gamle er overflødig, og desværre tager lidt af historien, idet man partout skal skildre, at han altså ikke er så egoistisk. Det havde været modigt, hvis man havde udeladt scenen, og turdet lade seeren forstå, at selvom han formentlig har haft lyst til at lade sin søster vide, hvordan han havde det, så valgte han ikke at tage kontakt.

Helt enig, Cheech.

Derudover, som søsteren så kækt bemærker, så ændrer forældrene sig fuldstændig; man får ondt af dem efterhånden, men sådan var de jo altså ikke, da han tog afsted. Det er afgørende.

For ham havde forældrene aldrig bragt ret meget andet end sorg med deres løgne og ensidige fokus på det materielle.

Jeg har svært ved at se, at han skulle blive i det bur, han følte det var, for nogens skyld, som blot havde ageret møllehjul om halsen på ham.

Det er da om noget misforstået loyalitet.

"Det kræver sgu nogle gevaldige sten. "

nej det kræver en psykisk sygdom.

Hans forældre har da aldrig gjort ham ondt, og man har sgu da et ansvar, som søn, overfor sine forældre. Det er svært at forstå hvorfor i glorificerer denne egoisme som noget der er sejt, kræver nosser og grundlæggende er i orden.

Det er jo det samme med selvmord. Findes der noget mere egoistisk? Det kræver måske også nosser, men ændrer ikke på at det er egoistisk og ikke i orden.

"Det er jo det samme med selvmord. Findes der noget mere egoistisk? Det kræver måske også nosser, men ændrer ikke på at det er egoistisk og ikke i orden. "

Respekt for den holdning, det tilfører så meget sorg/skyld hos de pågældende, som var denne person tæt. Så er der nogen der muligvis vil sige, at man kan komme så langt ude, at disse tanker slet ikke forekommer, men på et eller andet niveua må det være tilfældet.

Sir, igen kan du vende den om. Er foraeldrene ikke ogsaa egoistiske i og med de vil udleve deres idealer igennem soennen?
Og nej de har ikke gjort ham ondt...fysisk...men psykisk.

Men den her diskussion er et godt tegn paa fundamentale forskelle paa os som individer.

Cheech, jeg er tilbeojelig til at give dig ret mht. scenen i telefonboksen. Jeg haabede paa at han ville ringe til soesteren. Hun virker som en god person og hun ville fortjene det. Enig at det er unoedvendigt at udpensle dette for man kan godt maerke at han ikke har glemt hende. Alligevel blev jeg roert af at han hjalp manden, der var i en "kaerlighedskrise" og han dermed gav ham en anden chance. Det kan vaere han taenkte at han ringer da bare til hende en anden gang.

Og en lille rettelse: han vaelger ikke at kradse af derude, han er rimelig uheldig, for han havde jo besluttet sig for at drage tilbage.

Nu skal det for god ordens skyld siges, at jeg ikke har læst noget om hovedpersonen på nettet. Min holdning til ham er udelukkende baseret på filmen.

Når det så er sagt, så synes jeg ikke nødvendigvis, at han forældre er slemme mennesker. De HAR dog gjort ham ondt, ved at lade ham vokse op i et hjem med vold, løgne og ét samlingspunkt: penge.
Selvfølgelig har man et ansvar overfor sin familie, men hvis det ansvar kolliderer med ens egen lykke og overbevisning, hvad skal man så vælge? Skal man leve videre i en verden man hader, blot for at tækkes nogle mennesker man mener har grundliggende forkerte værdier?

Situationen kan desuden ikke sammenlignes med selvmord, da vi ikke får nogen som helst indikation på, at han planlægger at dø i vildmarken. Det vælger han til slut, og så er vi tilbage ved spørgsmålet, om man skal leve sit liv for andre mennesker og på deres præmisser. Det mener jeg ikke man skal.

Hvis man gør sig den ulejlighed at læse om hovedpersonen, fra folk der har gået i skole med ham, kan man læse om hvordan han var en psykisk syg enspænder, som filmen fremstiller "for godt". Jeg mener det er malplaceret at sige at forældrene har gjort ham ondt psykisk, for vi har jo at gøre med en person der er psykisk syg, og det er jo ikke forældrenes skyld.

"a vi ikke får nogen som helst indikation på, at han planlægger at dø i vildmarken. "

Gør vi ikke? Jeg tror havde bestemt sig for at dø derude.. Desuden kan det da sagtens sammenlignes med selvmord, måske endda værre. Du stikker af og lader din familie leve i uvished. Ingen ved om du er død eller levende. Det er da vel nærmest værre!

Desuden er de sgu da ikke at leve på andres præmisser, at sige man er ok... Er man bare en smule anstændig ved man da at man har et ansvar over for dem der holder af en. Derfor behøver man da ikke at leve på andres præmisser. Måske er ens egne præmisser bare ikke i orden! Har du overvejet det?

for vi har jo at gøre med en person der er psykisk syg, og det er jo ikke forældrenes skyld.

Det kan da godt vaere at de har haft deres indflydelse paa den "sygdom".
Nej, jeg har ikke laest den bog, men umiddelbart kan det taenkes at hans "kammerater" klart saa ham som en enspaender i og med at han var anderledes, uden for consensus om du vil. Saa er man automatisk psykisk syg eller unormal. Der behoeves ikke diagnoese. Saadan fungerer samfundet.

FYI: foraeldre kan godt goere ondt psykisk paa deres boern, og det tror jeg da ogsaa at du er klar over.

@ Sir_Cumsized:
”Det er jo det samme med selvmord. Findes der noget mere egoistisk? Det kræver måske også nosser, men ændrer ikke på at det er egoistisk og ikke i orden.”


Sådan! Det er nemlig fuldstændig korrekt, og især hvis man absolut skal inddrage andre i det. Kendte selv én, der blev så depressiv, at hun til sidst begik selvmord. Men hun gjorde det ved at springe ud foran toget. Så er det bare, jeg siger: den stakkels loko-fører!


”Hvis man gør sig den ulejlighed at læse om hovedpersonen, fra folk der har gået i skole med ham, kan man læse om hvordan han var en psykisk syg enspænder, som filmen fremstiller "for godt". Jeg mener det er malplaceret at sige at forældrene har gjort ham ondt psykisk, for vi har jo at gøre med en person der er psykisk syg, og det er jo ikke forældrenes skyld.”


Nu kan man sagtens blive psykisk syg af sine omgivelser, sine forældre eller sit miljø. Det er ikke nødvendigvis noget, man er født med. Men nogen er skam, det er rigtigt nok.