Snak

Er jeg helt galt paa den hvis min yndlingswestern er Butch Cassidy og Sundance Kid?
Det er dog maaske et levn fra barndommen...ved ikke meget om westernfilm, men elskede dem som lille..

"Unforgiven fotæller da bestemt (også) en anden historie end de tidlige westerns, men skønmaleriet af livet på prærien blev jo ret hurtigt afsluttet og eksempelvis ikke dyrket af John Ford i særlig stort omfang."

Vi er vel bare uenige, om hvad en klassisk western er... Nu går westerngenren helt tilbage til 1910erne, men i 1920erne får westernfilmenet mere episk og velproduceret udtryk bl.a. via James Crazes The Covered Wagon fra 1923. Det er også i 1920erne, John Ford begynder sin instruktion af westernfilm med højdepunktet The Iron Horse fra 1924.

I John Fords The Searchers (1956) er protagonisten imidlertid meget kompleks og tvetydig, så Ford lavede bestemt også Westerns, der ikke passer fuldstændig på den klassiske westernskabelon (dermed ikke sagt, at den er en antiwestern). Men han lavede altså en del low-budget westerns især i 20erne, så det var ikke relativt hurtigt, han påbegyndte de mere komplekse fortællinger.

Men hvorfor flere Western-film efter krigen begynder at blive mere komplekse og tvetydige, er der nok mange grunde til... Men jeg vil mene, at den klassiske western bliver grundlagt før krigen og i denne tid også har sit/sin reneste og mest klassiske udtryk og komposition.

Klassiske westerns er vel alt andet lige westerns fra genrens glansperiode og det var jo noget senere end 20´erne.

http://www.amazon.com/best-western-movies-DVD/lm/1...

Sådan en liste fortæller det vel også meget godt, idet det vel er meningsløst at der skulle være så mange ikke-klassiske westerns på toplisten.

"Klassiske westerns er vel alt andet lige westerns fra genrens glansperiode og det var jo noget senere end 20´erne."

Hvorfor er 20erne og 30erne ikke westernfilmens glansperiode (i 40erne blev der vist ikke lavet så mange)?

Klassiske westerns er for mig først og fremmest Howard Hawks´ og John Fords Hollywood golden era film.

Btw, jeg skulle selvfølgelig have skrevet frem til (men ikke med) Liberty Valance ovenfor.

Men det er nu også mere Clintens alternative vinkel på mandens egne tidligere film, jeg hæfter mig ved i Unforgiven.

Fribytter, ser man på boxoffice og andre ting, så er det formentlig slut 40´erne 50´erne der er guldalderen med blandt andet kavalleri-trilogien som højdepunktet.

Det er jo bare et problem, hvis box-office udelukkende på den måde skulle definere en genre, og dermed hvad der er klassisk i en genrekontekst.

Hvis box-office-argumentet viser, at der er markant forskel på præ- og postkrigswesternfilm, så betyder det jo ikke, at der ikke har været westernklassikere før krigen - det siger sig selv. Westerngenren var jo etableret og populær allerede inden krigen, så det handler ikke om en filmtype, der stadig ledte efter et udtryk og en form eller for den sags skyld et folkeligt gennembrud - omend der fra 20erne til 40-50erne skete nogle teknologiske ting med filmmediet.

Og desuden så oplevede biograferne generelt rundt om en stigning ved box-office i slut 50erne og 60erne, men det skyldtes i lige så høj grad, at der var nye markedsandele at få fat på især i kraft af teenageren. Derefter oplevede biograferne et stadig tiltagende fald begyndende allerede i 60erne ved boxoffice pga. TV´et, senere video og DVD. Pga. denne nedgang opstod et nyt begreb blockbusters, som primært defineres udfra graden af succes ved box-office og forventningen herom.

Så box-office kan være lidt tricky at bruge som sammenligningsgrundlag over længere tid. Og desuden kan box-office ikke udelukkende bruges som parameter for, om en given film er en klassiker eller ej. Filmens egne kvaliteter må også have noget at skulle sige - og jeg er mere tilhænger af det sidste end det første, omend det selvfølgelig er vanskeligt at tale om genrekonventioner og glansperiode, hvis en filmtype først lang tid efter, end man daterer glansperioden til, får en folkelig gennemslagskraft og udbredelse. Men det er ikke tilfældet med westerngenren.

Det kan dog sagtens forsvares at betegne eks. The Searchers som en westernklassiker (imo), da den i høj grad benytter en række westernkonventioner (og så måske tilføjer lidt mere til genren) - men mener ikke det er så ligetil som ved Stagecoach. Hvis jeg har givet udtryk for andet, så er det en lodret fejl fra min side. Så rigidt forstår jeg heller ikke genrebegrebet eller det klassiske.

Men når nu Unforgiven, næsten iscenesætter westernkonventioner som uholdbare holdt op imod eks. Fords brug af dem til at understøtte sin nybyggeroptimisme, så mener jeg, at klassisk western er at ramme ved siden af, da Unforgiven oppositionerer sig til det værdigrundlag eller det håb, som karakteriserede eks. Fords optimisme - og jeg vil stadig fastholde, at man får det reneste indtryk af westernklassikeren, hvis man ser på prækrigswesternfilm, idet nybyggeroptimismen her er tydeligst.

Og samtidig synes jeg, sådan som jeg husker Unforgiven, at filmen på en måde markerer den klassiske westerns endeligt (som Pibe også er lidt inde på). Der er en eller anden bevidsthed om, at den naivitet og godtroenhed, som kendetegner de klassiske westerns nybyggeroptimisme, ikke er mulig at realisere i en moderne verden. Det er selvfølgelig i høj grad et tolkningsspørgsmål. Og det er da også derfor, at Unforgiven kunne være et genkig værd...

Nå en lang smøre. Nu kvitter jeg bold.dk for en stund.

Igen vil jeg anbefale dig at se "True Grit" og "Sons of Katie Elder".

Jeg troede vi talte om western genrens guldalder og her er boxoffice bestemt et relevant synspunkt.

At Unforgiven skulle være den klassiske westerns endeligt kan kun være gangbart, hvis man glemmer Costners "Dances with wolves"

I forhold til den er Unforgiven væsentlig mere konventionel og fremdrager mindelser om Wayens oscarperformance True Grit. Hævnmotivet er her ret bærende. Og det opløftende er til at overse i slutningen.

Hvorom alt er så er det ikke afgørende for mig at kunne kategorisere Unforgiven udelukkende som en westernklassiker, hvilket også fremgår oprindeligt, da jeg også vil henføre den til selvtægtsfilmsgenren.


Man of the West med Gary Cooper har også mange lighedspunkter med Unforgiven.

Razz, nu har jeg læst lidt med og jeg er i særdeleshed enig med dig. Dog er en egentlig guldalder svær at stadfæste, da der nok mere har været tale om to perioder frem for én.

I perioden efter 1. Verdenskrig til en godt stykke op i trediverne (selv ´Gone With the Wind´ kan klassificeres som en western) oplevede man i perioder, at 50% af Hollywood-produktionerne var med hest og lasso (til et sulten og ikke særlig kritisk publikum - de såkaldte Matinés) . At filmene ofte var af tvivlsom karakter er en anden sag, faktum er dog at på intet tidspunkt har westerngenren domineret så meget som i mellemkrigsårene.
Nok er stjerner som Rudolf Valentino (den først Lawrence of Arabia) og Douglas Fairbanks ikke kendte i dag, men den gang såkaldte talkies var et nyt fænomen blev alle kvinder våde i trussen ved synet af dem med blød hat og en Smith & Wesson.

Perioden efter 2. Verdenskrig og frem til midt-tresserne var kvalitativt langt bedre, no doubt about that, bl.a. pga. de film du nævner, men perioden i filmens barndom var om nogen Westerngenrens første guldalder.