Snak

Det personlige hævnmotiv i The Unforgiven er jo kun i de sidste 10-15 min af filmen efter Ned´s død.

Indtil da, er det jo blot det pengemotivet som får Clinten & Co til at slå ihjel...

Dette gør at jeg har svært ved at kunne sætte den ind i samme kategori som Dirty Harry og i særdeleshed En mand ser rødt filmene.

"Perioden efter 2. Verdenskrig og frem til midt-tresserne var kvalitativt langt bedre, no doubt about that, bl.a. pga. de film du nævner, men perioden i filmens barndom var om nogen Westerngenrens første guldalder. "

Og endelig kommer Leone, med sine anti-helte, og giver fortidens westerns klø. Vi bukker og takker.

Undskyld jeg afbryder cowboyder-snakken.
Men jeg har lyst til at dele med jer, at jeg i fredags så hele to gode film i biografen.
Jeg lagde ud med "In Bruges", som er en gangsterkomedie, som er virkeligt sjov. Stilmæssigt halter den lidt mod slutningen, og det underliggende alvorlige tema bliver behandlet lettere utroværdigt, men jeg synes nu alligevel, at den er meget anbefalelsesværdig. Mest fordi den er meget morsom.

Derefter så jeg "musicalen" Once, som ikke handler om meget andet end to musikere, der møder hinanden og finder ud af, at de supplerer hinanden fint. De laver så en indspilning, som lyder pissegodt.
Det er altså ikke det store episke drama, men det gør egentlig ikke noget.
Det, som gør den virkeligt god, er, at den for det første er helt illoyal overfor musical-genren. Der er ingen græske olivenbønder, der pludselig bryder ud i sang og stramt koreograferet dans. Kun meget få steder hører man instrumenter, der ikke bliver spillet på "live". Når der spilles og synges, så er det skuespillerne, der spiller og synger. Og det er de dæleme gode til.
Skuespillet er hverdagsagtigt og efter min mening ret så troværdigt og gør, at de små trivielle situationer, som filmen er spækket med, bliver følelsesmæssigt slagkraftige.

Og så er musikken ret så fed. Den er skrevet af de to hovedrolleindehavere. Den mandlige af dem er i øvrigt ham, der spillede guitaristen i "The Commitments".

Det næste her bliver en smule banalt og langtrukkent, men unødvendige misforståelser lader til i længden at trække tråden mere i langdrag.

Nu har jeg ikke påstået, at 30erne var westernfilmens glansperiode, men argumenteret for, at box-office successer efter krigen ikke diskvalificerer klassikerstatus til førkrigswesternfilm – blot fordi de muligvis var mere populære, idet populariteten allerede var til at få øje på. Jeg mener – for at eksplicitere – at box-office-succes, når det kommer til westernfilmklassikere, ikke udelukkende kan kvalificere en film til at være klassikere, men at man må fokusere på nogle rent filmiske egenskaber udover populariteten.

” Perioden efter 2. Verdenskrig og frem til midt-tresserne var kvalitativt langt bedre, no doubt about that, bl.a. pga. de film du nævner, men perioden i filmens barndom var om nogen Westerngenrens første guldalder.”

Som DMC er inde på, behøver en populær film ikke være god kvalitet. Derfor skal en klassisk westernfilm selvf. også indeholde filmiske kvaliteter (altså forstået som det håndværksmæssige ved udtrykket og narrative komposition).

Popularitet og kvalitet er bare ikke nok til genrebestemme en film. Der må også være specifikke stillistiske og narrative mønstre, der rækker udover den enkelte film – og som også går igen i upopulære og kvalitetsmæssige dårlige film. Men gode og populære film, der opfylder visse stillistiske og narrative krav, kan kun opnå betegnelsen en klassisk western. Det tror jeg sådan set ikke, vi er uenige om.

Grunden til, at jeg så mener, at man skal tilbage til før krigen for at afgøre om Unforgiven er en KLASSISK western, er at nybyggeroptimismen, som jeg jo så forudsætter er centralt for genren, her er klart fremtrædende i sin reneste form – dermed ikke sagt, at den ikke findes i andre senere film (snarere tværtimod), for der er da klart mange og vel sådan set en overvægt af klassikere efter krigen – jeg har faktisk ikke påstået det modsatte noget steds.

Nybyggeroptimismen har jeg så svært ved at se skulle gøre sig gældende i Unforgiven – nærmere det stik modsatte, hvorfor jeg mener, at den måske på den baggrund har nogle sammenligningspunkter med anti-western film som eks. Altmans film. Men den er stadig i et eller andet omfang en western – jeg mener bare, at klassisk western er at skyde ved siden af.

Men det kan jeg forstå, at du, Razz, er uenig i. Så du må jo mene, at en westernklassiker sagtens kan være direkte kritisk overfor nybyggeroptimismen eller at Unforgiven ikke er kritisk overfor nybyggeroptimismen. Det er vi så uenige om, så skal vi ikke lade den ligge der?

Kaffe: Fedt du har set Once, jeg har alt for længe overvejet at se den, og nu ryger den sikkert snart af plakaten. Godt at høre du kunne lide den.

Nu er der vel forskel på klassiker og guldalder.

Når jeg mener, at en klassisk western er andet end 20´erne og 30´ernes 5 dages produktioner, så skyldes det at netop de Ford film jeg nævner om nogen tegner genren.

Nybyggerromantismen er jo ikke den eneste ingrediens i en western og i mine øjne heller ikke en fundamental ingrediens.

"Nu er der vel forskel på klassiker og guldalder."

Bestemt.

"Når jeg mener, at en klassisk western er andet end 20´erne og 30´ernes 5 dages produktioner, så skyldes det at netop de Ford film jeg nævner om nogen tegner genren."

Men blandt 20ernes og 30ernes film, var der også westerns, som netop udmærkede sig ved høj kvalitet i kraft af ikke at være billige produktioner (bl.a. de Ford film, jeg har nævnt) - omend der var mest skrammel. Og så var der uafhængig af kvaliteten også genretræk, som kan være relevante i en genrediskussion. Men der er da klart flere nævneværdige westerns efter krigen.

"Nybyggerromantismen er jo ikke den eneste ingrediens i en western"...

Nej det er den ikke.

"... og i mine øjne heller ikke en fundamental ingrediens..."

Nej. Det må vel være det, vi er uenige om, så. Jeg kan blot fastholde, at jeg finder det svært at klassificere Unforgiven som en klassisk western, når jeg oplever den som stærk kritisk over for nybyggeroptimisme/nybyggerromantisme - og som Pibe vist betegnede som et slags revisionistisk favntag på genren. Det kritiske sammen med måden, det gøres på, er ikke lig en klassisk western i min bog.

Og jeg vil gerne medgive, at nybyggeroptimismen ikke er et fundamentalt træk (jeg skrev vist også kun centralt), men når en film er direkte kritisk overfor et ellers udpræget westernkarakteristika (som det stadig er efter min mening), så har jeg svært ved at se den som en klassiker, idet den på den måde opnår en eller anden form for distance til genren og derfor indirekte kommenterer den. Det er atypisk for en westernklassiker imo.

Men det er jo bare min opfattelse, og du har ganske givet en anden oplevelse i forbindelse med Unforgiven.
______________________________________

En ikke-klassiker men rigtig god (anti)western, som jeg tidligere har nævnt, er McCabe & Mrs. Miller af Robert Altman med fantastisk musik af Leonard Cohen (det har jeg ikke nævnt). Kan kun anbefales herfra.

Ikke, at vi skal ende med konsensus, men så kan vi vel enes om at Unforgiven indeholder klassiske westerntemaer såsom den ensomme mand med en fortid som ingen helt kender, men som vi ved ikke er rosenrød og hans forsøg på at skubbe den i baggrunden, da han eller nogen nær ham udsættes for noget ekstremt.

PS. Jeg får helt lyst til at se westerns efter denne snak. Det er ellers noget tid siden.

Jo det kan vi - sådan nogenlunde da.

Jeg får også helt lyst til at se en Ford, men har kun spaghetti liggende pt..

@Sværdfisk

Den går i Grand oktober ud. Gå nu ind og se den.