Snak

Jeg brød mig aldrig om den (Italian Job), jeg synes ikke den nåede at blive særlig spændende. Og jo, den havde gode skuespillere med, men det var bare ikke nok. Har aldrig set den originale, har hørt den skulle være ret banebrydende med hensyn til biljagter, blandt andet. Derudover var jeg også ret skuffet over Ed Nortons rolle i den. Han spiller jo decideret den samme rolle som i The Score.

Nu er det jo ikke stor filmkunst, men for genren synes jeg, at det var velfungerende + Charlize Theron ikke ligefrem er belastende at se på

Jeg er enig med Razz. The Italian Job er klasse - og vel også lidt bedre end Oceans 11?

Hvorom alting er, nogle man skal holde øje med for tiden er koreanerne. De laver nogle rigtig solide film. Kim Ki-duk og Park Chan-Wook er to jeg kan komme i tanke om lige nu. Jeg har ikke set hele Parks hævntrilogi, men jeg kan klart anbefale de to første, Sympathy For Mr Vengeance og Oldboy. To virkelig fede, kompromisløse film.

Lady Vengeance er også rigtig god, omend nok den svageste i trilogien.

Kim Ki-duks ´Forår, sommer, vinter og sommer´ og ´Tomme huse´ er begge betagende smukke (selvom de nok er lige lovlig alternative for de flestes smag.)

Hvor er du intellektuel af en Barcelonafan at være...

Har set De fire årstider og den var ganske smuk, omend biljagterne ikke ligefrem stod i kø

the italien job er en af min favoritter... Synes det er kanon god underholdning uden alt for meget bøvl.

Jeg har lige bestilt RAN fra 1985. Nogen der har set? Jeg er dog også lidt af en sucker for japanske film.

mht Match Point minder den ret meget om Closer, en film jeg også er temmelig glad for...

Inarritus seneste film - som er enden på en slags trilogi af kollektivfilm (Amorres Perros, 21 Grams...) - indbragte ham fornylig prisen som bedste instruktør ved festivalos i Cannes.

Bo Green Jensen rapporterer søvnigt i WA 2.-8. Juni:


[...]NÅR det kommer til stykket, var årets bedste film hverken Volver, Indigènes, Flandres eller The Wind that Shakes the Barley. Det var Alejandro Gonzalez Iñarritus Babel, som modtog prisen for bedste instruktion. Iñarritu (f. 1963), der sammen med Carlos Reygadas repræsenterer det ypperste i den yngste generation af mexicanske filmskabere, dannede øjeblikkelig skole med de kronologisk ombrudte historier i Amores Perres (2000, da. Love’s a Bitch). Her blev en trafikulykke omdrejningspunkt for tre sammenløbende spor.

Fra Susanne Bier til Tom Tykwer tog en generation af instruktører filmen til sig og gjorde noget lignende. Iñarritu, som selv var inspireret af Tarantinos kronologiske sløjfer i Reservoir Dogs og Pulp Fiction, havde skrevet sin film i samarbejde med Guillermo Arriaga (f. 1958), som bærer på et stort socialt engagement og er en skarp kritiker af USA. Arriaga er også forfatteren bag Tommy Lee Jones’ instruktørdebut The Three Burials of Melquiades Estrada, en moderne western fra grænselandet mellem Texas og Mexico, som i fjor i Cannes fik guldpalmen for årets bedste manuskript.

Iñarritu og Arriaga forsatte deres samarbejde i 21 Grams, som blev vist i Venedig i 2003. Her konvergerer en række kronologiske spor i et pistolskud, som man først til slut kender baggrunden for. Filmens titel sigter til det vistnok videnskabelige faktum, at en menneskekrop i dødsøjeblikket taber 21 gram af sin vægt. Med metodespillere som Sean Penn, Naomi Watts og Benicio del Toro i bærende roller var filmen for intens til at være helt vellykket, men Iñarritu og Arriaga vidste nu, at de arbejdede på en trilogi.

Denne afsluttes med Babel, hvor hele verden søges inddraget i en stor fortælling om alle tings nåde. Et amerikansk ægtepar, spillet af Brad Pitt og Cate Blanchett, er i Mellemøsten for at finde hinanden igen. Imens tager den mexicanske hushjælp (Adriana Barraza) sig af parrets børn. Hun vil dog gerne være med til at fejre sin søns bryllup hjemme i Mexico. Samtidig, i Japan, forsøger en døvstum teenagepige at passe ind i kammeraternes verden. Det lykkes ikke særlig godt. Pigen er alene med sin far, og kriminalpolitet kommer flere gange og spørger til moderens død, som var et selvmord.

Endelig samles trådene, da to arabiske drenge eksperimenterer med en riffel, som deres far har købt af en handlende. Den ældste dreng kalder riflen defekt, fordi skuddet ikke, som lovet, kan ramme sit mål på en afstand af to kilometer. Hans lillebror, som er en bedre skytte, demonstrerer da våbnets formåen. Han affyrer riflen mod en turistbus, som nærmer sig nede på vejen. Skuddet rammer den amerikanske kvinde og udløser en diplomatisk konflikt, efterhånden som nyheden vokser sammen med terrorforskrækkelsen i den elektroniske pseudovirkelighed på CNN.

Mens kvinden ligger såret i Marokko, ringer manden hjem til Californien og siger, at hushjælpen ikke må gå til bryllup. Hun tager i stedet børnene med. De får kørelejlighed af hendes nevø (Gael Garcia Bernal), en karismatisk rod, som efter brylluppet går i panik, da bilen bliver standset af en aggressiv amerikansk grænsevagt. Det hele er en misforståelse, men børnene er i livsfare og kvindens tilværelse ligger i ruiner.

Det samme gør den japanske teenagers verden i Tokyo, hvor hun tager sit tøj af og ringer til den venligste af de politimænd, som spurgte til faderens våben. Imens, i Marokko, er det lokale politi ved at gennembanke manden, som solgte en riffel til drengenes far. Han bedyrer, at han fik våbnet foræret af en japaner. Også hér eskalerer misforståelsen. Da politiet åbner ild, griber den yngste dreng riflen og skyder tilbage. Som tilskuer forstår man ham.

Hos Iñarritu sidder man altid og venter på den næste ulykke, som bryder løs over filmens uskyldige hoveder. Man kan derfor have det forbehold, at hans film kommer tæt på at malke publikums sympati. På øverste etage i højhuset giver den japanske pige politiassistenten en seddel, som han først må læse nede på gaden. Den melankolske alenefar vender tilbage og bekræfter historien om riflen. Man har lyst til at slå de fascistiske amerikanske grænsevagter, som ikke vil lytte til hushjælpens version.

Mod slutningen af Babel, som varer to en halv time, sad jeg og tænkte, at når den japanske pige springer om lidt, vil man endelig have nok af Iñarritus kosmiske ironier. Men pigen springer ikke, og den amerikanske kvinde overlever. Den arabiske dreng og den mexicanske kvinde bliver derimod ofret til fortællingens gud og anskueliggør, så ingen kan tage fejl, at denne verdens udsatte grupper ikke vil arve Jorden og himlen. Babel er nok den mest sønderlemmende kritik af amerikanernes paranoide herrefolksmentalitet, som man har set på denne side af 1970. Ydermere føles kritikken velbegrundet.

Iñarritu siger om Babel, at den bogstaveligt grænseoverskridende film var sværere at realisere end Love’s A Bitch og 21 Grams, fordi han denne gang måtte jonglere med »fire appelsiner«, distinkte historier som skulle holdes i luften, før de fik lov at løbe sammen i en slutning, der som sædvanlig er kendt fra begyndelsen.

Tricket lykkes suverænt, og modsat de øvrige palmevindere, der alle sørger grundigt for, at ingen kan være i tvivl om budskabet, formår Babel som den bedste litteratur at sige flere ting på én gang. For eksempel bliver kritikken af Amerika aldrig formuleret, skønt den arbejder under hver scene. Højdepunkterne er fysiske og visuelle: det spraglede mexicanske bryllup, som ses i de benovede amerikanske børns perspektiv; stilheden i den japanske piges verden, som Iñarritu lader bryde af omgivelsernes øredøvende version. [...]