Nå, pharzon, vi må jo hellere få det overstået.
Vi var i Gloria her i lørdags hvor vi så "Lad den rette komme ind". Jeg har aldrig været i Gloria før, fandt jeg ud af. Det var egentlig rigtig hyggeligt, om end der lugtede lidt af lefty. Helt alvorligt. Sådan, folk der ikke går så meget op i, om den skjorte der bæres, er en man har har på for anden dag i træk. Ikke at de var snavsede, der var bare ikke en lugt af rent - hvilket lokalerne og den generelle hygiejne heller lagde op til. Det var i øvrigt sjovt at iagttage en gruppe af 5-6 personer i gymnasiealderen, der meget klart ville signalere afstandtagen med mainstream og samfundets gruppetænkning, og bl.a. lod det komme til udtryk i deres egen "tilfældige" påklædning, der dog tilfældigvis var helt ens for hele gruppen. Og så var stemningen tyk af den slags påtaget, intellektuel snobberi, hvor man i bedrevidenhed og selvtilfredshed går og bliver lidt utilfreds med det selv det mindste, andre finder på at gøre. Og det gav anledning til at forskellige grupper på skift kommenterede enten hinanden eller betjeningen (lefties kaffe var på et tidspunkt ikke klar, hvilket selvsagt var ved at skabe et totalt nedbrud i forsamlingen). Man kan da kun være glad for, at de ikke - som min kæreste - drak the, da denne smagte og stank af fisk(!). Det var nok blevet for gammelt. However, vi fik købt vores filmsupplies, og satte os ind i de ikke vildt komfortable stole. Det var dog en god (som i autentisk) oplevelse, at sætte sig ind i salen.
Efter lidt forfilm, gik "Lad den rette komme ind" i gang. Jeg synes egentlig hurtigt at den tager fart, hvilket jeg havde frygtet, at den ikke gjorde. Universet er godt opbygget. Tiden omkring slutningen af 70´erne og begyndelsen af 80´erne, har faktisk altid stået for mig, som en smule dystert eller "tungt". Af årsager jeg ikke er helt klar over - men jeg forbinder det med lidt trist fremtid og unge på knallerter ved grillbarer, lidt spinkle gutter med halvlangt og slasket hår, iført - ikke bevidst - slidte cowboybukser, tvivlsomme t-shirts og læderjakker. Og det univers, var godt gengivet af både typerne i filmen, samt det identitetsløse og åndsforladte boligkompleks, filmen tager udgangspunkt i. Rollen Oscar er helt fantastisk. Hvor spiller han (skuespilleren) dog godt. Jeg synes virkelig man kan fornemme hans ensomhed. Og sammenholdet (og samspillet) med Eli er ligeledes rigtig godt. Men det er så også det. For mit vedkommende i hvert fald. Alternativt er jeg bare ikke intellektuel nok, således at der er lag i filmen, jeg bare ikke har fanget. For den gående på det suveræne i plottet, den udtænkte slutning, overraskelserne osv., fangede jeg ikke. Er der noget jeg helt er gået glip af, ved den film? Det er en fin historie - og historie i historien - men skulle det virkelig være andet end det?