Snak

"Konceptet. Jeg kan godt lide den type film, hvor der er lidt historie som man kan "følge"."

Fed "genre". Det svarer lidt til, da Cutfather i primetime udtalte, at han kan godt kunne lide rap og sang.

"Konceptet. Jeg kan godt lide den type film, hvor der er lidt historie som man kan "følge"."

Fed "genre". Det svarer lidt til, da Cutfather i primetime udtalte, at han kan godt kunne lide rap og sang.

Hvad skal jeg ellers kalde det? Historie, som i skoleversionen. Ikke filmens historie. Det vil jeg kalde et plot - Om det er den rigtige betegnelse ved jeg ikke...

Journey to the Center of the Earth er ret Indiana Jones, dog på den lidt fesne Disney-facon. Jeg tror der er kommet en 2´er også. Er du fan af de gamle Jules Verne, bør man dog overveje det nøje, da det ellers er typisk Hollywood voldtægt.

Congo fra 1995 er en fin film med dræber-aber, som har lidt af den samme følelse. Her er det Kong Salomons Miner det går ud over, hvis jeg ikke husker galt. Jeg husker Delroy Lindo for en glimrende birolle.

Pirates of the Caribbean filmene slår lidt på den samme tromme med action og humor kombineret.

Fools Gold er også en mulighed hvis det skal ses med kæresten. I samme omgang skal Sahara næsten nævnes. Ikke store mesterværker, men hvis tjubang-action, rappe replikker og skjulte skatte er dit drug, kan du jo se på det.

Det er meget afhængig af humøret. For tiden må det godt være lidt let fordøjeligt fra tid til anden. Jeg har set Journey to the Center of the Earth - Det var ikke lige min kop te. Det samme kan egentlig siges om Pirates of the Caribbean serien.

De to andre vil jeg se, om jeg kan komme i kontakt med.

Plotdrevne film findes der mange af. Men hvorfor National Treasure skulle have et særlig fedt plot, har jeg svært ved at se. Men det er jo tildels et spørgsmål om smag.

EDIT: "historie" som i historiske film?

"Journey to the Center of the Earth er ret Indiana Jones, dog på den lidt fesne Disney-facon."

Hvilken dejlig underdrivelse, Bosse. Jeg røg forbi den på tv den anden dag og så den sidste tredjedel, i ren vantro. Den originale (sort/hvide) film er meget sød og bogen ligeså, hvis jeg husker korrekt fra barndomslæsningen.

Men den her udgave, med Brendan Frasier (som jo er notorisk medvirkende i nogle af de værste lortefilm), er simpelthen hysterisk dårlig - lige fra effekter til levering af replikker.

Plotdrevne film findes der mange af. Men hvorfor National Treasure skulle have et særlig fedt plot, har jeg svært ved at se. Men det er jo tildels et spørgsmål om smag.

Hvorfor svarer du på noget andet end jeg fortæller dig?

Jeg skriver netop intet om plottet i denne type film, men at jeg godt kan lide dem fordi de indeholder "historie".

Jeg har sikkert formuleret mig forkert, men vi taler om to forskellige ting.

Nu lavede jeg en edit før dit indlæg...

Men fair nok, jeg forstår nok bare ikke, hvad du mener med historie i skoleversionen, når det betegner en kvalitet i National Treasure.

Det var også primært en hentydning til Da Vinci Code, som Kaffe blev forarget over jeg kunne lide.

EDIT:

Men jeg synes da også der ligger lidt "historie" i National Treasure i form af de her amerikanske historie-klenodier, som så er poppet op med en lang række af konspirationsteori. Jeg ser nok bare platte film fra tid til anden, men jeg er OK underholdt, uden egentlig at have et forsvar af hvad jeg godt kan lide.

Illuminati? Hvilken skole gik du på?

Illuminati? Hvilken skole gik du på?

En god en :)

Men du skal jo ikke bilde mig ind, at der ikke er en snert af historieundervisning i Da Vinci Code. Det kan godt ske det hele er forkvaklet fordi der er konspiration, men der findes en hulens masse let tilgængelig kultur og historie i filmen også, så som de forskellige klenodier/kirker og lign. Jeg har aldrig sagt noget om, at det skal være historisk korrekt. Det behøver det ikke nødvendigvis at være, men i hvert fald en tolkning af noget historie.