Snak

Sandt! Men Gladiator kunne i den grad bruge lidt skævhed eller lidt selvironi.

Samt nogen flere scener med Sven Ole. Særligt, hvor han taler.

Eventuelt i et dødbringende tagteam med Arnold.

Apropos selvironi, så hev jeg i weekenden Peter Greenaway´s "The cook, the thief, his wife and her lover" frem af min gravrustne dvdsamling til et gensyn. Herlig film. Michael Gambon er for vild og hvilken stemning og middag fremfor alt.

Forskellen på f.eks. "Dirty Harry" og "Gladiator" er jo - blandt så meget andet - at førstnævnte ikke er slået op som et dramturgisk vidunder af en storfilm. Og det er bl.a. i den forbindelse, at jeg mener Okocha har ret i, at filmen mangler skævhed og ironi. Skuespillet (og fortællingen generelt) er slet og ret tåkrummende pinlig.

Gladiator er virkelig et vulgært monstrum totalt blottet for selvironi. Det er en ret ulækker omgang. Avoid.

Din fejl, hvis man vil se Gladiator skal man se "300" først, så kommer Gladiator til at virke som et underspillet elegant mesterværk.

"A thousand nations of the Persian empire descend upon you. Our arrows will blot out the sun!"

"Then we will fight in the shade."

I speedos mmkay..

Tilbage til gode film.

Jeg begav mig ud i en mindre research af potentielt interessante postapokalyptiske film (stemningen kan jeg godt lide - for det meste ikke pakken). Er der nogen, der har ser det denne? Den er ret svær at opdrive umiddelbart.

http://www.quietearth.us…o-Cheloveka

Gladiator er en film der gør sig bedst til teenagere eller folk der har set den mens de var det. Meget lig Avatar, begge film spiller på laveste fællesnævner og bliver slugt råt af pøblen.

Brød og skuespil...

Gladiator er ganske rigtigt blottet for selvironi, og pointerne bliver mejslet ud med tunge slagvåben. Derfor er det langt fra dyb film.

Men kan man se bort fra det, så bliver man faktisk "entertained" efter min ydmyge mening - også fordi der bliver lidt plads til filmens glimrende bipersoner som især Joaquin Phoenix og Djimon Hounsou.

Jeg synes f.eks. den holder bedre end Avatar, som kun var udholdelig fordi den var så flot i 3 D i biografen.

Avatar er typisk James Cameron. Masser af form, og intet indhold. Det gør sig fint på det store lærred, hvis man kan dyrke det tekniske aspekt.

Titanic står som det største blændværk, og det største Oscarmæssige selvmord i filmhistorien. Bedste film og bedste instruktion vandt den gudhjælpemig. Cameron kan ikke andet end smække endimensionelle figurer op, som man aldrig er tvivl om, at man har med ærkeonde eller det modsatte at gøre.

Teknisk har han altid forsøgt at sætte nye standard med sine monstrøse projekter, og det har været publikumsmagneter hver gang.

Man har sikkert hver især sin svaghed for en af hans film (og har set mange af dem), og hos mig er det The Abyss.