Snak

Joaquín Phoenix er alt for vild i The Master.

Skal vi sige et krøllet, meter langt, sveddryppende kussehår ala Anne Marie Helger bedre end glatbassen DiCaprio?

Denne ser god og mystisk ud:

http://www.youtube.com/w…MYNJwpHWsBg

Det hjælper at slå undertekster til

Shadow Pico er da helt klart en film man vil se.

Kan anbefale "Searching for Sugar Man". Det er en dokumentar, der beskriver den relativt ukendt folk-sanger Rodriguez, som huserede i Detroit i 70´erne.

http://en.wikipedia.org/…r_Sugar_Man

Searching for Sugar Man is a 2012 Swedish/British documentary directed by Malik Bendjelloul, detailing the efforts of two Cape Town fans, Stephen ´Sugar´ Segerman and Craig Bartholomew Strydom, to find out if the rumored death of American musician Rodriguez was true, and, if not, to discover what had become of him. Rodriguez´s music, which never took off in the United States, had become wildly popular in South Africa, but little was known about him there.

Hvis man er til de lidt skæve film, er det ikke spildt tid at se den...

Den er god.

Jeg græd lidt.

Sugarman sagde mig ikke så meget. Sporløs på amerikansk. Det mest komiske er, når filmens indvolverede undrer sig over, at han ikke blev lige så populær som Bob Dylan, Donovan og de 100 andre folksangere i 1960´erne. En forklarer det blandt andet med hans spanske efternavn (som om det var en hindring for Santana?).

Men har de overvejet muligheden, at folk-genren var dalet i popularitet i 1970? Dylans første album udkom i start-60´erne og var bevæget sig mere eller mindre væk fra folk i Rodriguez-formen, altså er Rodriguez i hvert fald fem år forsinket.

Bevares, det er da fin musik, men blot en fisk i stimen af mange, mange folkesangere.

Kunstnerisk var filmen uinteressant, fordi den spiller for meget på, at han er væk og ikke længere i live, og fordi den konstant har mennesker til at fortælle mig, hvor fantastisk hans musik og lyrik er (For helvede. don´t tell it. Show it).

Indholdsmæssigt kunne det have været godt. For det er faktisk en god historie. En vagabonderende musiker bryder igennem i Sydafrika uden han selv at vide af det, uden andre ved det, og han ender med knokle røven ud af bukserne resten af sit liv, indtil en mand banker på hans dør. Ærgerligt den skulle reduceres til simple, dramtiske virkemidler.

Det kan sagtens være, der var en mætning af gode folk-sangere på det tidspunkt, men filmens instruktør har da formået af få nogle branchefolk til at udtale, at Rodriguez var noget særligt, og at de havde forventet et gennembrud til ham. Det kan selvfølgelig være efterrationalisering, men det kan din indsigt jo også være udtryk for.

Filmen forsøger meget stringent at genskabe den chokerende erkendelse, hovedpersonerne gennemgik i 1997. Her kan man godt mistænke instruktøren for bevidst at fravælge nogle vinkler, der ikke direkte understøtter den valgte vinkel. Fx kritiseres filmen for ikke at nævne, at Rodriguez faktisk var på tour i Australien og New Zealand, hvor han solgte 5-dobbelt platin. Ifølge dokumentaren var det i den periode hvor "the trail went cold"*

Det overskyggende for mig er dog, at mens historien meget handler om en erkendelsesproces hos en række sydafrikanere, og der måske er hoppet lidt let over nogle ting, der ville have sløret den centrale historie en smule, så virkede filmen på mig. Jeg blev grebet af den, og fik som alle andre lyst til lige at finde noget med Rodriguez på Youtube... Det vil jeg så tillade mig at være basis for at anbefale filmen til andre. Godt man ikke er anmelder ;-)

*Kilde: Wikipedia, der linker til denne artikel: http://www.thevine.com.a…at-its-best

The Master forleden.. fremragende film om en slags menneskedyr (J Phoenix) og en guru, der prøver at styre ham (Seymour Hoffman). Der er ingen i USA, der når PT Anderson til sokkeholderne i disse år, imo.

Ok jeg havde det også rimelig vildt over Tree of Life til at begynde med, men det er som om CGI-dinosauren fremstår stærkere og stærkere i erindringsbilledet.

Og PTA har humor, hvilket dårligt kan siges om Malick (ikke længere i hvert fald).

Helt enig angående PTA og The Master. Elsker desuden den måde, han anvender musikken for at understrege en psykologisk suspence. Jeg kan heller ikke se, hvem der kommer i nærheden af hans niveau af amerikanske instruktører.