Snak

Så baseball-filmen 42 i går. Den er udmærket, hvis man ellers er til lidt historie og den slags.

Harrison Ford kan endnu.

Er The Lone Ranger værd at tage i biografen for? Eller bør man vente til den kommer på dvd?

Ja. Men kun med popcorn.

Jackie Brown, Reservoir Dogs, Pulp fiction = yay

Kill Bill 1-2, Death Proof = mehh

Inglorious Basterds = yawn

Forny sig?

Han har da været ganske god til at variere mellem genre og stil.

Krimi/gangster
Horror
Martial arts
Og nu historiske film


Kill Bill-filmene, Inglorious Basterds og Django Unchained er jo helt tydeligt film, hvor det alt overskyggende tema er hævn.

Så må jeg nok lige lave en:

----------------------SPOILER------------------------------------------------













Det er som sådan fint nok, at emnet er hævn, men eftersom der ikke er skyggen af variation i udfaldet, bliver det ufatteligt forudsigeligt.

Man er jo ikke et sekund i tvivl om, at vores underkuede hævnsøgende helt nok skal få taget grufuld revanche.


-------------SPOILER SLUT-------------------------------------------






Tarantino bør forny sig i forhold til det forudsigelige og ensformige hævnmotiv.

Christoph Waltz-trumfen kan nok ikke blive ved med redde hans røv med mindre, at Tarantino kan definere en anden slags rolle til ham. Det er jo påfaldende, hvor ens Waltz´ karaktér er i Inglorious Basterds og Django.


Jeg undrer mig i øvrigt over, at du ligefrem kalder Inglorious Basterds og Django for historiske film. De er jo enormt virkelighedsfjerne og den historiske kontekst er underordnet i forhold til hævnhistorien.

Der er jo også kun enkelte scener i Kill Bill-filmene, der kan betegnes som Martial Arts.

Tarantinos varemærker er vel også, at han ofte mixer en masse forskellige genre i samme film.

Tarantinos varemærker er vel også, at han ofte mixer en masse forskellige genre i samme film.

Det er ret praecist en af mine stoerste anker mod ham (som jeg ogsaa var inde paa tidligere). Jeg har intet mod homage, men saa skal man holde stilen ren til en genre, ellers bliver det et stilistisk kludetaeppe, uden mening bag syningerne.

Om det er historiske film eller ej, kommer jo an på definitionen, mange betegner også Galdiator for at være et historisk drama. Uanset hvad, så er det ret ligegyldigt i forhold til denne diskussion.

SPOILER


At helten(e) klarer skærene i de film du nævner, er for mig ret ligegyldigt, og på ingen måde essensen af en Tarantino film. Han har jo aldrig lagt sin stil an på at slutte af med en overraskende afslutning. Filmene er jo heller ikke bygget op omkring et dybt plot, snarere tværtimod. Det har altid været "rejsen" mod enden der har været i fokus, frem fra for selve enden.
Så hvis du med forny sig, mener at han f.eks. skal kaste sig over film med dybe plot og stærke tvist ala. David Lynch så er jeg uenig, ligesom jeg hverken forventer eller ønsker at David Lynch laver en "Tarantino film".


Tarantino gør det han er bedst til. At få en masse ud af intet, med stor vægt på dialog og enkelte scener.

Hvad er det for genre der så skødesløst bliver blandet sammen så Django ligefrem skulle ende ud i et kludetæppe? Er den meget andet end en Spagetti Western?

Dogs, Pulp og Jacky er da også tro mod deres genre.

Det kan man sige om Death Prof.

Om det er historiske film eller ej, kommer jo an på definitionen, mange betegner også Gladiator for at være et historisk drama. Uanset hvad, så er det ret ligegyldigt i forhold til denne diskussion.

Ok, men nu var det dig, der brugte det som argument for Tarantinos evne til at forny sig.

Jeg er sådan set enig i, at Tarantinos styrker er de enkelte scener. Derfor kan det så undre mig, hvorfor han bruger så uendeligt lang tid på de forudsigelige og banale hævntogter. De sidste 30-40 min. af Django Unchained er jo nærmest en lang omgang forudsigeligt pløre.

Jeg efterlyser ikke David Lynch-lignende dybde, men de enkelte karakterer, der skal bære filmen bliver ofte forudsigelige, når man reelt følger et banalt god versus ond persongalleri, hvor udfaldet af opgøret er givet på forhånd.

Edit: Det sidstnævnte gælder dog primært for Django og Basterds. I Kill Bill er ondskaben ikke nær så entydig.

Bishop, der er en del splatter og blaxploitation, ik? Ud over det er soundtracket ogsaa blandet, der er endda et tungt hiphop beat (som er ret fedt, og maaske mind yndlingscene uden dialog, men det er en anden sag).