Snak

Hvis nu du erstatter Historisk med Spagetti Western, så er mit argument vel lige så validt som før, i hvert fald i forhold til min præmis.
Der er ret langt vej fra Pulp Fiction - Kill Bill - Death Proof - Django.

"Udvikling" og "fornyelse" er psøvdosnobbede floskler man kan gemme sig bag når man ikke har noget væsentligt at sige, og kan trygt overlades til Politikens filmanmeldere. Film skal ses face value. De er ikke kapitler i en bog med mindre de eksplicit er kapitler i en bog. Woody Allen genbruger flittigt egne temaer og det har ikke gjort hans film dårlige. Lars Von Trier har meget svært ved at lave en film uden en central lidende kvindeskikkelse og det er der kommet en stribe gode film ud af (hvis man da er til den slags).

Ok så siger vi det klart for hr. Spock.

Jeg kedede mig i den sidste halvdel af både Inglorious Basterds og Django Unchained. Tilfreds? Er det face value nok?

Ret beset er der ikke nogen facitliste her og da jeg ikke har anden filmbaggrund end, at jeg ser en del film, så er min mening selvfølgelig i bedste fald ukvalificeret.

Jeg synes dog i almindelighed Tarantino gør det ret godt, og det der tiltaler mig er de lange monologer og den loyalitet filmnørden Tarantino viser diverse genrer. Selvom han indrømmet også mikser genrerne. Dog ikke i et omfang, der generer mig.

PS. Jeg synes iøvrigt, at Kill Bill 1 og 2 var gode film, men synes dog også, at de kunne være rummet i en film af omkring 3 timers længde, hvilket vist også var Tarantinos oplæg, men det ville Weinstein brdr. ikke være med til.

Ja, hvad bilder Moller sig ind. Begynde at dissekere film på den måde. Hold dig til den sanselige oplevelse, menneske.

Spock, fordi en grad af gentagelse virker for nogle, er det ikke gældende for alle.

@Moller

Christoph Waltz-trumfen kan nok ikke blive ved med redde hans røv med mindre, at Tarantino kan definere en anden slags rolle til ham. Det er jo påfaldende, hvor ens Waltz´ karaktér er i Inglorious Basterds og Django.

Begge karakterer er veltalende og tyske, ja. Men det er vel Waltz´ egne karaktertræk, der skinner igennem.



--- SPOILERS ---




I Inglourious Basterds er han en genial, slesk satan, der kun er ude på at redde sin egen røv, når det kommer til stykket. Han nyder at riste de folk, han har forlængst har gennemskuet, og han har ikke de store kvaler med at likvidere en flok jøder.

I Django Unchained er han den oprigtige good guy på trods af sin profession. Han bliver Djangos mentor og hjælper, og til sidst ofrer han sig endda for at få has på DiCaprios karakter, selvom det strengt taget ikke var nødvendigt. Det havde Hans Landa aldrig gjort.



--- SPOILERS SLUT ---



Jeg synes ikke, Waltz´ karakterer er så ens igen. Jeg tror bare let, man kan stirre sig blind på hans charmerende tyske accent.

At instruktører har en række kendetegn, der går igen siger sig selv. I Tarantino´s tilfælde går det dog langt udover det med de seneste film. Tema, spændigskurve/forløb, fortællestil etc. Og når det så samtidig foregår i et tegneserie univers med karikerede figurer, ja så bliver man træt. Og ligeglad.

Ja for nogen bliver det kedeligt, men at man efter kun 2 film i den dur skal have påduttet at man skal forny sig, er måske i overkanten.

Men Moller og jeg har trods alt siddet med præcist den samme oplevelse. Eller følelse, hvis man er sådan indrettet. Samtidig har en del af de negative anmeldelser peget på det samme. Den fik dog fem hjerter af Kim Skotte i Politiken, så ikk´ noget der, Spock(wink wink)

Men, subjektivt og alt det jazz. Det er klart.

Skriv bare mig på listen også. Primært pga. de karikerede figurer.

Pibes lille liste kan jeg også tilslutte mig.