Hater-klichéen er i øvrigt en anden god grund til, at hip-hop er på dødens rand. For al kritik forsøges at blive skudt ned med det non-argument. På den led bliver genren mere og mere barnlig (som i skabet, ikke legende). Problemet for kulturen er selvfølgelig, at når dens følgere insisterer på at give den så skabet og plat et udtryk, som tilfældet er, da trækker man den ned i feltet for andre børnetrends - og skal stort set konkurrere på lige fod med Hello Kitty, Wii og andet gejl. Og det er den ikke stærk nok til over tid. For børn og unge er knap så trofaste. Af god grund. De er søgende og shopper hele tiden efter nye trends.
Hip-hop var det man (også andre kulturer, brancher og genrer) målte sig på i 15-20 år i New York, hvilket gjorde kulturen til mere og meget andet end bare yet another punk/disco/hippie ting. Fordi det var cool, eksperimenterende, havde kant og folkene bag blev drevet af netop et kritisk felt af konkurrenter og følgere, der tvang dem til at blive bedre. På alle fronter. Man behøvede ikke at iklæde sig et wannabe intellektuelt image for at blive taget seriøst, ligesom man ikke skulle nedlade sig til at kaste håndtegn for at fange "manden på gaden". For kulturen var jo en direkte udløber af det faktiske, urbane liv - og ikke, som No Limit var med til at indføre, den karikerede version af sig selv, som er blevet dyrket siden midten af 90´erne, og som med skræmmende effektivitet har smidt hip-hoppen på hospice, hvor den som en gammel, træt, grå og uhelbredeligt syg, ligger og venter på at blive lagt i graven once and for all.