Artiklen er da tynd. Den tager ikke hip-hoppens historie i betragtning. Sådan, reelt. Dens udgangspunkt for genrens storhed, 1988, er jo på ingen vis et udtryk for, hvor (og hvordan) hip-hop opstod. Og dermed falder også dens bærende argument, at hip-hoppen skulle lide tab af også at være kanal for selviscenesættelsen. Fra slutningen af 70´erne og ti år frem, drejede det sig ikke om andet. Scenen opfattedes, bl.a., som et alternativ at føre sine (personlige) kampe på. Og det var i de ti år, at genren blev cool og trendy. I USA, that is. I særlig grad gennem dens livlige, bekræftende og positive måde at behandle battles på.
At den (genren) så blev mainstream både derovre og her, efter særligt gangstarappens (eller rettere; Den Dre-inspirerede, melodiske Westcoast-lyd) indtog i begyndelsen og midten af 90erne - og i det tiår efter (kronet med værker som eks. netop "Get rich or die tryin´" og "R&G", har egentlig ret lidt at sige i den sammenhæng. Det er et udtryk for the american way, og har ikke specifikt med genren hip-hop at gøre, da det er enhver genres lod, skal den overleve derovre. Det gik eks. samme vej for rocken. Kan genren ikke indstille sig på, at gennemgå den forandring, dør den (derovre).
Man skal nok acceptere - eller i hvert fald være i stand til at forstå - amerikansk musikkultur, for at fange, at alle genrer bliver en del af den amerikanske folkelighed, hvis man kan sige det sådan, nemlig poppen, hvis ellers de er leveringsdygtige i god lyd og tilpasning. Og det har hip-hoppen været. Derfor er hip-hop i dag en del af den amerikanske pop-kultur, og er blot et andet (lyd)billede af samme end rocken, housen, soulen osv. Så vil undergrunden altid kunne levere inspiration til mainstreamscenen, men tiden er, for hip-hop, ikke længere til, at det er undergrunden der leverer de største "sællerter" eller de største udgivelser, og vil derfor heller ikke kunne levere milepæle som "It takes a nation of millions...", "Follow the leader", "People´s instinctive travels...". Det ville også være mærkeligt, om den kunne. For det ville være, som man kan mistænke skribenten en anelse for, at forvente, at undergrund (herunder en undergrundskultur) skal forblive undergrund og altså aldrig blive helt etableret - men dog stadig udvikle sig, blive mere omfattende, anerkendt og opretholde en "ny" appel.
Hip-hop er, med længder, den største sorte musikgenre, som har overlevet i mere eller mindre ren form (det handler stadig om cathy lyd (produktion) og tekstmæssig overlevering), siden de første radiogennembrud i start 80erne. Den er derfor blevet det bedste bud på sort indflydelse, på den amerikanske "folkelighed", som er pop-kulturen. Det er i sig selv en kæmpe præstation og af så signifikant betydning, at den bruges som identifikation i det amerikanske samfund, som ikke længere bare sorte spejler sig i. Så nej, hip-hop er ikke længere undergrund, og den har ikke mulighed for at gennemgå flere undergrundske "golden eras", men den er ikke død. Tværtimod. Den er blevet givet evigt liv, eftersom den er blevet optaget af poppen. Og det er kun skidt, hvis man har hang til tilbageskuende alting-var-meget-bedre-dengang-livssyn.