Snak

Hahaha
Har desværre aldrig brudt mig om Mobb Deep og Prodigy for den sags skyld og det din skyld Matias fordi du er min lærer! You have to school me!
Forresten har du ikke en hjemmeside hvor du anmelder Hæp Hop?

Lidt alternativ Hæp Hop. Måske mere funk. Funk hop?

http://www.youtube.com/w…BKSQKPKrjDQ
Moscow Streetkids - Success

Apropos Brother Ali - så får jeg associationer til Gnags og Sensommer på strøget, når jeg hører dette nummer.

https://www.youtube.com/…4UzErJnT-QY

Hvis man ikke kan lide Mobb Deep, tror jeg det bliver svært at lære at holde af dem, for deres stil og udtryk er meget tydelig. Og så måske alligevel ikke... lyt til Havocs (og Alchemists) produktioner, den simple, hard-core lyd som læner sig op ad både Wu-Tang Clan og Bomb Squad, men alligevel er sin helt, helt egen. Og Prodigys rap - New York gangster-rap - som levende bevis på, at østkysten sagtens kan fremvise den slags også, men fordi han har en betydeligt mindre kommerciel lyd, aldrig er blevet taget til sig af main stream medier, som eksempelvis tilfældet er for vestkystens charme-gangstas med de, for Hollywood, letgenkendelige referencer til blå eller rød (Crips eller Bloods) og de nær-nostagiske og romantiserende beskrivelser af LAs flade ghettoer, hvor der spilles domino på gadehørnerne, drikkes kolde 40 oz i heden og pigerne er letpåklædte og flirtende. Mobb Deep er fra kolde Queens, New York med de rå murstensboligblokke, hvor det ikke handler om form, men indhold, hvor man giver udtryk for hvor nederen det er, er være sig selv nærmest i bandemiljøet, blottet for kærlige shout-outs til kriminelle organisationer, så upersonlige at ingen kan føle sig som en del af dem, og det at vokse op uden udsigt til det, der bare kan minde om et godt liv. Mobb Deep er ikke feel-good-criminals, tværtimod, deres stemning er frustrerende, depressiv, opgivende - og langt, langt mere interessant.

EDIT. Jeg var en del af hiphop.dk, men den side er jo long gone.

He he man kan i hvert fald ikke klandre dig (Matias) for ikke at have en holdning til den musik du hører, og "ikke hører". Hvilket da bestemt også er fedt, omend du godt kan blive en smule Cocky i din formidling.

hvor det ikke handler om form, men indhold, hvor man giver udtryk for hvor nederen det er, er være sig selv nærmest i bandemiljøet

deres stemning er frustrerende, depressiv, opgivende

Jeg tror det er måske det der tænder mig af. Grunden til jeg kan lide west coast indianer slang skyldes alene form (beat, kommercielt flow og rim med stop og cop). New Yorker Hip hop for mig er sådan noget som Masta Ace og Gangstarr. Eller nok mere old school hip hop ligesom Tribe called quest og mos def osv. Jeg lever måske stadig i 90´erne. Bryder mig faktisk ikke så meget om det hårde slags medmindre det er en form for party anthem ligesom med Snoop og Dre osv. To each their own.

Sangen med prodigy virker forholdsvis kommerciel og må have været lidt mainstream hvis Seebach har hørt den er min umiddelbare tanke.
Det er sgu desværre kun enkelte Mobb Deep sange jeg kan lide såsom Shook Ones og Give It To Me.

Lidt alternativ Hæp Hop. Måske mere funk. Funk hop?

http://www.youtube.com/w…BKSQKPKrjDQ
Moscow Streetkids - Success

hipster hop

@ Mr Spock

Aargh pjat med dig.
Pop Hop måske.

Seebach var nu rimlig hip hop i sine unge dage, hvor han selv rappede i gruppen G-Bach. Han har også været ret stor i graffiti miljøet ved jeg.

Absolut.

Lavede musik med brødrene i gamle dage, og de var ret ferme til at bruge Sir Henry-samples på Roland S-10´eren.

Måske man ligger inde med en guldgrube af 2 spors spolebånd med optagelserne ...

JohnnyDrama. Jo jo, de har da solgt fint, men ikke på samme niveau som de store navne. Lige præcis Snoops og Dres stil er jo det, jeg kalder charme-gangstas. Dem kan jeg også godt lide dem. Og det er fordi musik jo ikke altid behøver at være alvorligt, indholdsrigt eller på anden måde give stof til eftertanke. Det skal det faktisk yderst sjældent, i min verden. Det sagt giver Mobb Deep et langt mere virkeligt og interessant indblik i den kultur og det liv, der findes i de kvarterer, en stor del af de ca. 30 mio. sorte amerikanere lever i. Og det er sgu fedt at lytte til. Ikke fordi det er opløftende, men fordi det er ærligt.

Rasmus Seebach var ganske deep i sine yngre dage, og var bestemt ikke udelukkende til det kommercielle.

Bishop. Cocky ligefrem? Arh, det mener jeg nu ikke.