Snak

Throwback torsdag eller noget! https://www.youtube.com/…d7dHzjxH2VI

Suveræn sejr til Spock i den runde. Men hvor har den lorteintro på OC-nummeret irriteret meget. Introer og outroer skal generelt set bare dø med løg på.

Det handler ikke om, at man ikke kan have gode live hip-hop oplevelser. Det handler ikke om lydkvalitet. Det handler ikke om et reelt syn på The Roots som "nymodens". Alle påstande, jeg har afvist flere gange nu, skulle være et udtryk for min holdning. Det handler om, at livebands dræner hip-hop, for det, hip-hop er. Hvis man mener at livebands kan være ligeså fine, til en hip-hop-koncert, er man i teorien ligeglad med hip-hop, og i praksis ligeglad med de produktioner, livenumrene skulle være gengivelser af. Hip-hop er noget andet, det er bygget på noget andet - og dem som spiller i liveband, er ikke en del af det. Og det kan høres. Altid. Det er altid ringere, det bliver altid lettere sløset ift. de oprindelige produktioner, og energien og aggressiviteten reduceres kraftigt, uanset hvor hyper rapperen er.

Jeg skal ikke afvise, at en hip-hop-koncert med liveband kan være fedt for nogen, men selve formen er så stort et kompromis med hip-hop, at det ikke længere kan kaldes netop det, hip-hop. Så er det noget andet. Så er det coverversioner, nok af kunstnerne selv, men stadig coverversioner, tilhørende en anden genre - gud ved hvilken.

Hip-hop er ikke født til koncertformat. At der er elementer af hip-hop, som er glimrende live, er jeg jo helt enig i. Live hip-hop er, oprindeligt, battles og fest, hvor stort alle tilstedeværende kunne inkluderes. Efter de første pladekontrakter blev indgået omkring 1980, gik det dog stærkt med at fjerne sig fra livefokus. Kool Moe Dee og Busy Bee må være de sidste partyrappers (som i Dj´s der legede MC´s) der udgav plader. Allerede fra 85-86, var det reelt set slut for hip-hoppen (som musikform), som noget der har sit udspring på scenen. Det var egentlig en fin overgangsperiode, hvor Dj-MC´s blev hypemen - Busy Bee blev det f.eks. for Boogie Down Productions, Flavor Flav for Public Enemy osv. Nevermind, selvfølgelig kan en hip-hop-koncert være fed - det er bare sværere for den genre, end så mange andre, fordi musikken handler om noget andet (ikke tekstmæssigt). Og med liveband går det helt galt, da er det slet og ret ikke længere hip-hop.

Jeg tror jeg vil slutte af med en positiv oplevelse, nemlig da jeg første gang så og hørte KRS-1 live. Det var i 1992 i form af BDP, sammen med Freddie Foxxx og Kenny Parker. Det handlede meget om politik, Malcolm X og borgerrettigheder - og som purung, hvid teenager uden stemmeret, var det virkelig inspirerende. Jeg har siden set ham et par gange, live, og han har det, der skal til, for at overføre hip-hop til koncertform, uden noget går tabt. Præcis som Big Daddy Kane og Tyler the Creator har - disse tre er de eneste, jeg har set, hvor jeg har tænkt, at de er ligeså fede live som ikke-live. Ham kan vi godt lige få et nummer med, denne herlige energibombe fra the Boogie Down!
https://www.youtube.com/…h1vKOchATXs

Apropos live... min overbo, en ung kvinde, spiller lige nu "Killing me softly" på saxofon. Det er ikke godt.

Så er det nu du skal gå op og droppe lidt freestyle henover det.

Det ville det ikke blive meget kønnere af, desværre.

Men hvor har den lorteintro på OC-nummeret irriteret meget. Introer og outroer skal generelt set bare dø med løg på.

Lige den der er jeg OK med, men lange introer, der er sjove tre gange og så ellers pisseirriterende, det er sådan noget lort der afholder Liquid Swords fra at være mit favoritalbum.

He he, Wu uden alt det der udenomsgøgl giver da ingen mening.

Umberto Eco har en artikel, hvor han eksperimenterer med at redigere alenxandre Dumas bøger ved at forkorte dem og skære alt det overflødige fra, navnlig de lange passager med direkte tale (Dumas blev vist nok betalt pr sideantal, ligesom Dickens og Dostoyevski). Han når frem til, at dette er umuligt uden at pointen med bøgerne -eller underholdningsværdien- går fløjten.

Det seneste Rootsalbum jeg gennemlyttede var vist Game Theory, som er fra 2006, men allerede dengang havde de da formået at forny sig et par gange. Efter andre havde taget instrumenterne op også.

Men det var da irriterende, når folk hev bandet frem for at vise, at hiphop skam kunne være rigtig musik.

Eller når dødkedelige Lupe Fiasco blev fremhævet - hiphoppere er skam også kloge.