Jeg synes netop Paris er atypisk i forhold til sin tid. Produktionerne lyder som noget der først fandt vej til hhv. West-coast et par år senere (som aldrig helt blev så hårdt), og som den spæde start på crunken i 1995-1996. Faktisk kan man stadig finde den slags produktioner i dag. Men "The devil made me do it" er ganske rigtigt meget monoton. På den fede måde. Men hans rap er altså nærmest (for tiden) uhørt tight. Jeg kan godt forestille mig, at det kan være svært at høre, hvis man ikke hørte hip-hop dengang, men da han kom frem, stod folk i pladebutikkerne og måbede over, hvor fanden den fyr og den stil dog pludselig kom fra. Der havde jo ikke været nogen optakt til det. West-coast var i bedste fald N.W.A., D.O.C. og Ice-T, der alle lavede samplebaseret musik og rappede klassisk LA´sk - og så kom ham gutten fra San Francisco pludselig, som var langt mere aggressiv, lå på dybe og tunge elektroniske produktioner og rappede på et meget højere plan end selv kongen (Eazy-E) og kronprinsen (Ice Cube) gjorde det. Og han havde tilmed noget at sige. Paris blev aldrig særlig populær, for han var såvel for aggressiv som lidt for meget forud for sin tid - man skal huske på, at nummeret er fra tiden med produktioner som "Express yourself", "Fuck tha police", "Lethal weapon" og "Hit the deck" som nok er classics, men som ærligt talt ikke var nytænkende eller udfordrende (ud over det (i USA) provokerende tekstindhold).
Paris står for mig som en af de rappere, der rykkede scenen ved at sætte nye standarder. Præcis som KRS-1, Rakim, LL cool J, Steady B, Lord Finesse, Nas, Eminem osv. har gjort det.
Paris står for mig som en af de rappere, der rykkede scenen ved at sætte nye standarder. Præcis som KRS-1, Rakim, LL cool J, Steady B, Lord Finesse, Nas, Eminem osv. har gjort det.
