Snak

Hvor langt tilbage i historien skal jeg? Alfred Hitchcock? Jeg synes paranormal-genren er klam, selv de film som har 12-15 år på bagen.

Du kan roligt gå temmelig langt tilbage i historien. Nu rækker mine præferencer mestendels til europæisk horror, hvor deciderede paranormal flicks er lidt af en sjældenhed. Jeg vil forsøge at give et kortfattet, overfladisk overblik, der kan tjene som udgangspunkt for videre udforskning af euro-horror.

Hvad der først og fremmest ikke må forbigås er hammerselskabets første produktioner- The Curse of Frankenstein (1957) og Dracula (1958). Hammers film er som regel garante for anstændigt skuespil, et solidt narrativ og en romantiseret, ærkebritisk miljøskildring, jeg synes utrolig charmerende. Men gå som tommelfingerregel efter de film, hvor enten Peter Cushing, Christopher Lee eller Babara Steele medvirker, idet deres medvirken er en temmelig pålidelig indikator for ordentlig filmisk kvalitet.

Af franske perler kan man roligt kaste sig ud i den ret Hitchcock agtige Les Diaboliques(1955) og George Franjus Les Yeux Sans Visage (1960), og går vi lidt længere frem i tiden, er nogle af Claude Chabrols værker heller ikke helt uefne i horror sammenhæng, navnlig Le Boucher (1970) er værd at se.

I Italien skal giallo-fyrtårnet, Mario Bava, og hans debutfilm Black Sunday fremhæves, ligeledes hans efterfølgere Dario Argento og Lucio Fulci med henholdsvis Deep Red og The Beyond. Er man helt og aldeles ubekendt med den italienske stil, kræver det lidt tid at vende sig til det ekstremt overspillede, dilettantiske skuespil.

Af østeurpæiske må Polanskis Repulsion, The Tennant og Zulawskis Possession samt Jerzey Skolimowskis The Shout betragtes uundgåelige. Særligt Possession er en svær, krævende og ikke mindst opslugende oplevelse.

Værd at nævne er også Bergmans første og eneste arthouse-horror, Ulvetimen, hvis altså man er den eftertænksomme og/eller højpandede type. Her kan Persona faktisk også indordnes, da den i noget omfang gør brug af horror-midler på det rent tekniske plan.

Er man til den sælsomme, men ikke mindst nærliggende kombination af blid erotik (undertiden porno), blid horror, pseudointellektualiet og et prætentiøst kunstudtryk, kan det varmt anbefales at stifte bekendtskab med auteurs som Jesus Franco og Jean Rollin, navnlig værker som Levres de Sang (1975), Fascination (1979), Venus in Furs (1969) og Succubus (1968) er anbefalelsværdige.

Følgende overblik er som nævnt meget overfladisk, men det bør give en sikker start udi forskellige afkroge af genren.

Oh, John-Obi, hele dit indlæg forekommer mig højpandet. Et held at jeg ikke stejler ved den slags. Det lyder meget interessant. Det hele. Tak for anbefalingerne, jeg vil bestemt følge op på dem.

Jeg vil også godt anbefale The Tennant og nu vi er ved Polanski, så er Rosemarys Baby da også et kig værd

Og så vil jeg også godt, i klicheernes navn, anbefale et par Hitckcock film, Rear Window og Vertigo er begge fine film.

@Matias

Jeg har behersket mig efter bedste evne. Film i almindelighed er den bedste platform til at fremstå højpandet. Det er så uendlig mange dyre begreber, man ganske gratis kan tage i brug. Lyt bare til Maria Månson.

Jeg ved ikke hvem hun er. Heller ikke efter at have googlet hende. Er hun ordlækker?

Det er da fordi at de er jævnaldrene, og begge to døtre af prominente instruktører?

Ogsaa det. Og begge kaellinger. Og moerkhaarede.

Har du aldrig set filmselskabet?

Hun har i hvert fald en forkærlighed for detinterpersonelle, det interaktionelle og det intersubjektive, så ja, ganske ordlækker. Man får dog også lidt til øjet, hvilket selvfølgelig opvejer en hel del.

Er du egentlig OK med at vaere den eneste, der har en rating paa kun EN bold?
Det foeles jo som at selv Pinky ville faa en bedre rating med sit vroevl. Altsa...eftersom 2 bolde er udgangspunktet, saa vidt jeg kan se, maa der vaere nogen, der decideret har brugt tid paa at mindske din rating? Kan godt forstaa din noia..

Ja, omvendt føles det meget originalt (trådens emne også) at have en stalker.

Jeg foretrækker i øvrigt CAPS over fed fremhævning.

Jeg finder CAPS som æstetisk råddenskab. Den kan til nøds anvendes i et execel ark. Den fede fremhævning er rund og lækker.

Jeg mistænker Jon Obi, at der er en solid mangel på tidens populære pigebørn, der tager springet fra serie til film, samt den/det obligatoriske stereotype sorte mand/kvinde eller par, i dine forslag. Jeg er med andre ord skeptisk.