Hvor langt tilbage i historien skal jeg? Alfred Hitchcock? Jeg synes paranormal-genren er klam, selv de film som har 12-15 år på bagen.
Du kan roligt gå temmelig langt tilbage i historien. Nu rækker mine præferencer mestendels til europæisk horror, hvor deciderede paranormal flicks er lidt af en sjældenhed. Jeg vil forsøge at give et kortfattet, overfladisk overblik, der kan tjene som udgangspunkt for videre udforskning af euro-horror.
Hvad der først og fremmest ikke må forbigås er hammerselskabets første produktioner- The Curse of Frankenstein (1957) og Dracula (1958). Hammers film er som regel garante for anstændigt skuespil, et solidt narrativ og en romantiseret, ærkebritisk miljøskildring, jeg synes utrolig charmerende. Men gå som tommelfingerregel efter de film, hvor enten Peter Cushing, Christopher Lee eller Babara Steele medvirker, idet deres medvirken er en temmelig pålidelig indikator for ordentlig filmisk kvalitet.
Af franske perler kan man roligt kaste sig ud i den ret Hitchcock agtige Les Diaboliques(1955) og George Franjus Les Yeux Sans Visage (1960), og går vi lidt længere frem i tiden, er nogle af Claude Chabrols værker heller ikke helt uefne i horror sammenhæng, navnlig Le Boucher (1970) er værd at se.
I Italien skal giallo-fyrtårnet, Mario Bava, og hans debutfilm Black Sunday fremhæves, ligeledes hans efterfølgere Dario Argento og Lucio Fulci med henholdsvis Deep Red og The Beyond. Er man helt og aldeles ubekendt med den italienske stil, kræver det lidt tid at vende sig til det ekstremt overspillede, dilettantiske skuespil.
Af østeurpæiske må Polanskis Repulsion, The Tennant og Zulawskis Possession samt Jerzey Skolimowskis The Shout betragtes uundgåelige. Særligt Possession er en svær, krævende og ikke mindst opslugende oplevelse.
Værd at nævne er også Bergmans første og eneste arthouse-horror, Ulvetimen, hvis altså man er den eftertænksomme og/eller højpandede type. Her kan Persona faktisk også indordnes, da den i noget omfang gør brug af horror-midler på det rent tekniske plan.
Er man til den sælsomme, men ikke mindst nærliggende kombination af blid erotik (undertiden porno), blid horror, pseudointellektualiet og et prætentiøst kunstudtryk, kan det varmt anbefales at stifte bekendtskab med auteurs som Jesus Franco og Jean Rollin, navnlig værker som Levres de Sang (1975), Fascination (1979), Venus in Furs (1969) og Succubus (1968) er anbefalelsværdige.
Følgende overblik er som nævnt meget overfladisk, men det bør give en sikker start udi forskellige afkroge af genren.
Du kan roligt gå temmelig langt tilbage i historien. Nu rækker mine præferencer mestendels til europæisk horror, hvor deciderede paranormal flicks er lidt af en sjældenhed. Jeg vil forsøge at give et kortfattet, overfladisk overblik, der kan tjene som udgangspunkt for videre udforskning af euro-horror.
Hvad der først og fremmest ikke må forbigås er hammerselskabets første produktioner- The Curse of Frankenstein (1957) og Dracula (1958). Hammers film er som regel garante for anstændigt skuespil, et solidt narrativ og en romantiseret, ærkebritisk miljøskildring, jeg synes utrolig charmerende. Men gå som tommelfingerregel efter de film, hvor enten Peter Cushing, Christopher Lee eller Babara Steele medvirker, idet deres medvirken er en temmelig pålidelig indikator for ordentlig filmisk kvalitet.
Af franske perler kan man roligt kaste sig ud i den ret Hitchcock agtige Les Diaboliques(1955) og George Franjus Les Yeux Sans Visage (1960), og går vi lidt længere frem i tiden, er nogle af Claude Chabrols værker heller ikke helt uefne i horror sammenhæng, navnlig Le Boucher (1970) er værd at se.
I Italien skal giallo-fyrtårnet, Mario Bava, og hans debutfilm Black Sunday fremhæves, ligeledes hans efterfølgere Dario Argento og Lucio Fulci med henholdsvis Deep Red og The Beyond. Er man helt og aldeles ubekendt med den italienske stil, kræver det lidt tid at vende sig til det ekstremt overspillede, dilettantiske skuespil.
Af østeurpæiske må Polanskis Repulsion, The Tennant og Zulawskis Possession samt Jerzey Skolimowskis The Shout betragtes uundgåelige. Særligt Possession er en svær, krævende og ikke mindst opslugende oplevelse.
Værd at nævne er også Bergmans første og eneste arthouse-horror, Ulvetimen, hvis altså man er den eftertænksomme og/eller højpandede type. Her kan Persona faktisk også indordnes, da den i noget omfang gør brug af horror-midler på det rent tekniske plan.
Er man til den sælsomme, men ikke mindst nærliggende kombination af blid erotik (undertiden porno), blid horror, pseudointellektualiet og et prætentiøst kunstudtryk, kan det varmt anbefales at stifte bekendtskab med auteurs som Jesus Franco og Jean Rollin, navnlig værker som Levres de Sang (1975), Fascination (1979), Venus in Furs (1969) og Succubus (1968) er anbefalelsværdige.
Følgende overblik er som nævnt meget overfladisk, men det bør give en sikker start udi forskellige afkroge af genren.
All right, we\'re gonna do it the scanner way. I\'m gonna suck your brain dry!