Redigeretsøn 28. nov 2010
Så "The Fourth Kind" i sidste uge, og kan ikke anbefale den.
Kort fortalt handler den om en psykolog i en isoleret by i Alaska, spillet af Mila Jovovich. Hun oplever, at hendes patienter udviser en række ensartede symptomer, der peger på, at de har været udsat for en eller anden form for overgreb, som de efterfølgende har fortrængt - hvilket måske/måske ikke har noget at gøre med hendes egen mands mystiske død.
"The Fourth Kind" har det samme semi-dokumentariske præg som Paranormal Activity 1+2 og den første Blair Witch-film, så der er masser af grødede optagelser fra home camcorders og overvågningskameraer. Det er selvfølgelig en smagssag om man bryder sig om det, men jeg kan egentlig godt lide det (tilstræbt) autentiske feel det giver.
I "The Fourth Kind" springer kæden dog af, for i stedet for bare at ville lave en god film, så forsøger instruktøren med vold og magt at få en til at tro, at det er en sand historie, man er vidne til.
Filmen begynder med en lang monolog hvor Jovovich bedyrer, at historien er baseret på virkelige begivenheder. Helt galt går det dog, når man kommer lidt ind i filmen, for via splitscreen får man samtlige nøglescener i to udgaver, nemlig en udgave med skuespillerne, og så en udgave med "autentiske optagelser".
Det er en helt igennem håbløs idé, der er enormt forstyrrende for oplevelsen ved at se filmen, og til sidst opererer filmen faktisk på tre forskellige niveauer, der alle ender med at være lige mislykkede.
Ærgerligt, for historiens præmis er spændende nok, og man burde have fået mere ud af den, end et anstrengt forsøg på at tage røven på folk.
I'll be honest, Gamby. I've never had an ounce of respect for you. I just thought you were the lamest, dumbest person I'd ever met. Just somebody who was fuckin' *nothing*.