Snak

En stor forfatter er gået bort.

Colombianske Gabriel García Márquez, der fik nobelprisen i litteratur i 1982 er død. Han blev 87 år. Mest kendt var han for romanen "Cien años de soledad" eller på dansk "hundrede års ensomhed".

Gik i gang med nævnte 100 års ensomhed, tror den tager titlen som "bedste bog jeg aldrig fik læst færdig", måske man burde færdiggøre det projekt. En glimrende forfatter med en fuldstændig unik stil.

Ja han var unik - Jeg tror jeg vil forsøge at komme igennem den på orginalsproget. Det er også en mulighed for at holde mit spanske ved lige. Det er lang tid siden det ordentligt er blevet pudset af.

Tvivler på at bold bringer nyheden, så tænkte at poste den her.

http://sporten.tv2.dk/20…-kr%C3%A6ft

Den Australske spiller Dylan Tombides tabte kampen til kræften. Mest synd for familien, men også synd for Westham, da han skulle være en lovende talent før kræften for alvor stoppede ham.

R.I.P

Hvor er det trist. Anede intet om dette. Jeg mener da ikke, at det er så lang tid siden at han spillede på et af reserveholdene.

RIP

Meget trist, ja. Troen på at blive kureret til det sidste, var også et tema da Tøger Seidenfaden døde. Det er ganske forfærdeligt, for det fortæller jo også om den sorg, der er i forbindelse med at skulle forlade livet, og ikke at have forenet sig med tanken om, at snart er det slut. Den følelse det vækker i mig, denne mistro over for virkelighedens mest barske væsen, er dybfølt medlidenhed.

Det er da ikke forfærdeligt at have håb til det sidste. Nu er det umuligt at skære en eksakt linje for, hvornår man har oplevet nok, men mon ikke om de to - deres relativt unge aldre taget i betragtning - havde mod på mere, mere de ville nå? Jeg føler ingen medlidenhed på den konto - tværtimod har de til sidste veget udenom resignationen, men bevaret troen på at de havde mange morgener foran sig endnu. At håbe på at leve længere er ikke ensbetydende med ikke at komme overens det faktum, at man skal dø - det er vel blot en kærlighedserklæring til livet.

Jeg har en bekendt, der gennem sit arbejde har oplevet eksempelvis cancerpatienter i deres sidste dage, uger og måneder. Hun fortæller om mennesker, der skriger deres angst og afmagt ud, som afgiver enhver forestilling om, hvordan de bør bære sig værdigt an, og som hulker som små børn, fordi tanken om, at det snart er slut, bevidstheden om, at de afslutter deres eksistens i umenneskelige smerter og at de snart må sige farvel til deres børn og ægtefæller ikke er noget, de kan acceptere. De er bange. Det handler ikke om håb eller resignation, men om frygt, for de ved, det snart er slut, og de lider, men de kan alligevel ikke give slip.

I de tilfælde er den manglende accept af, at det snart er slut og den enorme fysiske og mentale smerte ikke smuk. Der er ikke én ting ved det, som man kan finde trøst i. Den er modbydelig. Og den der Di$ney-portrættering, hvor vi skal finde det smukke i det modbydelige og tragiske, for heri gemmer sig en visdom om livets skønhed, er en omskrivning af virkeligheden, som jeg ikke tror, mange af os ville vove at prøve at bilde de døende eller de efterladte ind.

Det fremkalder medlidenhed i mig, når man - i hvert fald som Tøger Seidenfadens sidste tid blev beskrevet - ikke kan forene sig med, at det er slut, eller blot acceptere, at den mulighed er meget sandsynlig. Det er som at se en filmscene hvor en eller anden pårørende, uden held, prøver at puste liv i et lille barn, der har ligget druknet for længe. Det er den følelse, det vækker i mig.

Det har af gode grunde ikke noget at gøre med, at man ikke samtidig kan håbe til det sidste, eller at erkendelse er det samme som en fredfyldt og "værdig" afsked med livet, men så begrænset et udsyn synes jeg faktisk heller ikke, at jeg lagde op til i mit første indlæg.

Folk tackler heldigvis sygdom forskelligt. Selv sygdomme som man godt er klar over er en decideret dødsdom.

Jeg vil stærkt anbefale at man får læst Christopher Hitchens bog "Mortality", som omhandler hans kamp mod strube-cancer. Som han selv sagde - Jeg bekæmper ikke canceren, canceren bekæmper mig". En kamp canceren vandt 15/12 2011.

http://www.slate.com/art…inker_.html

Hans artikel "Tumortown" i Vanity Fair, er også værd at læse -> http://www.vanityfair.co…hens-201011