Snak

Middelmådig?

Det var da noget af en undervurdering.

Så blev det desværre Mark Hollis tur. Jeg har ikke det store forhold til Talk Talk, men Spirit of Eden er en af mine absolut favorit albums, og jeg hører det med jævne mellemrum

Hvis ikke man har stiftet bekendtskab med det før, så kan man lytte til de de 23 minutter der udgør The Rainbow, Eden og Desire. Der er reelt tale om tre (lange) numre, men det kan sagtens høres som et langt.
https://www.youtube.com/watch?v=Y0i_ZhYkqjg

Trist nyt med Hollis. Talk Talk var virkelig fede, og udfordrede samtidig lytteren - i al fald med deres to sidste albums.

Keith Flint, 49 år gammel. Æv.

Trist.

For mig var Prodigy billedet på en Rave kultur jeg ikke var en del af, men jeg elskede Prodigy (De der var, vil sikkert fortælle mig at Prodigy ikke var Rave). En kultur der osede af stoffer og usund livsstil. Mange af de mennesker jeg kendte der var en del af den livsstil, er det ikke gået så godt i livet. Så for mig er det også logisk at Prodigys ansigt udadtil ikke skulle blive en gammel mand.
Det han var IMO bliver bare ikke ligeså gamle som pigerne i ABBA.

Så Prodigy et par gange på Roskilde. Første gang i 97 eller 98 var fantastisk. Anden gang mange år senere en parodi IMO. Det var i virkeligheden nok mest mig der var blevet ældre og Prodigy der var uændret.
De fyldte meget i et par år i 90´erne. No good(start the dance) og Out of space er stadig dem jeg holder mest af, men kunne også godt lide da de blev eletronisk hard rock på The fat of the land....derefter stod jeg af.

Håber han kommer forbi St. Peter på trods af sine tossede frisurer. Det bør han.

Øv! Hvor ærgeligt.

Jeg synes nu ikke deres koncert i 2010 var en parodi, men jeg synes også Invaders Must Die var et ok album.

Jeg husker koncerten som helt fantastisk intens, men jeg havde så også møvet mig godt frem i pitten, hvor der var en helt syg energi og Sergio Ramos-agtig høj albueføring.

Ellers rammer du nok meget præcist i din beskrivelse, BB.

https://www.youtube.com/watch?v=LcMqw1dPRaE

Jeg var en lille del af ravekulturen i slut-halvfemserne. Dengang Kødbyen var tømt for slagtere, men før hipsterne rykkede ind. Området flød med blandt andet buffalostøvler, junkier, bæ, bræk, stoffer, sprut, og damer i miniskørter og med knæklys i munden. Og så var der så mange tomme lokaler der kunne holdes piratfester i, at der altid var tryk på.

Strømerne holdt sig væk, festerne blev sjældent lukket og det var generelt fede tider. Jeg kunne rulle en joint med venstre hånd, mens jeg plukkede æbler med den højre. Skønt. Slutningen af 90´erne var på en eller anden måde præget af en enorm optimisme og løssluppenhed. Ecstasy var på toppen af sit game og der blev gået til den med store smil på og masser af spontant kærlighed. Og sex, masser af sex med folk i neontøj og fløjter med coke om halsen.

Det var fandme en dejlig tid at være ung i. Prodigy var ikke som sådan en del af den ravekultur jeg kendte til, for de var selvfølgelig en anelse poppede, og deres beats er trods alt ikke så hårdtpumpede som en virkelig tung gang trance eller det groveste house. Musikken spiller heller ikke helt til en gang ecstasy. På en måde, er det lidt for råt og lidt for trist til den stemning som stofferne satte folk i.

Men for satan, hvor har de lavet nogle fede numre. Breathe og Smack er verdensklasse, og jeg mindes stadig hvordan alle pæne folk tog sådan på vej over videoen til Smack, selvom det egentlig bare var en fin illustration af en fremragende aften i byen.

Dem jeg trykkede til med dengang, er det i øvrigt gået ganske fint. Min linkedin viser chefer for Coloplast, Esprit i Asien, Maersk og KMD, Phd´er og ingeniører og generelt gode mennesker. Men vi stoppede selvfølgelig også vores fest, mens den stadig var god.

RIP.

RIP Dylan aka Luke Perry.

Dem jeg trykkede til med dengang, er det i øvrigt gået ganske fint. Min linkedin viser chefer for Coloplast, Esprit i Asien, Maersk og KMD, Phd´er og ingeniører og generelt gode mennesker. Men vi stoppede selvfølgelig også vores fest, mens den stadig var god.

Dit sample er sikkert større end mit og forhåbentligt mere representativt.
Lad os håbe det kun er en lille del af det miljø der er endt som Keith og de der har shapet min virkelighede.

Men for satan, hvor har de lavet nogle fede numre. Breathe og Smack er verdensklasse, og jeg mindes stadig hvordan alle pæne folk tog sådan på vej over videoen til Smack, selvom det egentlig bare var en fin illustration af en fremragende aften i byen.

Uha ja. Fat of the land er en voldsom skive.

Når der, som det desværre sker ganske sjældent grundet gammelidiot-syndrom, skal hamres igennem, så kører Prodigy for mit indre. Firestarter, Breathe og Smack, så er man sgu tilbage til hverdagsdruk og ballade diverse steder.

At høre de numre på en hverdag, så får jeg lyst til at hamre og skabe mig.

Og Dylan Perry er død. Sørgelig omgang for unge i 90´erne igår.