Snak

Anders

Giver dig ret i, at det har været en blanding af de første ting du nævner, der har haft indflydelse på hans psykiske nedbrud. Det var ikke kun medierne og højrefløjens kritik og karaktermord. Han havde brug for hjælp og den fik han aldrig.

Sam Lloyd døde d. 30 april. En af de absolut sjoveste karakterer fra serien Scrubs. RIP!

Peons, assemble!

Ja, han var sgu hyggelig.

@UTG, syntes nu Jan Itor var marginalt sjovere, men Lloyd var bestemt også deroppe ad.

Haha, Dr. Jan Itor.

Dr. Jan Itor var suveræn. Dog er han ikke død. Heldigvis.

Jeg husker tydeligt, dengang hans digtsamling udkom, og han hele tiden dukkede op på tv. Den unge mand var modig, intelligent, vred og havde fuldstændig ret i sin kritik af den muslimske underklasse. Selvom mange med muslimsk baggrund var vrede over hans optræden og mente, at han var en stikker eller en ny Naser Khader-type, der bare ville svine muslimerne til for at blive kendt, så fortalte den unge mand sandheden.

Hvor mange af os har ikke oplevet hykleriet i de muslimske kredse? Kender vi ikke alle sammen muslimske drenge, som kan have kærester, kan feste, kan tage stoffer, men når det kommer til svinekød, så spiser de det ikke, fordi det er haram? Vi har også alle sammen kendskab til muslimske kvinder eller mænd, som i årevis har spillet skuespil for at få førtidspension ved at agere syge/skadet ude i det offentlige, men som hjemme i det private eller hos familie og bekendte har været fuldstændig raske. Vi kunne også snakke om de herboende tyrkere, som støtter en sultan/diktator nede i Tyrkiet, samtidig med at man benytter sig af den danske frihed, tryghed og demokrati.

Eller hele det hykleri med, at de muslimske piger, skal være "ordentlige" og "rene", imens de muslimske drenge har meget frie rammer.

Der er tonsvis af hykleri i de muslimske kredse.

I sidste ende tror jeg ikke, at Yahyas beef reelt var med selve religionen islam.

Han havde gang i et stort opgør mod sin familie, især faren og den kulturkreds, som han var vokset i - hvor flertallet er muslimer - hvorfor Yahya havde fokus på islam, for at udstille det omtalte hykleri og for at tage et opgør med hans omgangkreds.

Men jeg tror ikke, at hans beef var med selve religionen islam.

Yahyas familie var dybt dybt dysfunktionel - men jeg er overbevist om, den ikke var særlig repræsentativ for den almene indvandrerfamilie i Danmark. Der var nogle elementer og mønstre, vi ser i disse parallesamfund - men hans oplevelser var ikke super repræsentative.

Af den grund kunne de fleste indvandrere og efterkommere ikke helt relatere til Yahya - og acceptererede ham ikke, fordi han og medierne ophævede sine personlige dårlige erfaringer fra ghettoen og en ødelagt familie til at være repræsentative.

Han var en falsk ´messias´ - men en meget dygtig digter. Der er sgu efterhånden en del stemmer fra den brune underklasse, der giver nuancerede billeder af paralelsamfundet.

"Der var nogle elementer og mønstre, vi ser i disse parallesamfund - men hans oplevelser var ikke super repræsentative. "

Måske Misforstår jeg dig Adamatium. Han talte jo også en del om hykleriet, blandt de folk han omgav sig med.
Indvandrerknægte der bruger religionen når det passer ind. Det tror jeg nu er ret normalt i de kredse. Man cheery picker. Er det ikke repræsentativt ?

“Men jeg tror ikke, at hans beef var med selve religionen islam. “

Det tror jeg heller ikke. Han nævner dog at han ikke er muslim fordi han ikke vil leve med de regler og begrænsninger.
Han blev så åbenbart muslim igen på sine sidste dage.

Er det ikke repræsentativt ?

Min udfordring består mere i, at Hassan af medier, politkere og den brede offentlighed blev sat på en piedestal og udpeget til stemmen, der langt om længe skulle fortælle os, hvad der forgår i de lukkede ghettomiljøer og parallelsamfund. Det er også sådan, han bliver hyldet i mange ´nekrologer´.

Han blev gjort til et sandhedsvidne for, hvad der sker i de almene betonblokke - familieliv, kriminalitet, hykleri, svigt mv.


Problemet er bare, at Hassans erfaringer og oplevelser er så ekstreme og særegne, at han faktisk ikke var den bedste stemme, og ikke særlig repræsentativ for hverdagen og livet i ´ghettoen´.

Sat meget på spidsen svarer det til, at Tønder-pigen udgiver en digtsamtling, og bliver løftet op som poster child for, hvad der sker i de indre missionske miljøer - og hvordan ungerne bliver behandlet.

Billedet er selvfølgelig langt mere nuanceret - og ikke nær så ekstremt, som Hassan udlagde det. Det var én af grundene til, at indvandrere og efterkommere ikke tog imod Hassan og hans indsats.

Dér gør en personer som Ahmad Mahmoud og Mazen Ismail - for at nævne nogle - et langt bedre arbejde - og er eksempler på de stemmer, man efterspørger.