Belmondo der startede sin karriere med at dø er nu virkelig død.
Selvom den franske nye filmbølge stod på skuldrene af den italienske neorealisme, var det både stilen og indholdet i den franske filmbevægelse der rigtigt huskes.
Og det var Belmondo i Godards Åndeløs fra 1960, hvor Godard indvarslede postmodernismen i europæisk film. At flere sandheder kan eksistere ved siden af hinanden. I første scene dræber Belmondo en politibetjent. Dernæst byggede den venstreorienterede Godard en film op om at genopbygge sympatien for Belmondos lurvede men også coole kriminelle hovedperson. For at lade ham blive forrådt til sidst. Af en kvinde selvfølgelig.
Godard og Belmondos værk skabte filmhistorie. De Palma var forbløffet og kopierede ideen i omvendt rækkefølge i Carrie. Alfredson gjorde det i Lad den Rette komme ind. Et bevidst sanseangreb på tilskueren, der bevidst søges forvirret i forhold til placeringen af sympatien, som også var et opgør med production codes, hvor helte og skurke ikke måtte blandes sammen. Der lå selvfølgelig en statement at langt dybere karakter i Åndeløs, at verden ikke er sort-hvid
Nu er Belmondo så død. Og det originale filmsprog synger på sidste vers desværre.
https://www.youtube.com/watch?v=U6S3v3A5oPo