Snak

Mulholland Drive kan især anbefales. Meget dragende film.

https://x.com/LostInFilm/status/1345793485044142083

Lynch når han er bedst.

Ja, Mulholland er unik. Årtusindets bedste film hidtil.

IE kan jeg dog bedre lide, den er mere drømmende og med Lynchs bedste scene nogensinde med Laura Dern på Hollywood Boulevard. Og Sinnerman er så godt ramt til en film om hvor man går hen med sin skyld. Og omsider en god slutning fra Lynch efter Lost Highway og Mulholland Drive.

Kan bestemt også noget 👍

Jeg faldt over en god artikel om David Lynch på dette site, der netop omhandler Mulholland drive, hvis der nogle interessede: silkymusicsite.wordpress.com

Mine egne mindeord:

The Logic of Sensation

Nu drømmer man jo ikke ligefrem om at skrive en nekrolog over filminstruktøren David Lynch, men i og med at han nu er død, må det desværre være sådan. Det er heller ikke fordi han lavede synderlig mange film - 10 blev det til - hvoraf to-tre stykker nærmest æstetisk må fraregnes, Fire Walk With Me var et mindre vellykket forsøg på at overføre hans epokegørende TV-serie Twin Peaks til film, og The Straight Story var som filmtitlen siger uden særlig mange af Lynchs visuelle trademarks. Dune kunne næsten også skrives på listen, hakket i stykker som den blev på ordre fra producenten. Han er desuden næppe talk of the town længere, 18 år siden han lavede en betydende film, 60 år gammel. De 7 film han reelt lavede består af 2 sort-hvide film indtil 1980, det surrealistisk gennembrud Eraserhead og opfølgeren Elefantmanden, de to mainstreamfilm i slutningen af 80’erne, hittet Blue Velvet og dens lidt frækkere fætter Wild At Heart, samt hans store afsluttende ”trilogi” af en art Lost Highway, Mulholland Drive og Inland Empire, hvor han med den sidste film og med stor visuelt elegance sluttede den surrealistiske ring fra Eraserhead.

Efter 2000 opnåede han heltestatus som filmmaestro, ikke mindst i Frankrig og Danmark, hvor filmbranchen så ham som filmkunstens ypperste kunstneriske repræsentant. Han lavede film om det mørke og ustyrlige liv bag glansbillede-facaden, passion and crime. Min egen favoritanmelder Stephanie Zacharek beskrev det flot i sin nekrolog i Time: “He was alive to all the things we do and think, to the horrors we visit upon the world that we have no excuse for, to the dishwater secrets we wish we could hide even from ourselves.” En visuel mester, var han, ligesom Tim Burton, men som ham uden f.eks. De Palmas interesse for samfundsforhold, lavede Lynch film om det personlige helvede og på sin helt egen måde. Han var så god det, at han på en måde blev den moderne films Alfred Hitchcock.

Selvom han pakkede det ind i kunstens form. I absurde, surrealistiske, næsten uforståelige film. Inspireret af maleren Francis Bacon der sagde, at han maler skriget snarere end gyset. Lynch forvrængede kroppen, være sig hos Elefantmanden eller dværgen i Twin Peaks og han forvrængede billedet selv, the image, så alt uden for billedet fik eget liv selv uden at være repræsenteret på lærredet. Hans film var derved svært tilgængelige, men man fornemmede at han rørte ved noget centralt, noget inde i os selv, nogle billeder inderst inde, i underbevidstheden, om det farlige og det forbudte. Lynch interesserede sig især for den følelse faldet udløser, og han fandt i sine store kvindelige hovedpersoner, Laura Dern, Naomi Watts, eller Kyle Maclachlans agent Cooper for den sags skyld, en naivitet, troskyldighed, han råt lod opsluge og fortære af deres egne iboende drifter, men stadig, selv i den voldsomme reaktion og deroute, være menneskeligt genkendelig. Det var følelsernes logik, selv i konsekvenserne af de valg de traf.

Altid ville han lade sine hovedroller blive i nuet, presse det hele ud af oplevelsen, på godt og ondt, selv som fortrængning, så den forgrenede sig til nye verdener, ormehuller til andre dimensioner ad absurdum i jagten på ny erkendelse, der hos Lynch altid var åndelig. Frygt var dog også et centralt element for Lynch, og han evnede at fremstille den. Den drøm eller virkelighedsflugt vi indhyller os i for at slippe for at se frygten, livet i øjnene. Lynch sagde selv om vores frygt for virkeligheden: “A lot of this is mistaking the rope for the snake. We’re not experiencing the ultimate reality: the “real” is hiding all through life, but we don’t see it. We mistake it for all these other things. Fear is based on not seeing the whole thing and, if you could get there and see the whole thing, fear is out the window.”

Lynch var en ener. Han tog os med og lod os se. Vi er stadig forundret over, hvad vi har set.

Fint, Steve.

Jeg får lyst til at se Twin Peaks for gudvedhvilkengang.

Og så skal man huske på Badalamenti og hvordan han er med til at gøre det hele til et Gesamtkunstwerk:

https://youtu.be/e-eqgr_gn4k?si=Yg4Gn7c0LzXgnwNC

Havde vi ikke en tråd til filmmusik?

Umuligt at finde noget længere.

Den er her

https://bold.dk/snak/off-topic/filmmusik?room_id=4&thread_id=523000&side=2

Tak.

Hele soundtracket til Lost Highway er jo også bare så mesterligt skruet sammen til filmen.

Igen Badalamenti.

legendarisk klip med Badalamenti