I denne henseende er det måske værd at se bort fra folk som Isfyren og Soldatino.
I bund og grund er det ideologi der diskuteres, hvilket dikterer en politik. Alt efter overbevisning og hvem der rammes på pengepungen har folk så sine holdninger. Politik og økonomi er dog ikke to ting som har de samme mål, hvorfor ønsket om at toppe sidemanden i idioti kan undre.
Lettere selvfede Sir. C, er selvfølgelig altruistisk nok til at ville hjælpe de svageste. Ligeledes er han sikkert kompetent nok i det samfundsøkonomiske, til at indse at en fornuftig omfordeling faktisk er en solid forudsætning for at vi begge tjener en god skilling. Man æder ikke det dobbelte antal confitterede andelår, bare fordi man pludselig tjener det dobbelte.
Naturligvis findes der grænser i øvre og nedre ende. Dels skal de lavtlønnede have incitament til at gå på arbejde, hvilket kræver et forhold mellem mindsteløn og mulig tilskud fra staten. I den anden ende skal andre ikke skattelægges således at en times fri overstiger værdien af en time på kontoret. Ydermere er det naturligvis værd at gøre det løn- og skattemæssigt attraktivt at virksomheder skaber arbejdspladser.
Den danske model er et fortærsket udtryk. Ja, velfærdsstaten er en kolods på lerfødder som har overskredet sine begrænsninger. Det er dog ikke et endegyldigt fallit. Det kræver tilpasning, men det er næppe i den ende Issælgeren arbejder i. Hvis han, som han forventer af andre, nogensinde selv havde gjort noget, frem for at NASSE på sine forældre, havde han sikkert også et andet syn på det.
Forældrenasser er ikke en godkendt beskæftigelse.
I bund og grund er det ideologi der diskuteres, hvilket dikterer en politik. Alt efter overbevisning og hvem der rammes på pengepungen har folk så sine holdninger. Politik og økonomi er dog ikke to ting som har de samme mål, hvorfor ønsket om at toppe sidemanden i idioti kan undre.
Lettere selvfede Sir. C, er selvfølgelig altruistisk nok til at ville hjælpe de svageste. Ligeledes er han sikkert kompetent nok i det samfundsøkonomiske, til at indse at en fornuftig omfordeling faktisk er en solid forudsætning for at vi begge tjener en god skilling. Man æder ikke det dobbelte antal confitterede andelår, bare fordi man pludselig tjener det dobbelte.
Naturligvis findes der grænser i øvre og nedre ende. Dels skal de lavtlønnede have incitament til at gå på arbejde, hvilket kræver et forhold mellem mindsteløn og mulig tilskud fra staten. I den anden ende skal andre ikke skattelægges således at en times fri overstiger værdien af en time på kontoret. Ydermere er det naturligvis værd at gøre det løn- og skattemæssigt attraktivt at virksomheder skaber arbejdspladser.
Den danske model er et fortærsket udtryk. Ja, velfærdsstaten er en kolods på lerfødder som har overskredet sine begrænsninger. Det er dog ikke et endegyldigt fallit. Det kræver tilpasning, men det er næppe i den ende Issælgeren arbejder i. Hvis han, som han forventer af andre, nogensinde selv havde gjort noget, frem for at NASSE på sine forældre, havde han sikkert også et andet syn på det.
Forældrenasser er ikke en godkendt beskæftigelse.
