Snak

"Det ser denne gang ud som om at efterretningerne sidder i skabet.

Man har allerede taget højtstående folk ud."

Vi fik tilsvarende meldinger indenfor de første 24 timer ifm. 12 dages krigen sidste år.

"Der er jo ingen tvivl om at diasporaen og oppositionen er imod revolutionsgarden og det gamle regime, men hvor massiv er den folkelige opbakning?"

For nogle uger siden henviste jeg dig til nogle kvalificerede kilder i dette spørgsmål, TUW - men det lod ikke til at du gad at orientere dig i dem. Besynderligt nok.

En hel del indikerer at mange iranere bakker op om landets selvbestemmelsesret, uanset styrets karakter - hvilket også blev vist ifm. de mange protester mod det israelsk/amerikanske destabiliseringstiltag ved nytårstid. Fænomenet er langt fra historisk enestående; hvis USA blev angrebet ville der nok også blive massiv opbakning til den nuværende amerikanske regering, selvom dens upopularitet blandt amerikanere er betragtelig.

En hel del indikerer at mange iranere bakker op om landets selvbestemmelsesret, uanset styrets karakter - hvilket også blev vist ifm. de mange protester mod det israelsk/amerikanske destabiliseringstiltag ved nytårstid.

Ja det er nemlig også min fornemmelse. Mange vil samle sig omkring det gamle styre som nu bliver angrebet, og så længe modstanden ikke er massiv tror jeg simpelthen ikke på et regime skifte. Det bedrøvelige er at det nuværende regime, såfremt det fortsætter, vil være endnu mere repressivt.

Vi fik tilsvarende meldinger indenfor de første 24 timer ifm. 12 dages krigen sidste år.

Enig.

Og nu er Stabschefens efterfølger efter netop 12 dages krigen også taget ud af spillet, sammen med Khamenei, forsvarsministeren og bossen for Revolutionsgarden.

Det er trods alt lidt mere prominente navne end sidst og ikke mindst nogle af dem som sidder med på magten.

Spørgsmålet er om efterfølgerne er klar til at lægge den samme energi og følelse i det, når Lincoln og Ford ligger lige i baghaven.

En væsentlig faktor som ikke var i spil sidst.

Ok, ligesom vi fik færre syrere, irakere og afghanere i Danmark, da regimerne i de respektive lande blev udskiftet.

Man kan i hvertfald sige, at efter Assads fald så har et stort antal flygtninge kunne vende tilbage til Syrien. FN skønner at omkring 3 millioner flygtninge er vendt tilbage til deres hjem i Syrien, heraf 1,2 millioner fra udlandet. De fleste dog fra Tyrkiet og Libanon.

I Danmark var der i de første 9 måneder i 2025 været en stor stigning i Syrer, som vender tilbage til Syrien med økonomisk støtte til tilbageflytning.

https://www.unhcr.org/news/press-releases/unhcr-historic-return-displaced-syrians-presents-opportunity-and-urgent

https://uim.dk/nyhedsarkiv/2025/november/flere-syrere-rejser-frivilligt-hjem/

Tyskland har +1m, Sverige 200k.

Men tillykke til os med at vi får sendt en brøkdel hjem.

Hvis Vesten og "vores allierede" ikke havde forsøgt at fjerne Assad, var der slet ingen kommet.

Termen ´folk´ stammede fra den iranske forfatning, men også bl.a. den amerikanske forfatning bruger den om USA´s etnisk ret sammensatte statsborgere. Har du et særligt pædagogisk behov, kan jeg imidlertid sagtens bruge begrebet befolkning.

Det minder mig om Obamas mange taler om at det var "up to THE SYRIAN PEOPLE to decide (but Assad has to go)"

Trump og Netanyahu er bindegale. Sætter verden i brand.

Og Zelinski

Ren Lovløshed... hvilken verdensorden.

"Man kan i hvertfald sige, at efter Assads fald så har et stort antal flygtninge kunne vende tilbage til Syrien."

Ja, Assads fald medførte jo at kamphandlingerne ophørte, at landet forblev besat af flere vestlige magter og fik tidligere terrorister til magten i Damaskus. Især tyrkerne har som besættelsesmagt og supporter til de nye magthavere i Damaskus kunnet sende en hel del flygtninge ind i specielt de syriske områder, man kontrollerer. Man kan desuden, væsentligt nok, tilføje at der før regimeskriftekrigen i Syrien ikke forekom massive flygtningestrømme fra landet, selvom den fæle Assad regerede.

”Og Zelinski”

Zelensky og det ukrainske styre kan begrunde sin anti-iranske politik med iranernes støtte til Rusland, men konsekvensen er immervæk, helt som forventet, at Ukraine som amerikansk lydstat bliver fedtet i storebrors politiske ledelses dubiøse ambitioner. Angrebet på Iran gavner imidlertid på ingen måde bl.a. forsyningerne til Ukraines luftforsvar – og krigsudviklingens kaskader kan oveni øge oliepriserne, hvilket hjælper den russiske økonomi.

”Og nu er Stabschefens efterfølger efter netop 12 dages krigen også taget ud af spillet, sammen med Khamenei, forsvarsministeren og bossen for Revolutionsgarden.

Det er trods alt lidt mere prominente navne end sidst og ikke mindst nogle af dem som sidder med på magten.

Spørgsmålet er om efterfølgerne er klar til at lægge den samme energi og følelse i det, når Lincoln og Ford ligger lige i baghaven.

En væsentlig faktor som ikke var i spil sidst.”

Og sidst havde man et overraskelsesmoment, som man ikke har nu – hvor iranerne ikke længere anvender GPS, men BDS, og har modangrebet langt hurtigere og bredere end sidst, hvilket kan få både politisk og logistisk betydning.

I de første døgn af 12 dages krigen omkom bl.a. Bagheri, generalstabschef for de iranske væbnede styrker og landets højest rangerende militærofficer. Salami, øverstkommanderende for Revolutionsgarden. Rashid, leder af Irans militære operative kommando. Hajizadeh, chef for det iranske militærs luft- og rumfartsdivision samt ansvarlig for Irans missilprogram. Desuden røg flere prominente chefer og forskere fra Irans atomenergisektor. Alt dette samlede store dele af den iranske befolkning mod de angribende magter og disses dekapitationstilgang.

Selvfølgelig har det stor betydning at ledere med vitale opgaver og offentlige roller tages ud, men det afgørende er om der skabes et magtvakuum – og for dette kræves at man får fat i de vigtige fødekæder og den bærende magtinfrastruktur, inkl. dennes våben.

En del, også vestlige, geostrategiske analytikere vurderer at et regimeskifte i Iran er væsentligt vanskeligere at realisere end tilfældet var i Irak. Og det gør de af forskellige årsager, herunder at modtageren af regimeskiftegaven i Iran har væsentligt større militær dybde end Irak havde i 2003, foruden flere allierede parter. Geografisk er landet cirka 4 gange større end Irak, mere end dobbelt så stort som Afghanistan … samt vældigt uvejsomt og topografisk ekstremt mangfoldigt. Befolkningen er mere end 3 gange Iraks anno 2003. Ser vi på Irans magtinfrastruktur, er den noget mere kompleks end den daværende irakiske, og dermed muligvis noget vanskeligere at destruere ved halshugning.

Hvis amerikanerne og israelerne skal lykkes med regimeskifte indenfor en kortere tidshorisont, så kræver det formentligt at man i løbet af få uger får destrueret den iranske stats kritiske masse og sammenhængskraft … og at diasporaen, evt. koordineret med øvrige aktiver (f.eks. kurdiske og aserbajdsjanske), formår at tage magten vitale steder i landet. Alternativt kan en ’borgerkrig’ med etniske undertoner eventuelt foldes ud, og det kan godt være at især amerikanerne vil se dette som et acceptabelt udkomme, på den korte bane, men de skal være uhyre varsomme med at undervurdere hvilke spredningsvirkninger denne udvikling vil kunne få – ligesom de europæiske vestlige magter bør iagttage bl.a. flygtninge- og migrantstrømme som sandsynlig konsekvens.

Har nogen herinde læst de bulletiner og rapporter, Pentagon har leveret gennem de seneste uger? I så fald vil man vide at der selv blandt disse højere herrer er bekymring for bl.a. lagrene af THAAD og Patriot interceptorer, quagmire-udvikling og strategisk deroute ifm. en opskalerende krig mod Iran.

Det forlyder i øvrigt at det amerikanske konsulat i Pakistan er blevet stormet, mens den amerikanske ambassade i Bagdad er under pres. Iranerne har muligvis lukket Hormuzstrædet, truffet den britiske base på Cypern og fået følgeskab af houtierne. Saudierne, briterne o.a. kan være på nippet til at træde ind i krigen på amerikansk/israelsk side. Og ifølge CENTCOM har det kuwaitiske luftforsvar uheldigvis pløkket tre amerikanske F-15´ere ned, mens suspension af LNG-produktionerne i bl.a. Qatar kan stå for døren. Kaos kalder; kudos til alle kloge kamphoveder.