"Which path to Persia - Nej, men jeg googlede den, og ud fra indholdsfortegnelsen kender man jo til den alligevel."
Nok afhængigt af hvem ´man´ er - og selvfølgelig er det betydningsfuldt at kende indholdet, fordi det bl.a. opererer med forskellige konkrete (og mulige samtidige) optioner i kampen mod Iran(s ´uheldige optræden´, politiske modstand mod Vesten og mulige nukleare bevæbning m.m.). Én af dem er beskrevet i kapitel 5, overskriften er: Leave it to Bibi - og analysen plæderer bl.a. for at Israel strategisk set ikke bør skelne mellem Iran og de palæstinensiske/libanesiske opponenter, men at et (initierende israelsk) angreb på Iran er at tage nælden ved roden. Selvom strategipapirets politisk/ideologisk/historiske grundanalyser selvfølgelig tager afsæt i en ret selektiv historieskrivning og begrænset viden om fjendens kapabiliteter, viser det (sammen med flere andre ditto strategipapirer) hvor sammentømrede interesserne og samarbejdet mellem de israelske og amerikanske statsmagter reelt er – og at dukketeateret, hvor en hændervridende amerikansk præsident tilsyneladende forsøger at holde et (objektivt forståeligt) ptsd-ramt israelsk lederskab i snor, kan legitimere den fælles interesseforvaltnings offensive karakter.
Uden at vi kan forudse hvordan tingene lander fremover, er det vel også værd at iagttage perspektiverne, som udgår fra bl.a. §224 i NDAA-27 – jf. idéen om at amerikanerne brat kan vende ryggen til Israel. Påstanden om at USA skulle have gjort dette overfor Europa/EU er ligeledes diskutabel, jf. bl.a. min opregning af hvilke strategiske udfordringer, USA globalt står med – samt de strategipapirer og kommunikerede politikker, der opererer med at NATO fremover skal have en arbejdsdeling, som bl.a. øger de europæiske indkøb i amerikansk forsvarsindustri og fastholder alliancens strukturelle bindinger på parterne.
”Jeg er uenig. Det er kun siden 2. verdenskrig, at man pludselig anser det som værende illegitimt at erobre land.”
Pludselig? Tilløbet kom bl.a. fra 1. verdenskrig og P/K-pagten, der forbød militære aggressioner, men manglede sanktionsinstrumenter (som først blev tilvejebragt ovenpå 2. verdenskrig).
”Pointen er, at israelerne forbereder sig på en verden, hvor det ikke er illegitimt at erobre land”
Jeg tror i hvert fald at de israelske ledere
håber på at Folkeretten falder omkuld, og at bl.a Trump’s fredsnævn kan ’legitimere’ en international orden, som (for især givne politiske modstanderes vedkommende) udgrænser bl.a. FN og Folkerettens principper. Jeg er ikke sikker på at dette håb bliver til virkelighed, men bortset fra dette har israelerne jo allerede i årtier haft ’succés’ med at erobre/besætte og med amerikansk samtykke annekteret land. Minder tillige om Tibet, vestlige Ny Guinea, Goa m.fl. – hvor de facto annekteringer har fundet sted siden 2. verdenskrig, så en vis (politisk) uorden har vel i praksis hersket.
Oveni har vi fået de russiske besættelser/annekteringer i Ukraine, men jeg er ikke sikker på at de russiske ledere vil af med Folkeretten; de foretrækker at krydre magtsproget med kreativ juristeri … og udsigten til enten at blive lillesøster til USA eller til Kina huer dem ikke meget. I Putins baghoved tror jeg sågar at Gorbatjov’s vision om et samarbejdende kraftcenter fra Vladivostok til Lissabon stadig spøger, om ikke andet så i form af en tabt drøm; et mistet momentum, som nu er byttet ud med en vagt sløret kriminel tilgang, en quagmire, afhængighed af Kina og udsigten til bl.a. revanchisme fra vest, så langt den kommende generation rækker.
”for de har meget at vinde ved at ekspandere til Jordan-floden, Golan (store dele har de allerede) og det sydlige Libanon. Der er jo tale om legitime sikkerhedshensyn, hvad enten vesterlændinge kan lide det eller ej.”
Med legitime sikkerhedssyn mener du vel rationelle, jf. din omtale af israelernes forberedelse på en verden hvor det ikke er illegitimt at erobre land? Jeg skrev vist ret direkte at israelernes strategiske interesse er at styrke deres autonomi og dominansen i regionen, hvilket indbefatter annektering/okkupering af syriske, libanesiske og palæstinensiske områder (som tillige vil styrke landet energiøkonomisk). Og på sigt muligvis mere. Dette vil i øvrigt næppe svække amerikansk interesse i et fortsat tæt samarbejde/de facto alliance, nok snarere tværtom - men spørgsmålet er selvfølgelig også hvordan den politisk-parlamentariske situation udvikler sig i et USA, hvor kun boomer-generationen aktuelt bifalder begunstigelsen af Israel.
Min pointe vedr. specifikt Israels angreb i det sydlige Libanon, og en muligt forestående langvarig besættelse, var at det militært kan give IDF problemer – og at Netanyahu et al af også denne grund kan komme i endnu større indenrigspolitiske problemer, end tilfældet allerede er. Desuden vil en efterfølgende regering (muligvis ledet af Bennet), der forfølger de nuværende taktiske linjer, kunne få svært ved folkeligt at legitimere dem i et Israel, som over tid kan blive udtrættet af krig med flere parter i regionen … og desuden fortsat må iagttage truslen fra Iran, som har gjort Libanon-spørgsmålet centralt for våbenhvilen.
"Præcis derfor er det interessant at disse to tætte allierede har divergerende interesser, men det er Netanyahu som styrer showet selv om Israel er et lille land sammenlignet med en stormagt som USA."
I det omfang at Trump et al som ansvarlig for USA må iagttage hensyn og interesser, som Netanyahu et al kan ignorere, er der naturligvis for de pgl. regeringer varierende prioriteringer, hvilket iranerne formentligt også forsøger at spille på. Det ændrer imidlertid ikke på at amerikanerne og israelerne har sammenfaldende langsigtede (strategiske) interesser i krigen og helst så et regimekollaps i Iran. Spørgsmålet er vel dels om dette ikke må opgives i denne omgang - og dels hvordan man i så fald får skabt en befordrende pausering/slumrende konflikt med et pænt besværligt og selvbevidst Iran, mens man får taget sig af Hezbollah, Hamas og evt. houthierne. Man skal huske på at selv regimekollapset i Syrien krævede godt ti år med bl.a. sekvensering/pausering og indsatser på mange fronter, før man fik sat det i skabet.