Snak

Derudover er det vel et diskussionsspørgsmål om Israels disproportionale og indiskriminative bombninger i specielt Gaza udgør drab på civile med hensigt om at intimidere og gennemtvinge både politiske og militære mål.

De tager i hvert fald ikke hensyn nok til de civile tab, så langt er jeg enig. Derudover er det dybt bekymrende at de kun har ladet 2 procent af nødhjælpen komme ind i Gaza.

VG:
Enig. Netanyahu har også åbent sagt at han ikke ønsker en tostatsløsning, og hele politikken med at udvide og udbygge bosættelserne går også i den helt forkerte retning. Hvis det politiske establishment i Israel virkelig ønskede en tostatsløsning, kunne de jo starte med at erklære Østjerusalem for palæstinensisk. Det er det ifølge den oprindelige FN aftale.

TUW, nogenlunde enig ... men er du enig i at terrorisme ikke nødvendigvis forudsætter at der foretages (bevidste) drab på civile?

TW: Langt det meste terrorisme består af drab på civile. Som jeg ser det er det der adskiller terror fra normal militær konflikt at man bevidst går efter civile for at nå et politisk eller religiøst mål. Når jeg tænker over det har jeg svært ved at komme i tanke om terror som ikke rammer civile eller civil infrastruktur.

Det er ikke det samme som at stater ikke kan begå terror, det er der mange eksempler på, men det kræver for mig at se stadig at de primære mål er civile.

Generelt ikke uenig, men det simple spørgsmål var/er om det kræver lig på bordet, før der kan tales om terror, TUW? Det er nemlig ikke min opfattelse.

Det kræver det ikke. Det kan også være sårede personer eller angreb på kritisk infrastruktur.

Ja, og forskellige typer af intimideringer/trusler/handlinger som provokerer frygt i civilsamfund og afstedkommer diverse tvangssituationer, mhp. fremme af bestemte politiske mål. Af samme årsag har mange, hvis ikke alle, krige terroristiske træk.

men viste Israel seriøse tegn på at man ville i retning mod en to-statsløsning? Tog man initiativer til dette, ud over at trække sig tilbage fra visse klart lovstridige besættelser?

I perioden omkring 2004-2008 eksisterede der i Israel en reel politiske vilje til en to-stats-løsning og der blev på det politiske plan også konkret arbejdet hen imod målsætningen.

Som jeg nævnte tidligere blev Likud splittet på spørgsmålet om en to-stats-løsning og det filosofiske grundlag for Kadima-partiet var egentligt, at kun ved oprettelsen af selvstændig palæstinensisk stat ville Israel på langt sigt kunne forblive en stat med et jødisk flertal.

Rømningen af Gaza var i mine øjne et ikke ubetydeligt skridt i den retning. Gaza blev selvfølgelig ikke lige med et selvstændig stat i traditionel forstand. Forestillingen var jo den gang også, at Vestbredden og Gaza på langt sigt skulle forblive én politisk enhed. Men Israelerne demonstrerede jo som minimum, at man var villige til at opgive land og lukke bosættelser i forbindelse med en fredsaftale.

Som det fremgår af artiklen nedenfor var Kadima-regeringen i 2006 i gang med at forberede en tilsvarende tilbagetrækning fra Vestbredden med en målsætning om, at de nye grænser for Israel skulle være etableret i 2010.

https://www.aljazeera.com/news/2006/3/29/poll-win-boosts-olmert-border-plan

Jeg mener egentligt det er ret åbenlyst, at der i Israel på det her tidspunkt eksisterede en politisk vilje til en to-stats-løsning. Så det har jeg egentligt ikke lyst til at kaste mig ud i en lang diskussion om, men vil blot opfordre folk til at sætte sig ind i historien for perioden.

At den israelske regerings opfattelse af fremtidig palæstinensisk stat på det her tidspunkt måske stadig var langt fra det palæstinenserne ønskede, det er en helt anden diskussion.

Morisot:

Israel har ikke siden Oslo aftalen været villige til at drøfte en sammenhængende palæstinensisk stat. Da Israel rømmede Gaza flyttede bosættelserne blot til Vestbredden og mere til:

In 2005, all 21 settlements in the Gaza Strip and four in the northern West Bank were forcibly evacuated as part of Israeli disengagement from the Gaza Strip, known to some in Israel as "the Expulsion".[31] However, the disengagement was more than compensated by transfers to the West Bank.

Så hvori finder du en oprigtig vilje til en tostatsløsning som inkluderer en sammenhængende palæstinensisk stat?

Udviklingen i bosættelser har hele tiden gået i den forkerte retning.

@TUW

Israel har ikke siden Oslo aftalen været villige til at drøfte en sammenhængende palæstinensisk stat.

Oslo-aftalerne blev underskrevet i 93 og 95. I 2000 ved Camp David forhandlingerne var man meget tæt på en endelig aftale om en to-stats løsning. Herunder etablering af såvel vej- og jernbaneforbindelse mellem Gaza og Vestbredden.

Som tidligere skrevet i tråden forsøgte Kadima også at få en aftale om en to-stats løsning på plads i 2006.

Og jo - udviklingen i bosættelserne på Vestbredden har hele tiden gået i den forkerte retning. Som led i Camp David aftalen var Israel dengang dog villige til at trække langt de fleste bosættelser tilbage.

[quote][Så hvori finder du en oprigtig vilje til en tostatsløsning som inkluderer en sammenhængende palæstinensisk stat?

Udviklingen i bosættelser har hele tiden gået i den forkerte retning.
/quote]

Jeg synes jeg i min tidligere indlæg har argumenteret for mit synspunkt. Jeg kommer ikke til at deltage i en debat, hvor de samme argumenter skal gentages i en uendelighed.

Du har en anden opfattelse. Fred være med det.