Nå, jeg har aldrig fået refereret det videre forløb fra da jeg vågnede med tømmermænd, stadig smaskforelsket i Lone.
Efter som hun er skolelærer følte jeg ikke, at jeg havde grund til at være nervøs for en tatoveret HA´er af en motherfucker-kæreste. Først på eftermiddagen skete det vidunderlige at telefonen bippede - "1 sms-besked er modtaget" - "yes, så virkede gentlemandstrategien nok, i kombination med charmen, naturligvis", tænkte jeg. "Hej Kristian, tak for i går. Håber du kom godt hjem og ikke har lige så mange tømmermænd som jeg. Klem Lone". HVAD? Klem Lone? Hvorfor ikke noget mere indbydende og så kys Lone i stedet? "Hun spiller nok kostbar" - så jeg lader hende lige vide at tømmermændene ikke er det værste, men at det i stedet er det forestående halvmarathon, der piner mig. Desværre var det ikke blot kostbarhed, men ren og skær afvisning, skulle de vise sig, så jeg besluttede at ønske hende god dag og siden har vi ikke kommunikeret.
Det blev jo så heldigvis weekend igen, og til trods for jeg havde besluttet mig for det modsatte, endte jeg i byen på enmandshånd - min buddy forlod mig i køen. Falder i snak med en køn lille sag, der anmoder om en dans. "Nej tak" siger jeg, hæmmet af mit princip om ikke at danse. En øl og et par shots senere har jeg imidlertid glemt alt om principper og svigtende motoriske evner, og så skal dansegulvet da straffes. Tøsepigen lader til at kunne lide mine skills, og vi havner støttende sig op ad hinanden med en tur i retning af hendes hjem. Lidt kysseri og gramseri senere annoncerer hun, at det nok ikke er så smart det her, al den stund at kæresten ligger hjemme i deres fælles hus og står snart op for at hente hende... "What" - to uger i træk? Trækker cyklen skuffet hjem og sidder nu i afmagt og spørger mig selv: "Hvordan skelner mand de damer, der er i snor, fra dem, der ikke er?".