Snak

..folk dør. Det er så unaturligt. Det eneste "positive" der er at sige er at man får renset tårekanalerne.

..folk dør. Det er så unaturligt. Det eneste "positive" der er at sige er at man får renset tårekanalerne.

Nu er det ikke for at være en følelseskold stodder, men det er vel netop naturligt at man dør. Det ændrer dog ikke på, at det ofte ikke er særlig rart.

Og hvis det er flykatastrofen, du hentyder til, har du selvfølgelig ret i at det er dybt tragisk.

Jeg synes det er unaturligt. Måske er det mere naturligt når man dør som 98 efter et langt godt liv, end hvis man dør som 26 årig eller som familie på vej hjem fra ferie.

Uanset om det skyldes alderdom, sygdom eller tragedie, synes jeg stadig det er unaturligt. Et er døden, men savnet er næsten endnu værre.

Jeg er i hvert fald ikke fan.

"Forbered dig på at dø. For så forbereder du dig også på at leve. Jeg har talt."

Et citat, endda slutreplikken, fra Anden i hans "Tal for dig selv". Umiddelbart komisk og kynisk på samme tid, men ægtheden og oprigtigheden fremhæver selve skønheden i den velmente tanke bag, synes jeg.

Beklager sentimentaliteten, jeg har hørt på Jørgen Leth i snart 5 timer nu!

Jeg er ikke bange for at dø, men bange for dem omkring mig dør. Jeg kan godt leve livet uden at frygte døden, men jeg kan ikke forberede mig på at dem omkring mig dør. Det der folk siger med at det bliver nemmere hvis man er igennem et sygedomsforløb og kan forberede sig på hvilken vej det går, passer ikke en skid.

Jørgen Leth eller ej, er ikke sikker på jeg forstod det.

Jeg er ikke bange for at dø, men bange for dem omkring mig dør. Jeg kan godt leve livet uden at frygte døden, men jeg kan ikke forberede mig på at dem omkring mig dør. Det der folk siger med at det bliver nemmere hvis man er igennem et sygedomsforløb og kan forberede sig på hvilken vej det går, passer ikke en skid.

Jørgen Leth eller ej, er ikke sikker på jeg forstod det.

Andens bemærkning var også en smule underforstået, antager jeg. Altså at døden er en ligeså naturlig del som fødslen for alle eksistenser. Jo mere mennesket er bevidst om det, desto bedre betingelser giver man "det gode liv", hvor man rent faktisk holder af sig selv, og hinanden- netop fordi livet er skrøbeligt, og kun til låns.

Jamen det forstår jeg godt, men det hjælper da stadig ikke til at håndtere når de går bort?

Nej, dén del tackler vi alle forskelligt og individuelt. Ethvert liv tabt er uerstatteligt, og sorgen er vel en form for hjemløs kærlighed. Der er ingen cure, kun lindring i form af tiden, og gode minder.