Snak

Kan du ikke rykke dit firma med, hvor du nu beslutter dig for at tage hen? Jeg ved ikke om det har med erhvervsdykker at gøre, men i det tilfælde, at det har, så kan man vel drive sådan en virksomhed stort set uanset hvor på kloden man befinder sig.

Mht. sindstilstand så står det forhåbentlig ikke helt så slemt til, at du føler dig besat eller på randen af selvdestruktion. Og ja ja, tiden læger alle sår, du skal nok komme videre og alt det der, men har du overvejet, hvordan du er havnet der, hvor du er? Jeg kender dig jo ikke, og jeg kender ikke din situation, ud over det du har skrevet herinde, men i lighed med Curtis synes jeg, passer årgangen, at du virker ældre, end du er. Og selvom det da er og på mange måder kan bruges positivt, kan jeg ikke undgå at trække paralleller til mennesker jeg kender, som ufattelig ivrigt og hastigt har jagtet noget, der kunne indramme det, der kan anses som det indholdsrige, gode og fornuftige liv. De har haft fuldstændig styr på det hele, på nær dem selv. Igen, jeg kender dig ikke, og jeg aner ikke, hvad der har fået korthuset til at vælte - men din beskrivelse af din situation, synes jeg at have hørt (også en del gange) før.

Jeg kunne i øvrigt meget let bruge din beskrivelse af dig selv som europæer, verdensborger, frem for dansker, til at give et bud på, hvorfor du tidligere, indtil du fandt en base i noget nær en traditionernes og nationalismens højborg, følte dig rod- og rastløs, men det er for det første ikke rette tid og sted, og for det andet slet ikke sikkert, at det har noget på sig. Som sagt; jeg kender dig jo ikke.

Hvad angår dykningen, var det som sådan bare noget jeg begyndte med da jeg startede et konsulentfirma, for i sin tid at holde hovedet oven vande (hø, hø) mens jeg startede op. Det er konsulentdelen som ikke er så nem at tage med sig.

Hvad angår min sindstilstand er den nu ganske fin. Jeg sad dog på første parket til en depression som slog over i noget der bedst kan beskrives som religiøs eskapisme, i den lettere ekstreme ende. Den slags er ganske skræmmende at overvære. Jeg kan forestille mig at det er lidt som at bo med en alkoholiker. Man ved aldrig helt hvad man kommer hjem til. Under alle omstændigheder tærer det på depoterne.

Jeg er forhåbentlig kun fra ´83. Om jeg virker ældre end jeg er, ved jeg ikke. Jeg synes ikke jeg er stort anderledes, end en håndfuld i min omgangskreds. Jeg har som sådan ikke indtryk af at jeg har jagtet på det gode, mondæne og borgerlige liv i den øvre middelklasse, som vel er den klisjé du sigter til. Jeg har altid gerne ville se på mig selv som eventyrlysten og dog ambitiøs. Omend jeg til tider overrationaliserer, har det været troen på instinkterne, som har drevet mig mest omkring. Hvad angår det at have styr på sig selv, såfremt det indebærer forudsigelighed, ved jeg ikke om det er noget jeg ønsker. Det er godt med en plan, men folk hvis liv følger en GPS, har jeg altid fundet en smule uinteressante. Det må i øvrigt være nok for psykologitimen, for denne gang.

Hvad angår det nationalistiske Norge, rammer du ganske langt forbi. Jeg finder den del af det norske selvbillede komisk, på den kærlige måde. Lidt som når man bliver truet med bank af en 5-åring. Skal jeg bo i Norge, skal det være Bergen. Resten siger mig ikke noget. Bergen er en lille metropol som stort set har det hele og jeg elsker naturen her.

Det er ikke en bestemt kliché, jeg sigter til. Det man vil opnå, er jo forskelligt fra person til person. Skulle der endelig være en fællesnævner, er det ved det, der giver målet eller forestillingen rationale. Sådan, på overfladen. Rationale har jo en tricky størrelse, for det bruges ofte i en form, som egentlig nærmere er udtryk for generelle strukturer og koblinger, end det er for den egentlige, personlige tilgang. Og jeg tror det er i den sammenhæng, at jeg trækker på de oplevelser, jeg har haft med folk jeg kender.

Men hvis du, som du siger, er et instinktivt menneske, som er drevet af netop det, så passer ovenstående jo bare ikke på dig. Og personligt har jeg det da på nøjagtigt samme måde: Jeg gider ikke at plan- og skemalægge mit liv i ret stort omfang. Af samme årsag er jeg heller ikke uløseligt bundet til hverken job, erhverv, bolig, land eller noget som helst andet.

Jeg tror ikke helt jeg fik den om rod- og rastløs igennem på den tiltænkte måde. Men det er en anden snak, og den kan vi måske tage ved en anden lejlighed.

Rationale er i en vis grad altid det samme, som at undertrykke instinktet. Der er naturligvis situationer hvor de går mere eller mindre hånd i hånd, og førstnævnte bruges til at forme sidstnævnte, til noget mere konkret. I længden tror jeg dog ikke det er sundt, primært at gå gennem livet alene på det rationelle plan. Det bliver dog ganske hurtigt en snak om moral, kultur og omverdenens forventninger.

Jeg er som sådan heller ikke uløselig bundet. Jeg kom hertil med 20 kg. + plus håndbagage og ud over de ekstra erfaringer, kan jeg i grove træk rejse herfra på samme måde. Det er vel egentlig, når alt kommer til alt, det pludselige væld af muligheder og fraværet af ansvar, som er det virkelig skræmmende.

Den med verdensborgeren må vi næsten tage ved lejlighed.

"Rationale er i en vis grad altid det samme, som at undertrykke instinktet"

- Det er jeg slet ikke enig i, netop af følgende årsag: "Der er naturligvis situationer hvor de går mere eller mindre hånd i hånd". Jeg tror det handler om, hvor meget man stoler på sit instinkt.

"Det er vel egentlig, når alt kommer til alt, det pludselige væld af muligheder og fraværet af ansvar, som er det virkelig skræmmende"

- Det kan jeg ikke sætte mig ind i, skulle være skræmmende. Måske jeg overser et eller andet.

Men ja, verdensborgersnakken tager vi ved lejlighed.

Måske ikke skræmmende, men uvant. Hvad angår det med det rationelle og den forkromede plan, har jeg altid undret mig over det konventionelle, hvor man skal sidde som mellemleder i en villa i forstaden, med 1,5 barn inden man er 35. Det krydrer man så med buzz-words som personlig udvikling og selvrealisering. Hos mig fremkalder, det af én eller anden grund, altid billederne fra den urban legend, som en overgang huserede internettet, med katte som blev opfostret i flasker. Kan man undre sig over midtlivskriser så?

Uvant kan jeg godt sætte mig ind i - det siger jo næsten sig selv, din situation taget i betragtning. Men er uvant - de slag, den konkrete situation har givet, frasorteret - ikke "bare" en spændende udfordring, med de ting, du kan byde på? Sådan tror jeg næsten jeg ville se på det.

Forkromede planer er ofte hovedløse, indholdsløse og alt andet end personligt udviklende... ih, den verdensborgersnak nærmer sig med hastige skridt. Men det bliver altså ikke i dag!

Nej, det gør det ikke. Jeg får gæster, så den selvhjælpsbog vi her er i færd med at forfatte, må vente til en anden god gang. Fortsat god dag.

I lige måde, young one.

man har ondt i mavsen og skal løbe DHL-stafet....