Redigeretlør 26. nov 2011
man går med sin kæreste og lille søn i barnevogn (på Nørrebro). At sønnike bliver vækket af tre små mellemøstlige-drenge på 10-12 år, der frembringer primitive infernalske lyde (mens de naturligvis går over for rødt, så en cyklist må undvige (uden at sige noget til dem - for man skulle jo nødig støde nogen eller blive kaldt racist), og man beder dem dæmpe sig, hvorefter de kalder mig en grim nar, fucking idiot, min kæreste en fisse og andet.
Jeg hader endnu mere, at man så spørger dem, hvorfor de taler så grimt, og de ikke evner at svare (fordi de sikkert er så uintelligente/degenererede) men i stedet begynder at sparke på mit ben. Så hader jeg vores fejlslagne, misforståede og naive integrationspolitik, vores skolesytem og dermed vores "konsekvensløse" og totalt naive bløde følelsespædagogik, som visse segmenter ikke kommer til at kunne opfatte, forstå og følge før om tre-fire generationer. I stedet oplever man en total mangel på respekt, dannelse, ydmyghed, hjælpsomhed, samt en manglende evne til at vise hensyn over for andre (end dem selv deres slægtninge). Jeg hader det. Og jeg hader faktisk (tro det eller lad være) at blive bekræftet i, at der fanden-sparkeme er lang vej igen.
Christian Eriksen siger selv, at han var død i fem minutter, og at det er paradoksalt, at han får blomster, bare fordi han er i live.